Skip to main content

Kræftdiagnostisk i almen praksis er som at lede efter en nål i en høstak

Lars Bjerrum

9. mar. 2012
4 min.

En alment praktiserende læge ser ca. 7.500 patienter årligt. En fjerdedel af kontakterne skyldes nyopståede symptomer. Er der tale om oplagte alarmsymptomer på kræft, er sagen klar. Patienten skal straks henvises, og den videre udredning og behandling kører efter et fast program. Denne procedure er velkendt af alle praktiserende læger og klart beskrevet i kræftpakkerne, der blev indført for at reducere ventetiden til behandling. En forudsætning for, at de virker efter hensigten, er, at patienten kommer tidligt til læge, og at lægen får mistanke om, at symptomerne kan skyldes kræft. Problemet er imidlertid, at befolkningens viden om symptomer på kræft er for ringe. Mindre end en tredjedel kan genkende konkrete alarmsymptomer på kræft. Problemet forstærkes, hvis kræftsygdommen ikke debuterer med de typiske alarmsymptomer. Statusartiklen af Juul & Vedsted viser, at under halvdelen af patienter med kolorektal cancer (KRC) gik til læge med alarmsymptomer, før diagnosen blev stillet [1]. Flere havde uspecifikke symptomer, f.eks. træthed og dårlig appetit, altså symptomer, der hyppigt ses i almen praksis, og som kun sjældent skyldes cancer.

Der diagnosticeres årligt ca. 33.000 nye kræfttilfælde i Danmark, og ca. 90% opdages i almen praksis. Men de opdages for sent, og patienterne kommer for sent i behandling. En fjerdedel venter i over to måneder, før de går til læge, og halvdelen af de nydiagnosticerede patienter med kræft har ventet i mere end tre måneder fra første symptom til påbegyndelse af behandling. Nogle patienter kommer for sent til læge, fordi de fortrænger, at symptomerne kan skyldes kræft, andre venter for ikke at blive opfattet som hypokondere. Lav social status øger dødeligheden af kræft, bl.a. fordi patienternes awareness er ringere, og ventetiden på behandling derfor længere.

Blod i afføringen er et af de alarmsymptomer, der har højest prædiktionsværdi for KRC. Men mere end ni ud af ti patienter, som kommer med typiske alarmsymptomer på KRC, har ikke kræft. Man skal med andre ord henvise over ti patienter for at finde den ene, som har kræft. Ved mere uspecifikke symptomer er prædiktionsværdien for kræft endnu ringere. Blandt de tusindvis af patienter, der går til læge med nyopståede uspecifikke gener, vil hovedparten derfor ikke fejle noget alvorligt. Men blandt disse patienter gemmer der sig et mindre antal med en nyopstået cancer. I gennemsnit ca. ti nye tilfælde pr. læge pr. år. Udfordringen i almen praksis er at finde disse ti patienter uden unødig forsinkelse. Forsinket diagnostik af kræft koster hvert år 500-1.000 patienter livet [2]. Der er derfor en forståelig forventning om, at den praktiserende læge kan stille diagnosen tidligt, så patienten kan blive behandlet hurtigt.

I Danmark er der en højere kræftdødelighed end i andre lande i Europa. For at finde patienter med KRC tidligt i forløbet har man derfor besluttet at tilbyde tarmkræftscreening til alle mellem 50 og 74 år. Ifølge Juul & Vedsteds beregninger vil man ved tarm-screening imidlertid kun finde omkring en fjerdedel af alle patienter med KRC [1]. Resten skal findes blandt de patienter, der henvender sig med symptomer i almen praksis. En væsentlig forudsætning for at øge overlevelsen ved KRC er derfor, at almen praksis bliver bedre rustet til tidlig opsporing af nyopstået KRC.

Hvis Danmark skal væk fra førerpositionen blandt lande med størst kræftdødelighed, er der brug for en intensiveret indsats mhp. tidlig opsporing. Med Kræftplan III er der lagt op til en øget indsats for at uddanne befolkningen i, hvad man skal være opmærksom på. En praktiserende læge tilser hver uge 5-10 patienter, hvor der er begrundet mistanke om en alvorlig sygdom, herunder kræft. En del af disse patienter kan færdigudredes i almen praksis, men mange vil skulle henvises til yderligere udredning. I Sundhedsstyrelsens nye rapport om diagnostisk pakkeforløb for patienter med uspecifikke symptomer på alvorlig sygdom lægges der op til et tættere samarbejde mellem almen praksis og sygehus i udredningen af patienter, hos hvem man har mistanke om kræft [3]. Oprettelsen af nye diagnostiske centre til udredning af uspecifikke symptomer er et vigtigt skridt i den rigtige retning. Alt for mange patienter har ventet for længe, fordi de pendlede mellem forskellige organspecifikke afdelinger, før man nåede frem til den endelige diagnose.



Korrespondance: Lars Bjerrum , Institut for Folkesundhedsvidenskab, Center for Sundhed og Samfund, Københavns Universitet, Øster Farimagsgade 5, 1014 København K. E-mail: lbjerrum@sund.ku.dk

Interessekonflikter: ingen


Referencer

  1. Juul JS, Vedsted P. Ukarakteristiske symptomer hos patienter med debut af kolorektal cancer i almen praksis. Ugeskr Læger 2012;174:710-3.
  2. Styrket indsats på kræftområdet - et sundhedsfagligt oplæg. København: Sundhedsstyrelsen, 2010.
  3. Diagnostisk pakkeforløb for patienter med uspecifikke symptomer på alvorlig sygdom, der kunne være kræft. København: Sundhedsstyrelsen, 2011.