Konflikten om Irak

En befolkning på næsten 24 millioner mennesker står foran en potentiel humanitær katastrofe, hvis den nuværende spændte situation ender i et angreb på Irak. Det er det stærkeste argument for at opfordre parterne til at gøre deres absolut yderste for at undgå en krig. På den anden side har diktatoren i Bagdad gennem mere end tyve år ødelagt et land og udpint en befolkning i et omfang, der gør det næsten uanstændigt, hvis verdenssamfundet ikke griber ind. Det er et valg mellem pest og kolera, der splitter lande og befolkningsgrupper. Ikke mindst læger, som det også fremgår af dette tidsskrift og især er fremgået af lægetidsskrifter i de angelsaksiske lande.

Lægeforeningen har ikke nogen officiel holdning for eller imod krig mod Irak. Det er ikke Lægeforeningens opgave. Det er op til Lægeforeningens medlemmer at tage stilling. Det, vi må konstatere, er, at Danmark som allieret nation er mere direkte involveret i en potentiel krigssituation i Mellemøsten, end vi tidligere har oplevet. Det giver et trusselsbillede, som vi ikke er vant til. Der er for det første truslen om et (terror)angreb på den danske befolkning med kemiske eller biologiske våben. Belært af begivenhederne den 11. september 2001 har Danmark nu et beredskab, men som det også fremgår af dette nummer af Ugeskrift for Læger, er det ualmindeligt svært at vurdere omfanget og karakteren af truslen. Der er heller ikke etableret en speciel laboratorieenhed til testning. Det foregår i Sverige. Men beredskabet er der, og der er muligheder for massevaccinationer.

Det andet aspekt er den humanitære situation i Irak og nærområderne. I tilfælde af en krig vil de irakiske læger og andet sundhedspersonale blive stillet over for helt uoverstigelige problemer. Dels med omfanget og karakteren af de lidelser, de kan komme ud for at skulle behandle, dels med den gennemgribende mangel på medicin, udstyr og faciliteter og endelig den notoriske mangel på respekt for menneskerettigheder, som styret er kendt for, hvis det drejer sig om befolkningsgrupper, man ikke bryder sig om. Det kræver omverdenens solidaritet og støtte og også mod til at gå ind og hjælpe.

Der er i forvejen tale om en befolkning, der sundhedsmæssigt er i en elendig forfatning, og et sundhedsvæsen, der er kørt helt ned. Nogle få tal illustrerer problemet: det nuværende regime bruger kun lidt over fire procent af et meget lille nationalprodukt til sundhed, mens vi i vore lande bruger over den dobbelte andel af nogle meget store nationalprodukter. Der er 55 læger pr. 100.000 indbyggere i Irak, i Danmark er tallet ca. 350. Tilsvarende for sygeplejersker er tallene 236 og over 1.100. Levealderen i Irak er ca. 60 år, i Danmark næsten 77. Statistikken for spædbørnsdødelighed og sundhedstilstand i øvrigt er deprimerende læsning.

Der er i den situation behov for en massiv hjælp udefra, også fra læger og andet sundhedspersonale, og vi kan kun udtrykke vores stærke støtte til dem, der stiller op. Til gengæld må vi forvente, at danske myndigheder har sikret, at de udsendte er udstyret med de nødvendige kvalifikationer til at tage sig af lidelser og skader, som ikke er med i det normale pensum for en dansk lægeuddannelse, ligesom vi må forvente, at de er trænede og beskyttede mod de ekstreme trusler, som de kan komme ud for. Endelig må vi også forvente, at de støttemæssigt er udstyret, så de er i stand til at hjælpe deres irakiske kolleger, hvis situationen kommer der til, at de skal arbejde inde i et krigshærget land. Det gælder både sproglig bistand, udstyr og beskyttelse. Danske læger er uddannet til at hjælpe, ikke til at være helte.