Men det er til en vis grad også arten af initiativer, der belaster de sundhedsprofessionelle, som opfatter nogle af tiltagene som irrelevante.
Det betyder, at der opstår "en kultur om, at der er "skal-opgaver", der skal udføres, selvom de ikke fremstår som meningsfulde. Dette medfører en oplevelse af, at der kommer dokumentation for dokumentationens skyld", som der står i rapporten.
En særlig kritik rettes mod it-systemerne på hospitalerne, som ikke just bidrager til at gøre forholdene bedre. Med rapportens ord:
"Den måde, it understøtter dokumentationsarbejdet på i dag, er i høj grad med til at øge oplevelsen af, at der er tale om en stor registreringsbyrde. Det er særligt de mange klik, dobbeltdokumentationer, fordi systemer ikke taler sammen, og den ventetid, der opstår, når it-systemerne fryser eller går ned, når man skal åbne flere programmer på en gang m.m., der er kilderne til frustration. Hertil kommer en oplevelse af, at det er svært at få rettet systemfejl, og at it-systemer implementeres, før de er klar til at virke i en klinisk hverdag".
Altså præcis de klagepunkter, som en lang række læger og deres organisationer har påpeget i årevis.
Gør sådan her:
Problemerne er således velbeskrevne, men det har knebet med konkrete og ladsiggørlige løsninger. Det forsøger KORA rapporten at råde bod på. Den fremsætter i alt 16 anbefalinger, hvoraf nogle er helt lavpraktiske.
For eksempel anbefaler rapporten, at der "nationalt (via DDKM eller lignende) ikke længere stilles krav om at monitorere afholdelse af MUS-samtaler".
Helt tæt på den kliniske hverdag er anbefalingen om, at der f.eks. heller ikke længere skal stilles krav om screening for KRAM-relaterede risici. I stedet kan de enkelte hospitalsafdelinger selv udpege de patientgrupper, som den slags er relevant for og tage den vigtige snak om kost, rygning, alkohol og motion.
En af anbefalingerne handler om at lave færre og kortere retningslinjer - et arbejde der allerede er i gang flere steder.
Der er også andre felter end kvalitetsområdet, som må holde for. F.eks. foreslår rapporten, at "den nuværende monitoreringsmodel i relation til behandlings- og udredningsgarantier genovervejes med henblik på, dels at øge dokumentationsmæssig simplicitet, dels at sikre, at monitoreringen i højere grad understøtter de politiske intentioner".
En af anbefalingerne lyder på, at sygehusjournalen igen skal gøres til et redskab for de sundhedsprofessionelle, og at alle mulige informationer rundet af dokumentations- og registreringskrav luges ud, så de ikke gør det nærmest umuligt at få overblik over, hvad der er sket med patienten.
På det lidt mere overordnede plan anbefaler rapporten bl.a., at der på nationalt plan kun skal monitoreres på nogle få men til gengæld velvalgte kvalitetsmål, f.eks. overlevelse, antal indlæggelser og reoperationer.
Det er også ifølge rapporten væsentligt, at den nu droppede DDKM afløses og ikke suppleres af en ny model.
Og ikke mindst: selve mængden af procedure- og dokumentationskrav bør nedbringes. Ligesom det fra start skal indtænkes, at der skal være it-understøttelse. Nye initiativer bør ikke sættes i værk, før det er teknisk muligt at gøre det på en måde, der "f.eks. ikke hæmmer den elektroniske patientjournal som arbejdsredskab eller besværliggør kliniske arbejdsgange".
