Skip to main content

SARS beslægtet med parainfluenzavirus

»Principielt kan vi stå over for en ny folkesygdom, som vi skal til at vaccinere for«, udtaler læge Kåre Mølbak, Afdelingen for Epidemiologisk Forskning på Statens Serum Institut, om sygdommen severe acute respiratory syndrome (SARS), som WHO netop har udsendt en global advarsel om.

Han oplyser, at inden for de seneste 30 år er der hvert år opstået nye smitsomme sygdomme verden over. Typisk vandrer smitten fra dyr til menneske, men ikke fra menneske til menneske. Undtagen den meget smitsomme lungesygdom SARS, som indtil videre har kostet ni mennesker livet og gjort mellem 500 og 600 mennesker syge. Derfor udsendte WHO for første gang i 11 år en global advarsel.

Hidtil har SARS været en eksklusionsdiagnose, men de seneste undersøgelser tyder på, at der er tale om en virus, der ligner paramyxovirus og er beslægtet med parainfluenzavirus.

Læs mere om SARS og få daglige opdateringer om sygdommen hos WHO: http://www.who.int/en/ og http://www.who.int/csr/table/en/index.html

Dansk læge skal forbedre lægeuddannelsen på verdensplan

Fremtidens læge skal være global. En læge fra Kina og en læge fra Danmark skal fremover have lettere ved at bytte stillinger og lande for en kortere eller længere periode.

At forbedre den globale sundhed gennem den medicinske uddannelse kræver, at lægeuddannelserne over hele jorden foregår nogenlunde efter samme opskrift. Det kræver ens standarder, og dem har cirka 500 læger og beslutningstagere fra mere end 75 landes sundhedsvæsener netop mødtes for at drøfte på en verdenskongres i København.

Arrangør af konferencen var WFME (World Federation Medical Education), der arbejder for globalt at styrke lægeuddannelsen på alle niveauer. Organisationen holder til på Københavns Universitets lægeskole på Panum Instituttet, og er i øjeblikket støttet af Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet, samt Det Medicinske Fakultet ved Lunds Universitet.

WFME's danske præsident, overlæge, dr.med. Hans Karle, mener at de globale standarder vil gøre det muligt hvor som helst at skabe et fælles »kokkehuesystem« for lægeskoler over hele verden.

Hans Karle har været blandt hovedmændene bag de standarder, som har opnået stor international gennemlagskraft og allerede er gennemført på flere lægeskoler. Dog endnu ikke på de tre lægeskoler herhjemme.

Nyt middel mod hiv godkendt i USA

De amerikanske sundhedsmyndigheder har godkendt et nyt lægemiddel, som indgyder håb til aids-syge, som er resistente over for anden behandling.

Det er lægemidlet Fuzeon, der blokerer hiv-virusets mulighed for at fæstne sig i cellerne og ødelægge immunsystemet. De typer medicin, som allerede er på markedet, bekæmper først hiv-viruset efter at det har fæstnet sig i cellerne.

Hos hiv-patienter, som fik Fuzeon, var der få tegn på infektion i blodet, sammenlignet med dem som ikke fik lægemidlet, fremgår det af en undersøgelse publiceret i the New England Journal of Medicine.

Ifølge undersøgelsen gør præparatet det muligt at undertrykke hiv-infektion blandt patienter, som tidligere har vist sig at være resistente mod anden behandling.

Der var imidlertid flere tilfælde af pneumonia blandt de patienter, som fik Fuzeon, end blandt dem som ikke fik det.

Et ikke ubetydeligt minus ved medicinen er, at den formentlig bliver meget dyr - cirka 20.000 dollar om året. Derfor vil højst 12.000 mennesker på verdensplan kunne forventes at tage det i brug i løbet af 2003, skriver BBC Health. Producenten - Roche - mener ifølge BBC, at det nye middel ikke er egnet til brug i Afrika, hvor patienterne endnu ikke har nået at udvikle resistens mod allerede kendt medicin.

Ved årsskiftet var 42 millioner mennesker i verden smittet med hiv.

Læs mere på: http://content.nejm.org/cgi/content/ abstract/NEJMoa035026v1

Sundhedsministeren bremser udbygning af hjerteafdelinger

Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) henstillede i den forgangne uge til amterne, at alle igangværende planer om udbygning på hjerteområdet stilles i bero.

Amterne skal således afvente, at Sundhedsstyrelsen får lavet en faglig vurdering af de fremtidige behov og krav på området. Ministerens beslutning får konsekvenser i Sønderjyllands Amt, hvor amtet ikke kan færdigforhandle en aftale med det privatejede HjerteCenter Varde om en hjerteafdeling på Haderslev Sygehus.

Derudover er planer i både Vejle og Viborg Amter om etablering af nye hjerteafdelinger i samarbejde med Århus Amt ligeledes stillet i bero.

Regerings-ja til forskning i stamceller fra overskydende æg

For at hjælpe alvorligt syge vil regeringen tillade, at forskerne bruger op til 14 dage gamle embryoner - som er blevet tilovers ved kunstig befrugtning - til at udforske deres potentiale til nye celler, væv eller hele organer.

Forudsætningen er, at parret - æggets ejermænd - giver lov, og at formålet med forskningen er sygdomsbehandling. Derudover skal forskningen godkendes af en videnskabsetisk komité.

Mens lande som Storbritannien og Sverige har åbnet for forskning i stamceller fra fosteranlæg, har det hidtil været forbudt i Danmark. Tilladelse af den etisk kontroversielle forskning er indeholdt i regeringens forslag til ændring af loven om kunstig befrugtning, der nu er sendt til høring.

Et mindretal i Det Etiske Råd vender sig imod forskningen. Det samme gør Kristeligt Folkeparti, der er principiel modstander af forskning på menneskeligt liv, ligesom partiet mener, at livet begynder allerede ved befrugtningen.

Ultralydscanning af alle gravide

Reglen om at alle kvinder, som er fyldt 35 år, skal tilbydes fostervandsprøve eller moderkagebiopsi, bør afskaffes.

En aldergrænse på 35 år er blevet utidssvarende - den blev i sin tid fastsat ud fra en samfundsmæssig økonomisk rentabilitetsanalyse, hvis forudsætninger nu er bortfaldet.

Det fremgår af en rapport, som en arbejdsgruppe under Sundhedsstyrelsen netop har udsendt.

Arbejdsgruppen har vurderet, at der er behov for væsentlige ændringer af gældende praksis, såfremt kvindens (parrets) autonomi skal respekteres i det omfang patientretstillingsloven fra 1998 tilsiger.

Alderskriteriet er ifølge arbejdsgruppen en ineffektiv screeningsvariabel, som kan opdage 37 procent af Downs syndrom for en falsk positiv rate på knap 11 procent af alle gravide. Det høje antal falsk positive repræsenterer det antal, som efter den gældende vejledning skal tilbydes invasiv fosterdiagnostik. Arbejdsgruppen har beregnet, at antallet af invasive fosterdiagnostiske undersøgelser vil falde til halvdelen af det nuværende niveau, såfremt alderskriteriet afskaffes til fordel for risikovurdering med blodprøve og/eller - nakkefoldsscanning. Samtidig vil en generel adgang til at få sit foster undersøgt for misdannelser betyde, at antallet af aborter pga. alvorlige misdannelser vil kunne stige fra de nuværende cirka 100 pr. år til omkring 175.

Ultralydscanning er ifølge rapporten den mest pålidelige tilgængelige metode til at udelukke eller påvise alvorlige medfødte misdannelser. »Misdannelsesscanning« tilbydes i dag til knap 40 procent af de gravide. Igennem en årrække - og efter forudgående parlamentarisk debat - er den blevet et rut inemæssigt tilbud til alle gravide i både Norge, Sverige og Finland. Samtidig med at arbejdsgruppen anbefaler systematisk screening af gravide, lægger den op til en stærk begrænsning i antallet af fostervandsundersøgelser og moderkageprøver, da cirka 1 procent af disse undersøgelser resulterer i, at et rask foster går til grunde.

Læs hele rapporten på: http://www.sst.dk/TRYKNINGSKLAR2003.pdf

Organsalg skal gøres strafbart

Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) understreger i et svar til Kristeligt Folkepartis sundhedspolitiske ordfører, Tove Videbæk, at handel med organer er uetisk, hvilket skal afspejle sig i dansk lovgivning samt i Euraparådets konvention om menneskerettigheder og biomedicin, som også Danmark har ratificeret. Sundhedsministeriet har derfor anmodet Justitsministeriet om, at handel med organer inddrages i det arbejde som p.t. pågår i et jurisdiktionsudvalg under Justitsministeriet. Udvalget har til opgave at vurdere, hvorvidt der kan være behov for at foretage ændringer i dansk rets almindelige bestemmelser om strafmyndighed som følge af den voldsomt øgede rejseaktivitet hen over landegrænser samt den almindelige internationalisering.

Der er i dag ikke noget lovgivningsmæssigt til hinder for, at danskere handler med menneskelige organer i udlandet.

Bayer vinder retssag

Den tyske meidcinalkoncern Bayer har vundet en retssag i Texas om anti-kolesterolpræparatet Baycol (se Kort Nyt, UFL 2003 nr. 12).

Dommeren fandt ifølge Børsen ikke, at Bayer bevidst havde fortiet bivirkninger ved produktet.

En texaner havde anklaget Bayer for ikke tilstrækkeligt at have fortalt, at der var bivirkninger forbundet med at indtage præparatet - såsom svækkelse af muskelvæv - og havde stillet krav om erstatning på 558 mio. dollar.

Bayer har allerede betalt 125 mio. dollar i 450 tilsvarende sager, der alle er blev indgået ved forlig uden om retten. Yderligere mere end 8.000 sager har afventet dommens udfald.

Bayers aktie steg 41 procent efter domsafsigelsen.