Konflikten berører alle læger

Praktiserede læger oplever i disse uger et angreb på organiseringen af almen praksis. Det er trist at følge, hvordan forhandlingerne brød sammen og hurtigt blev efterfulgt af et lovforslag, som griber langt ind i den enkelte læges mulighed for at tilrettelægge sit arbejde, og hvis konsekvenser risikerer at brede sig som ringe i vandet til resten af sundhedsvæsenet. Derfor er konflikten ikke kun en sag for praktiserende læger, men for alle læger i sundhedsvæsenet.

Forudsætningerne for en velfungerende model for almen praksis, som patienterne udtrykker stor tilfredshed med, ændres markant med dette lovforslag. Det vil få konsekvenser for det tætte samarbejde, som vi kender i dag mellem sygehusene, praktiserende speciallæger og praktiserende læger.

I dag tager praktiserende læger samlet ansvar for at få løst opgaver som f.eks. lægevagten, fordi den nuværende ordning er baseret på en reel aftale. Det er ikke acceptabelt på den måde at sætte de praktiserende læger uden for indflydelse, og det vil uundgåeligt fremme mistillid og konflikt.

En forudsætning for at kunne løse påtrængende problemer i sundhedsvæsenet, som f.eks. den stigende ulighed i sundhed, er en engageret primærsektor. Hvis man gennemtvinger en lovgivning, som kun tilgodeser den ene part, er der en risiko for, at det får negative konsekvenser for folkesundheden. Det kan også blive konsekvensen, hvis ikke der er sikkerhed for, at de praktiserende læger kan give den nødvendige og ufiltrerede lægefaglige rådgivning til regioner og kommuner.

Der er også grund til at være bekymret for, hvad det betyder for kvaliteten i behandlingen, hvis regionerne og regeringen beslutter sig for, at praktiserende læger ikke længere skal sidde med der, hvor det besluttes, hvad de skal lave. Opgaver som f.eks. den voksende ulighed i sundhedsvæsenet er svære, og en forudsætning for at løse dem er en engageret primærsektor.

Kvalitetsarbejdet i almen praksis skal som andet kvalitetsarbejde forankres i de faglige miljøer og tage udgangspunkt i patienterne. Derfor er det også overflødigt, at der stilles særlige kontrolkrav til praktiserende læger. De er i forvejen underlagt samme regler som alle andre læger, og sådan bør det være.

Der er en klar arbejdsfordeling mellem de lægelige organisationer. Det er de forhandlingsberettigede organisationer – i dette tilfælde PLO – som lægger arm med regionerne om deres arbejdsvilkår. Derfor er det de praktiserende læger, som suverænt styrer overenskomstforhandlingerne på lægesiden. Men det er ligeledes vigtigt, at vi i Lægeforeningen gør klart, at der også er bredere sundhedspolitiske konsekvenser af konflikten. De berører hele sundhedsvæsenet og dermed alle læger.

Allerbedst ville det være, hvis udfordringen blev løst ved forhandling.