Konflikten set med forskernes øjne

Tag en time out Jes Søgaard sundhedsøkonom, adjungeret professor, Aalborg Universitet:

»Jeg kan godt forstå, hvis de praktiserende læger er vrede over, at de ikke kan nedlægge veto over alle mulige forslag, der kommer fra regionen. Men samtidig vil jeg mene, at det er uholdbart at de har kunnet gøre det og har gjort det.

Jeg må også konstatere, at det første, der er røget her, er sandheden. Når jeg snakker med den ene part får jeg én ting at vide, og når jeg så snakker med den anden part om det samme, får jeg for det første at vide, at det ikke passer, hvad den første part siger, og for det andet: Nu skal jeg høre.

For eksempel når det gælder praktiserende lægers vetoret i samarbejdsudvalgene, som regeringen vil gøre op med ved at fjerne lægerne fra de udvalg.

Regionerne siger, at vetoretten har betydet, at man de facto ikke har kunnet indføre ændringer i samarbejdet mellem praksissektor, kommuner og sygehuse. Det er sat på spidsen, men det er den oplevelse mange har. Spørger man de praktiserende læger, får man en helt anden historie.

I en rapport fra Midtjylland omtales et farmaciprojekt rettet mod almen praksis. Men kun halvdelen af de praktiserende læger i regionen har valgt at deltage i det, og de, der gør det, har den største skepsis over for regionens intention. De er bange for, at regionen vil misbruge data til kontrol eller besparelser eller noget andet. Står der i regionens rapport. Men når jeg siger det til de praktiserende læger, får jeg en helt anden historie.

Sagen er, at det er uholdbart, at de taler sort tale til hinanden og at de hver har standpunkter, som i hvert fald ikke begge to kan være sande.

Jeg foreslår en timeout. Den skal nok være længere end de tre ugers høringstid, der er til lovforslaget. Parterne skal sætte sig sammen – læger, regioner og ministerium og nogle eksperter, der kan hjælpe med at afklare, hvor de er uenige og få påstandene frem og finde ud af, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert – hvor mange eksempler er der på at de praktiserende læger decideret har modarbejdet regionale planer og forslag? Er det rigtigt at data bliver misbrugt? Lad os få det faktuelle på plads og så forhandle ud fra det.«

Der er masser at forhandle om

Henning Jørgensen, arbejdsmarkedsforsker, Aalborg Universitet:

»Dette er ikke, som de fleste medier ellers har fremstillet det, en normal overenskomststrid og den kan ikke sammenlignes med lærerkonflikten, hvor det var offentligt ansatte, der var i konflikt. Her er det en driftsoverenskomst for selvstændige næringsdrivende.

De praktiserende læger har som gruppe en historik med meget stor indflydelse. I sundhedssektoren har de fagprofessionelle altid haft en stærk indflydelse lige fra de tidlige kommissioner i 1910 til 1920, hvor det var lægestanden der lagde grunden til meget af det, der senere er sket. Gruppen har også stået stærkt, historisk set, også når den har forhandlet aftaler med det offentlige, og det afspejler denne situation tydeligt.

Der er nu et politisk ønske om at styre de praktiserende læger – det kan man måske ikke fortænke politikerne i at ville og allerede i september stod det klart, at der var lagt op til et fundamentalt slagsmål om, hvem der har vetoret og hvem har ret til at definere, hvad der skal ske.

Det er et spørgsmål, hvordan det offentlige tænker dette løst uden et samarbejde med lægerne. For det er jo en stærk organisation og befolkningen er glad for familielægeordningen så det er ikke den, der skal angribes, det er gruppens magtpositioner.

Men det er også en privilegeret gruppe, der tjener over en million kroner om året og her i Nordjylland kan det komme op på mere end to gange så meget. Når folk ved det, så er der ikke samme forståelse over for selve gruppen.

Derfor skal PLO være varsom med at melde alt for kraftigt ud. Der er kun et pressionsmiddel, og det er at deponere ydernummeret.

Astrid Krag har så villet give mulighed for i et år at finde løsninger. Det er en respekt, som lærerne ikke blev vist. Her ændrer man ikke på forhandlingsretten«.

Hvordan ender dette?

»Jeg tror at politikerne vil sætte visse ting igennem. Til gengæld vil jeg mene, at så længe man bevarer forhandlingsmiljøet, er der mulighed for dygtige PLO-forhandlere for at bevare indflydelsen. Og der ser jeg stadig en masse muligheder. Jeg ser stadig PLO som en stærk organisation – dette er ikke et stort nederlag.«

Så du tror ikke lægerne deponerer deres ydernumre?

»Det vil ikke ske. Man kan bruge de diplomatiske kanaler og få snakket sammen bag lukkede egetræsdøre, hvor man er klar over at man må finde hinanden.«

Vil der så komme ændringer i det lovforslag som bliver spiselige for lægerne?

»Ja, det mener jeg. Der er stadig masser at forhandle om. Jeg tror, at lægerne vil sige: lad os tage en snak og finde et kompromis. Så har de allerede i beslutningsfasen indflydelse. Og efterfølgende, når der skal implementeres, vil de også have indflydelse, fordi der bliver truffet mange beslutninger, når alt skal oversættes og operationaliseres. Al implementeringsforskning siger, at de fleste beslutninger tages i implementeringsfasen. Så det kommer an på at spille sine kort rigtigt. Selv om der er truffet politiske beslutninger, så kan du lave næsten det modsatte i implementeringsfasen. En lov er en papirtiger indtil den bliver gennemført.«

Diskussionen er al for upræcis Peter VedstedProfessor Forskningsenheden for Almen Praksis, Aarhus Universitet:

»Jeg kan blive helt trist over at høre de upræ cise diskussioner mellem parterne.

Jeg taler ud fra en forsknings- og udviklingsmæssig viden om almen praksis og jeg fornemmer en vis udmattelse i retorikken. For eksempel når jeg hører regionerne tale om at praktiserende læger er træls og ikke vil lade sig kontrollere og bremser udviklingen og så videre. Det virker som om, at der er opstået en dem og os-positionering, hvor begge parter postulerer ting uden at skulle stå til regnskab for, hvorfra postulatet kommer. Det er uværdigt for et land som Danmark, synes jeg.«

Hvorfor er der ikke en dialog mellem parterne om, hvordan almen praksis skal udvikle sig?

Jeg tror, at en væsentlig årsag til den manglende dialog mellem parterne er en længere periode, hvor man ikke har haft fokus på nødvendigheden af at sidde sammen og planlægge faglighed og position i sundhedsvæsenet. Diskussionen mellem parterne om konkrete forhold og det at skabe sundhed for befolkningen synes forsvundet.

Et eksempel på den upræcise diskussion er spørgsmålet om lægedækningen i yderområderne. Regionerne har fremstillet det, som om det er PLO’s vetoret, der er problemet. Men de har jo ikke sagt: Vi vil ikke have læger i udkanten. Problemet har været, at man ikke kan få læger derud. Det er et gammelt problem, der opstod i forbindelse med, at der blev skåret ned på medicinstudiet under Bertel Haarder. Og nu mangler der læger.

Jeg synes parterne skal træde tilbage og tage udgangspunkt i, at det grundlæggende er, at alle borgere skal mødes af en specialist i almen medicin i almenpraksis. PLO kommer så på banen og forhindrer, at man ansætter andre end almen medicinere. Og så er den stoppet der og regionerne får det til at se ud som om mangelen på praktiserende læger i udkantsområder handler om PLO’s vetoret. Man kan spørge, om det ikke er helt forskellige ting, man taler om. Og skulle man ikke løse det reelle problem – nemlig at finde metoder til at tiltrække læger til disse områder – ligesom når de skal have overlæger til Thisted Sygehus?

Der er store regionale forskelle på praksis på mange områder. Det ved man godt. Men i stedet for at sige: hvordan kan vi udvikle alle praksis, bliver en hel stand taget til indtægt for at relativt få praksis sakker bagud. På samme måde er der faktisk i nogle regioner samarbejdsudvalg, der fungerer udmærket – med en passende blanding af give and take mellem parterne.

Omvendt kunne PLO nok i højere grad forholde sig til forskellene i praksis og måske kunne de have set, at der i nogle regioner var et dårligt samarbejde mellem PLO’erne og det øvrige samarbejdsudvalg, hvor PLOerne fik et ry som nogle, der altid siger: Hvad får vi for det? Det er ikke en fair karakteristisk og der har helt sikkert siddet mange gode folk fra alle parter og lavet et godt arbejde alle steder. Men det hører vi ikke om.

Jeg tror ikke, at det er dr. Hansen, der skal bevares – a propos ‚Bevar familielægen‘–sloganet. Det er snarere ‚Bevar speciallægen, der sidder i frontlinjen og er i stand til at vurdere allehånde symptomer og sende patienterne til de rigtige prøver og undersøgelser – med en stab af klinikpersonale omkring sig – sygeplejersker og laboranter og med en pioneragtig udvikling på it-området bag sig.‘ Jeg tror faktisk, at det udtrykker langt de fleste praktiserende lægers ønske.«