Kræft som akut sygdom viser nye veje for udvikling af kvalitet og efteruddannelse

Viden og data er sundhedsvæsenets valuta, uden hvilke vi ikke kan handle rationelt - men viden skal sættes i spil, og det bliver den med kvalitetsudvikling og efteruddannelse. Derfor hænger indsamling af valide data om sundhedsvæsenets organisation og funktion helt nøje sammen med kvalitetsudvikling og efteruddannelse. Det gælder både for den enkelte læge og for sundhedsvæsenet som system [1].

Ofte må man spørge, om efteruddannelse, kvalitetsudvikling og datagenerering er knyttet tæt nok sammen i Danmark. Der skal bygges et læringsaspekt ind i al datafangst, hvad enten det er dataindrapportering fra sygehusafdelinger eller fra almen praksis. Mange klager over registreringstyranniet har rod i, at dette enkle krav glemmes.

Men sker udvikling og læring som følge af kendskab til samlede indikatorer, f.eks. at x% bliver opereret i tide, eller sker forandring i højere grad ved læring ud fra konkrete sygehistorier? Det sidste er ideen i klinisk læring og i kliniske audit - og en af voksenpædagogikkens ældste og bedste metoder. Dette bekræftes i denne uges artikel »Gennemgange af patientforløb som læringsmetode i almen praksis« af Andersen et al, som viser, at læger oplever, at refleksion over konkrete egne cancerpatienters sygehistorier er motiverende og lærerig: Udfyldelse af simple dataregistreringsskemaer om tidsforløbet i en konkret kræftpatients forløb fra første symptom til start af behandling gav indsigt i, hvilke konkrete områder der kan forbedres [2]. Dette princip er også ideen i mange af sygehusenes kliniske databaser, hvor de klinisk ansvarlige læger selv er meget aktive i dataindsamlingen og i at drage konsekvenser på grundlag af dem.

De indikatordata, som blev indsamlet og aggregeret i det omtalte projekt, viste, at vi flere steder i cancerudredningen havde uacceptable systemventetider. Derved blev indikatorerne gode ledelsesværktøjer, og de var en af flere årsager til det politiske initiativ om kræft som akut sygdom [3]. Gode, offentliggjorte indikatordata kan skabe et klinisk eller folkeligt krav om systemændringer og krav om ledelsesinitiativer, der sikrer forandring. Hertil kommer motivationen fra brugernes evaluering af sundhedsvæsenet, hvor konkrete offentliggjorte sygehistorier og indikatorer, der viser brugernes evaluering af forløb, er vigtige kilder til at skabe drivkraft i den brugerdrevne innovation [4]. Men det er den konkrete oplevede sygehistorie, der motiverer klinikeren til forandring.

Når forandringsprocesser alligevel ofte mislykkes, skyldes det manglende ledelsesmæssig agtpågivenhed og mangel på systematisk ledet implementering af de nye målsætninger samt manglende opfølgende målinger. Først i de seneste år har man i brede kliniske kredse i tilstrækkelig grad fået øje på the knowing-doing-gap, selv om begrebet har været omtalt intensivt i sundhedstjenesteforskning gennem mere end 25 år [5]. Forandring kræver den motivation, som skabes i daglig klinik, samt ledelsesmæssig fokus og samspil mellem klinisk forskning, sundhedstjenesteforskning og systematisk kvalitetsudvikling og efteruddannelse [1, 4, 5]. Initiativet om »kræft som akut sygdom« har forenet alle de nævnte delområder i forsøget på at accelerere og forbedre forløb, og det bliver spændende at se, i hvilket omfang denne proces lykkes.

I den primære sundhedstjeneste har samspillet mellem forskning, kvalitetsudvikling og efteruddannelse ofte været svag og tilfældig, og der har været mangel på ledelsesmæssige mekanismer, som kan fastholde og vise vejen til forandring. Der sker dog interessante nyudviklinger i disse år, fordi de tidligere amter - nu de fem regioner - alle har etableret centrale praksisudviklings- eller kvalitetsenheder, som kan understøtte kvalitetsudviklingen og efteruddannelsen i almen praksis. Disse enheder kan ledelsesmæssigt træde i karakter som forandringsagenter, og de kan understøttes af gode løbende målinger af patienters vurdering af praksis og af, at efteruddannelsen decentraliseres mere og mere. Hvis denne indsats kombineres med en forskning, som kan skaffe gode valide data - sundhedsvæsenets valuta - om daglig klinik og systemets samlede funktion, kan man være i gang med at etablere et mere sikret og bæredygtigt efteruddannelsessystem end det, vi har set i fortidens lidt tilfældige kurser [4]. Den proces kræver, at man sideløbende med de gode regionale initiativer udviser stærk vilje til at styrke og videreudvikle forskningen om primærsektorens daglige kliniske praksis og funktion. På det område er der stadig et betydeligt behov for at vise ledelse, handlekraft og politisk vilje.

Korrespondance: Frede Olesen, Forskningsenheden for Almen Praksis, Aarhus Universitet, DK-8000 Århus C. E-mail: fo@alm.au.dk

Interessekonflikter: Frede Olesen er formand for Kræftens Bekæmpelse.