Kræftbehandling i Danmark - internationalt niveau?

Kræftpatienter, der får at vide, at deres kræftsygdom ikke kan behandles, reagerer forskelligt. Reaktionen bestemmes af flere faktorer, bl.a. sygdomsforløb, forholdet til det behandlende personale, informationsniveau, personlige præferencer og tilliden til det offentlige sundhedsvæsen. En lille del af patienterne søger nye behandlingsmuligheder andre steder i enten ind- eller udland. Dette gælder også for danske patienter, hvor medierne i de seneste år har haft fokus på stereotaktisk strålebehandling i Stockholm eller regional kemoterapi ± kirurgi i Hammelburg samt dendritcellevaccination.

I dette nummer af Ugeskriftet beskriver en gruppe af danske onkologer behandlingen i Hammelburg [1]. I artiklen beskrives en mindre andel af de patienter, som blev behandlet i perioden fra juni 1997 til juli 2001. Billedet er som forventeligt betydelig mere varieret og mindre optimistisk end præsenteret i medierne og egner sig i øvrigt ikke til en dybere videnskabelig analyse. Dette har formentlig heller ikke været intentionen.

Hovedparten af patienterne er blevet behandlet, før den nationale kræftplan blev lanceret [2]. Tilliden til, hvad man tilbød af behandling inden for mange kræftsygdomme i Danmark, var på dette tidspunkt med rette begrænset. Efterfølgende er behandlingsmulighederne blevet betydelig forbedret (3). Evidensbaserede behandlinger opdateres løbende, og der er adgang til disse samt til alle protokollerede kliniske undersøgelser på Sammenslutningen af Kræftafdelingers (SKA) hjemmeside (www.skaccd.org). Desuden er det blevet muligt at henvise patienter til forsøgsbehandling i udlandet inden for det offentlige regi. Senest har man nedsat et second opinion -råd, som kan trække på viden både nationalt og internationalt og foreslå behandlinger, som synes at give et positivt resultat. På få år er man gået fra en konservativ indstilling til kræftbehandling til en situation, hvor mulighederne er enestående, også set med europæiske øjne.

Politikerne har i dag lagt nogle rammer for kræftbehandlingen, som går langt videre, end evidensbaserede behandlinger giver belæg for. Dette er ikke nødvendigvis dårligt, men det stiller øgede krav til såvel læger som myndigheder. Lægerne skal fortsat rådgive patienterne og skal derfor forholde sig til data fra kontrollerede undersøgelser. Rådgivningen kan godt baseres på data fra fase II-undersøgelser; men man må forlange, at der kan gøres rede for den mulige behandlingseffekt og eventuelle skade.

Myndighederne må finde andre kriterier til at godkende behandling af nye sygdomsgrupper, hvor lægerne finder behandling indiceret. Man kan ikke fortsat begrænse behandlingsmulighederne til kun at omfatte behandlinger med »evidensniveau 1«, samtidig med at man opfordrer lægerne til at tilbyde behandlinger, som ikke kræver dette niveau af evidens. Hvis denne strategi fastholdes, vil det skabe en unødig mistillid mellem patient og læge. Alt for mange patienter skal i så fald vurderes af second opinion -rådet, selv om den onkologiske læge er bekendt med den relevante behandling. Dette betyder ikke, at patienterne, som det sker i Hammelburg, skal behandles på baggrund af enkeltstående resultater, som ikke er eftervist af andre. Tværtimod stilles der større krav til en opdateret specialistviden.

Flere patienter får i dag en længerevarende tilknytning til de onkologiske afdelinger, og dermed forbedres mulighederne for information og etablering af gennemskuelige patientforløb med tilbud om palliation og rehabilitering. Den rådgivning, som mange patienter efterspørger, bør tage udgangspunkt i den enkeltes aktuelle situation. Det er derfor vigtigt, at patienterne har faste kontaktpersoner, som kan formidle oplysninger, der ofte kræver betydelig ekspertviden og kommunikationsegenskaber. Da kræftbehandling er meget andet end antineoplastisk behandling, er det afgørende, at der er mulighed for at gennemføre optimale patientforløb på hospital eller hospice samt palliation og terminale forløb i eget hjem.

Jeg er sikker på, at danske kræftpatienter helst vil behandles i Danmark, men vi skal stadig have styrket nogle elementer i behandlingsforløbene, herunder også den eksperimentelle del. Det er opmuntrende, at indenrigs- og sundhedsministeren nu lufter muligheden for at kanalisere nogle af de midler, der er afsat til eksperimentel behandling i udlandet, over til eksperimentelle kræftbehandlingsafsnit i Danmark. I denne situation gælder det så om at finde den rette balance mellem de behandlinger, der med fordel kan tilbydes på sådanne specialiserede afsnit, og de behandlinger, som kan gives lokalt på onkologiske afdelinger.

Der vil altid være en lille del af patienterne, som vil vælge nogle helt specifikke behandlinger, men det er målet, at dette sker med visheden om, at de i Danmark har fået tilbudt en behandling, som lever op til højeste internationale standard.

Korrespondance: Steen Werner Hansen , Direktionen, H:S Bispebjerg Hospital, DK-2400 København NV.
E-mail: steen.werner.hansen@bbh.hosp.dk

Interessekonflikter: Ingen angivet