Skip to main content

Fedme bekymrer ikke

> Storbritannien

Forældre er så vant til at se overvægtige børn og unge, at mange ikke indser, at deres egne børn faktisk er overvægtige.

Af en engelsk undersøgelse af 300 syvårige og deres forældre som for nylig blev fremlagt på en britisk diabeteskonference i Birmingham, fremgår det, at en tredjedel af mødre og 57 procent af fædre så deres overvægtige og fede børn som normalvægtige.

Fyrre procent af forældre til decideret fede børn bekymrede sig ikke om deres børns vægt.

Ny rapport om databaser for klinisk kvalitet

> København

Med afslutningen af projektet Integrerbare Kliniske Data-Baser (IKDB) foreligger der nu et sæt generelle it-specifikationer for opbygning og drift af databaser for klinisk kvalitet.

Specifikationerne for it-systemer er udviklet og tilpasset danske forhold og er samtidig i praksis afprøvet på eksisterende danske databaser.

Med it-specifikationerne vil kliniske kvalitetsdatabaser kunne sikres »en hensigtsmæssig dataarkitektur« med en høj grad af integration med øvrige patientorienterede it-systemer, herunder elektroniske patientjournaler, samt mulighed for tidstro og meningsfyldt rapportering af resultater. Specifikationerne forventes at få en stor og positiv indflydelse i kvalitetsudviklingsprojekter som Det Nationale Indikatorprojekt, Den Gode Medicinske Afdeling og indika-tormonitoreringsdelen i Den Danske Kvalitetsmodel.

Hele rapporten kan downloades via Sundhedsstyrelsens hjemmeside: www.sst.dk

Tilliden til læger på sit højeste

> Storbritannien

En britisk meningsmåling viser, at offentlighedens tillid til lægestanden i de seneste 25 år ikke har været højere, end den er nu. Ifølge den britiske lægeforenings hjemmeside - der refererer undersøgelsen - har mere end ni ud af ti af de adspurgte tillid til, at læger siger sandheden.

Dermed er tilliden til lægerne højere end nogen anden profession, som er med i undersøgelsen.

Den profession, som nyder den laveste tillid i befolkningen, er journalister (20 procent), politikere (22 procent) samt ministre (23 procent). Mens mere end ni ud af ti således er tilfredse med den måde hvorpå læger udfører deres job, er færre end tre ud af ti tilfredse med politikernes præstationer. De fleste er tilmed af den opfattelse, at læger er hårdtarbejdende (87 procent), engagerede (85 procent) og hjælpsomme (83 procent).

Næsten halvdelen finder, at læger ikke får nok i løn - kun 16 procent, at standen får for meget i løn.

Ægsortering kræver debat

> DADL

Lægeforeningen går ind for, at der i særlige tilfælde kan gives tilladelse til ægsortering i forbindelse med kunstig befrugtning. Men foreningen understreger i sit høringssvar til en planlagt lovændring, at ægsortering kun bør ydes, hvor »sådanne meget tungtvejende grunde foreligger«, og bør under ingen omstændigheder kunne ske med henblik på frembringelse af børn med særlige fysiske egenskaber eller karaktertræk.

Spørgsmålet fordrer imidlertid en bred folkelig debat og en grundig behandling i Folketinget, hvorfor en udvidet adgang til ægsortering af hensyn til en konkret families akutte behov for bistand bør udskilles fra det samlede lovforslag og hurtigt behandles i Folketinget.

Derudover er Lægeforeningen »umiddelbart betænkelig« ved, at ansvaret for at skønne om en kvinde eller et par besidder evne til at drage fornøden omsorg for barnet efter fødslen - som der også lægges op til i lovforslaget - overlades til en enkelt behandlingsansvarlig læge. Af hensyn til forældreparrets retssikkerhed bør en sådan afgørelse ifølge Lægefore-ningen henlægges til en helt neutral instans.

Læs hele høringssvaret til forslag om ændring af lov om kunstig befrugtning i forbindelse med lægelig behandling, diagnostik og forskning m.v. på www.DADLNET.dk

Dollars til jysk smerteforskning

> Aalborg

Som et af de første universiteter nogensinde uden for USA har Aalborg Universitet fået en forskningsbevilling på én million dollars fra det amerikanske forskningsråd National Insti-tute of Health. Det er Center for Sansemotorisk Interaktion, der ifølge Nordjyske Stiftstidende modtager pengene til et forskningssamarbejde med University of Toronto og Tand-lægehøjskolen i Århus. Forskningsprojektet skal afdække, hvorfor kvinder føler smerte stærkere end mænd, og til at finde ud af, hvordan man kan lette kronisk syge for deres smerter.

»En million dollars er jo umiddelbart ikke ret meget, men symbolværdien i, at de har fået øjnene op for os, er enorm,« udtaler professor Lars Arendt-Nielsen, der er leder af projektet. Dog erkender han, at amerikanernes interesse også er begrundet i såvel praktiske som økonomiske overvejelser. Nogle af de forsøg, der foregår i Aalborg, ville man aldrig turde sætte i værk i USA af frygt for sagsanlæg, vurderer han.

Sorter reklame-e-mails

> DADL

Flere af Lægeforeningens medlemmer er generet af, at de modtager uopfordrede reklame-e-mails - også kaldet »spam«. Lægeforeningen har i samarbejde med UNI2, som er vært for dadlnet.dk-postkasserne, etableret et spamfilter som er mere effektivt end den hidtidige løsning. Spamfilteret er tilgængeligt for alle dadlnet.dk-e-mail-adresser samt gratis at aktivere og anvende.

Man kan læse mere om, hvordan filteret aktiveres på DADLNETs side om spam og virus: www.dadlnet.dk/2support/emailalias/spam_virus.htm

Ny Løn til afdelingslæger

> FAYL

En status over de Ny Løn-tillæg, som lægekredsforeningssekretariaterne har indrapporteret, viser, at afdelingslægerne henter 47 procent af de Ny Løn-tillæg, der er forhandlet siden den 1. april 2003.

I alt er der indrapporteret 757 tillæg til en samlet sum af godt 11 mio. kr. De kvindelige yngre læger får 47 procent af tillæggene, mens mændene tager sig af 53 procent.

www.fayl.dk kan man se, hvad der bliver givet i ens eget amt

Overlæger vil være mere selvstændige

> FAS

Overlægeforeningen har via FAS foreslået, at der sker ændringer i FAS' struktur, således at Overlægeforeningen tildeles en mere selvstændig rolle/funktion, men inden for DADL's vedtægter. Efter juridisk behandling såvel inden for Domus Medica som uden for, finder man ikke, at forslaget om at nedlægge FAS' repræsentantskab kan gennemføres inden for DADL's vedtægter.

Det juridiske responsum virker ifølge Overlægeforeningen fornuftigt, og foreningen må derfor overveje en anden strategi, idet ønsket om en mere selvstændig funktion fortsat består. På den baggrund besluttede foreningens bestyrelse at analysere, hvorledes ønsket så kan fremmes, og allerede på det kommende lægemøde i Kolding gøre opmærksom på Overlægeforeningens ønsker/behov. Efter Overlægeforeningens opfattelse kan dette passende kobles sammen med det punkt på lægemødets dagsorden, som omhandler Lægeforeningens egen struktur, idet der er noget, der tyder på, at en mere grundlæggende revision af Lægeforeningens opbygning er ønskelig.

Læs hele Overlægeforeningens Nyhedsbrev på www.fas.dk

UVA-stråler under kræftmistanke

> Australien

En ny australsk undersøgelse indikerer, at solens UVA-stråler - som man hidtil har antage t var ufarlige - i lighed med de ultraviolette UVB-stråler har en kræftfremkaldende virkning på huden.

Grunden til at opdagelsen først kommer nu, er ifølge BBC, at UVA-strålerne er vanskeligere at påvise på huden, ligesom UVA-strålerne trænger dybere ind i huden end UVB, endog dybere end hidtil antaget. Strålerne trænger helt ned, hvor hudcellerne dannes, langt før de senere bliver til det yderste hudlag på kroppen.

Læs mere i onlineudgaven af Proceedings of The National Academy of Sciences: http://www.pnas.org/

Yngre læger ny statsoverenskomst

> FAYL

Statsoverenskomsten for yngre læger er nu færdigforhandlet. Det betyder bl.a., at lønnen skal tilbagereguleres fra den 1. april 2003. Endvidere udgik løntrin 7 af basislønskalaen for læger på Ny Løn pr. 1. april 2003. Både april- og oktoberlønningerne 2003 kan ses på www.fayl.dk Vær opmærksom på, at næste lønregulering sker den 1. april 2004.

Overenskomstfornyelsen indebærer endvidere, at pensionsprocenten fra den 1. oktober 2003 er steget fra 16,6 til 16,8. Alle, der står registreret i Yngre Lægers medlemssystem til at være ansat efter statsoverenskomsten, vil modtage den nye overenskomst med posten en af dagene.

Takster har begrænsninger

> DADL

Lægeforeningen siger både ja tak og nej tak til takststyring, som i stigende grad præger den økonomiske og kliniske aktivitet i sundhedsvæsenet.

Lægeforeningens hovedbestyrelse har netop vedtaget generelt at anerkende politikernes ret til at tilføre resurser til sygdomsområder, som man ønsker at prioritere, fx lade takster til kræft- og hjerteplaner være særligt generøse.

Men takstfinansieringen har sine begrænsninger, understreger Lægeforeningen.

Dels findes der små diagnosegrupper, hvor en gennemsnitstakst ikke er hensigtsmæssig. Derfor bør de små grupper ikke høre under drg-systemet. Dels hænger takststyring ikke entydigt sammen med forskning, uddannelse af personale, vedligeholdelse af bygninger og køb af apparatur.

Om forskning og takststyring mener Lægeforeningen således, at der ikke er nogen konsekvent sammenhæng mellem de sygdomsområder, hvor der er et stort behandlingsvolumen, og de områder der har stort behov for forskning. Lægeforeningen mener, at det vil medføre en overfinansiering af de sygehuse der ikke forsker, hvis forskningen forudsættes finansieret med de nuværende takster.

Grundlæggende mener Lægeforeningen, at det bør være læger, der leder arbejdet med udvikling og drift af takstsystemer, da læger bedst kender til de kliniske konsekvenser af de økonomiske incitamenter.

Rettelse

Ugeskrift for Læger bragte i nr. 13 en artikel under overskriften »Forargelse over Pfizer-etik«. I artiklen er der desværre en alvorlig fejl, idet det fremgår, at Pfizer ikke har indstillet retssagen mod Preben Holme Jørgensen.

Pfizer har aldrig lagt sag an mod Preben Holme Jørgensen. Det vil sige, at der aldrig har været tale om en retssag.

Efter at Preben Holme Jørgensen har meddelt Pfizer, at hans citater ikke var møntet konkret på Pfizer, har Pfizer meddelt ham, at der ikke vil blive foretaget yderligere i sagen.