Skip to main content

Kontanter bag lægers vurderinger

Journalist Nina Vinther Andersen, nva@dadl.dk

31. okt. 2005
6 min.

Mens professor Jerome P. Kassirer var chefredaktør på New England Journal of Medicine (NEJM), måtte læger og forskere, der skrev ledere og oversigtsartikler, ikke have økonomiske bånd til de firmaer, hvis produkter de omtalte i de givne artikler.

Men da hans efterfølger Jeffrey Drazen kom til i 2002, blev politikken ændret - blandt andet fordi det var blevet for svært at finde forfattere, som ingen interessekonflikter havde.

Et eksempel: Tidsskriftet bragte i 2002 en artikel om en antidepressiv medicin med 29 forfattere. Omfanget af forskernes interessekonflikter var imidlertid så stort, at NEJM valgte ikke at bruge dyrt papir på dem, men trykte dem i stedet på sin website. Hvis man skrev dem ud, fyldte de tre sider. Interessekonflikter er bl.a. honorarer for foredrag og konsulentstøtte.

Det fremgår af Jerome P. Kassirers nye bog: On The Take. How Medicine's Complicity With Big Business Can Endanger Your Health [1]. Her gennemgår den tidligere chefredaktør af et af verdens mest respekterede lægevidenskabelige tidsskrifter en lang række sager, der dokumenterer, at interessekonflikterne får betydning for den behandling, som lægerne giver patienterne.

Selvbedraget

Bogen kan være nedslående læsning for de læger, som fastholder, at industriens penge på ingen måde påvirker deres dømmekraft.

Kassirers eksempler viser det modsatte. For eksempel er læger, der har fået blot en sandwich til frokost af en sælger, langt mere tilbøjelige til at udskrive sælgerens produkt, end læger, der ikke havde modtaget mad fra firmaet.

De fleste læger afviser, at de kan påvirkes af ussel mammon. Til gengæld er de overbeviste om, at deres kolleger er påvirkelige.

Det viser et lille eksperiment på University of California, San Fransisco Medical School blandt 100 turnuskandidater og ansatte: 39 procent af de adspurgte troede, at farmaceutiske markedsføringstiltag påvirkede deres egne udskrivningsmønstre, mens 84 procent var sikre på, at firmaernes anstrengelser påvirkede kollegaen.

Hvordan hænger det sammen? Svaret ligger i det almenmenneskelige princip om at gengælde selv den mindste gave.

»Læger ved, at farmaceutiske virksomheder ikke tilbyder disse services af altruistiske motiver, og alligevel er de ivrige efter tro, at de [lægerne, red.] kan bevare deres integritet ... Hvordan håndterer lægerne det enorme misforhold mellem at vide, at de bliver købt, og deres behov for at tro, at de ikke kan blive købt? Desavouering kan sandsynligvis forklare meget af mekanismen bag selvbedrag ... Set i det lys er selvbedrag en underbevidst forsvarsstrategi, som tillader individet at undgå den smerte og ubehag, som kommer med ærlig indrømmelse af ens faktiske motiver ...«, skriver han.

Interessekonflikter påvirker behandlingen

Ingen kender omfanget af lægers økonomiske forbindelser til medicinalindu-strien som ofte er lige så hemmelige og velbevogtede som militærinformation, skriver Kassirer.

Intet tyder imidlertid på, at omfanget vil blive mindre. I takt med at medicinalindustrien vokser, vil det sandsynligvis blive et tilsvarende større og større problem. Men utallige historier om omfanget giver stof til eftertanke.

For eksempel: Til The Society of American Gastrointestinal Endoscopic Surgeons 2003-konference kunne deltagerne frivilligt oplyse om omfanget af finansielle interessekonflikter: 60 procent af overlægerne og professorerne, samt 40 procent af de yngre læger havde mindst én finansiel konflikt. Gennemsnitligt havde kirurgerne to interessekonflikter. To læger havde fem.

Også de amerikanske, videnskabelige selskaber er dybt involverede i industrien, ligesom de videnskabelige redaktører, der peer-reviewer artikler, samt universiteterne, der både direkte og indirekte er sponsorerede.

I stigende grad finansierer industrien lægers efteruddannelse. Og hvordan læger overhovedet har accepteret at bruge ordet »efteruddannelse« om det, der reelt er markedsføring, kan undre, når man læser Kassirers bog.

Lægers modargument er ofte, at uden industriens penge kunne der ikke være den slags efteruddannelse. Ifølge Kassirer er det korrekt, at uden pengene ville der være færre kurser - eller i hvert fald færre af visse typer kurser, mindre god mad, færre drinks og måske knap så god underholdning - men det betyder ikke, at der ikke ville være nok kurser. Ved at fjerne skævvridningen ved industristøtte, ville det tilbageblevne program være mere til at stole på, mener han. Selv om den amerikanske brancheorganisation for lægemiddelvirksomheder som den danske har udfærdiget etiske retningslinjer med den amerikanske lægeforening, tvivler Kassirer på virkningen og påpeger, at meget tyder på, regningslinjerne ikke bliver overholdt.

Konsekvensen

Ifølge Kassirer er interessekonflikter ikke ligegyldige - tværtimod. Patienterne mister tilliden til deres læge. Interessekonflikterne kan farve lægen til at anbefale behandlinger, der ikke er i patientens bedste, og de kan ubevidst underminere lægers dømmekraft og integritet.

Patienter kan blive bedt om unødvendige besøg hos lægen, blive udsat for upassende og farlige diagnostiske test, få den forkerte medicin, blive tvunget til at bruge langt mere end nødvendigt på receptpligtig medicin og blive udsat for potentielt skadelige effekter i forskningseksperimenter.

Kassirer understreger, at de fleste læger har en høj moral, og mange forsøger at undgå nogen form for forbindelser til industrien. De er dedikerede til deres arbejde og bruger uselvisk deres fritid på at sidde hos patienter eller på at forbedre sundhedsvæsenet.

»Ikke desto mindre er alvorlige interessekonflikter udbredte ... Nogle læger bliver kendt som marketingludere: redskaber i industriens marketingsafdelinger. Andre går med til at lave pseudovidenskabelige studier og publicerer biased artikler og uddannelsesmaterialer, som sætter industriens mål over patienternes«, skriver han.

Han gennemgår adskillige sager, hvor læger har medvirket til ulovligt at promovere medicin, der kan være livsfarlig. Blandt andre neurontin-sagen, der i maj sidste år betød, at Pfizer måtte betale en historisk høj bøde på 430 millioner dollars for at have bedraget det amerikanske Medicaid.

Adskillige læger var blevet betalt store summer for at holde foredrag om de mange indikationer, som medicinen kunne bruges til, men som det ikke var godkendt til. Pfizer betalte også lægerne for at være konsulenter, selv om de ikke arbejdede som konsulenter, men i stedet for troppede op på møder og advokerede for denne off-label-brug.

Fra industri til læger

Mens medicinalindustriens metoder længe har stået for skud, retter Kassirer her skytset mod lægerne. At være »on the take«, som jo er titlen på bogen, betyder på dansk at enten være »om sig« eller være bestukket.

Faktisk understreger Kassirer, at bogen ikke er en kritik af medicinalindustrien. Selv om industrien ofte tager initiativet til mange af de alvorlige og komplekse interessekonflikter, kan de ikke udføres uden det »villige og aktive« engagement fra læger.

Kassirer fremhæver, at han er stolt af at være læge, han elsker lægevidenskaben og at være del af en respekteret profession. Gennem årtier har han været vidne til fantastiske fremskridt i sygdomsbehandlingen og livskvalitet. Men dilemmaet er: Hvor går grænsen mellem videnskabelige fremskridt på den ene side og lægers pengeinteresser i samarbejde med den industri, som producerer disse fremskridt, på den anden?

Kassirer konkluderer, at finansielle interessekonflikter truer patientbehandlingen, farver den medicinske information og får sundhedsudgifterne til at stige. Derfor anbefaler han, at læger åbent oplyser om alle interessekonflikter, og det er langtfra tilstrækkeligt, at de står i bunden af en videnskabelig artikel. Det skal også fremgå af kliniske retningslinjer og undervisningsmaterialer. Praktiserende læger bør i deres praksis hænge information på væggen om, hvad de modtager og fra hvem. Der bør være konsekvenser for de læger, der ikke offentliggør interessekonflikter. Kassirer mener, at læger bør skæve til de professioner, for eksempel advokater, der er langt striksere med hensyn til at offentliggøre interessekonflikter og handle derefter, herunder at fravælge en klient eller blive smidt ud af firmaet. Offentliggørelse er imidlertid ikke nok. Der bør også være retningslinjer på området. Han bruger blandt andet som forbillede de aviser, der i deres etiske retningslinjer skriver, at journalisterne ikke modtager gaver, penge eller gratis rejser fra firmaer.

Men ifølge Kassirer vil det være nærmest umuligt blandt læger, fordi mange stadig er utilbøjelige til at tro, at penge og gaver påvirker deres handlinger. Derfor kan lovgivning være nødvendig. Medicinske selskaber bør fravælge industriens penge, når de afholder symposier og årlige medlemsmøder. Og læger, der har økonomiske interessekonflikter med industrien, bør ikke kunne udarbejde kliniske retningslinjer.


Referencer

  1. Kassirer, JP. On the take. How medicine's complicity with big business can endanger your health. Oxford University Press, 2005.