Kræftforløb i sundhedsvæsenet - tid til en timeout?

I dette nummer af Ugeskrift for Læger præsenteres en række aspekter af og perspektiver på den nutidige og fremtidige kræftbehandling - på tværs af sektorerne.

Flere end 30.000 danskere får hvert år konstateret kræft, og ca. 230.000 lever efter behandling af sygdommen, af dem har ca. 25.000 svære fysiske og psykiske men.

Rehabilitering skal - som anført af J. Søndergaard - indtænkes i det samlede forløb. Derfor bør behovet for fysisk, psykisk, social og eksistentiel rehabilitering vurderes løbende og påbegyndes allerede, når diagnosen er stillet.

Hvorfor venter 20-30% af de patienter, som senere får stillet en kræftdiagnose, mere end tre måneder med at opsøge egen læge?

A.F. Pedersen konkluderer - nok noget overraskende - at det formentlig er svært at ændre afgørende på omfanget af det såkaldte patient- delay , fraset de tilfælde, som skyldes manglende viden hos patienten. Det må øjensynlig accepteres, at der er barrierer, som patienten/borgeren lever med, og som fagfolk må tage til efterretning. Det bemærkes endvidere, at såfremt alle, der havde et alarmsymptom, straks søgte læge, ville systemet blive overbelastet!

Hertil bør anføres, at forløbstidernes varighed - dvs. fra første symptom til påbegyndelse af behandling - for en række (og måske alle) kræftsygdomme er korreleret til sandsynligheden for overlevelse. Vi kan investere uendelige summer i avanceret diagnostik og behandling og forkorte forløbstiden uden at nå det ønskede resultat. Det må derfor »forlanges", at patienterne henvender sig hurtigere til egen læge, og at denne henviser til udredning på såkaldt begrundet mistanke, selvom vi ved, at kun få af dem har kræft. Dette er en del af »prisen" for at forbedre overlevelsen.

At kun ca. 50% af kræftpatienterne kan henvises til et specifikt pakkeforløb, var ikke erkendt, da forløbene for 34 kræftsygdomme blev skrevet i 2007-2008.

P. Vedsted påviser, at kun halvdelen af patienterne med kræft har et såkaldt alarmsymptom, resten har ukarakteristiske eller almene symptomer. Sidstnævnte har ikke uventet oftest de længste forløb, men de kontakter ofte egen læge hurtigere end dem med alarmsymptomer, for det er »alarmerende« for dem pludselig at få f.eks. symptomer, som kunne tyde på alvorlig sygdom.

Patientgruppen med uspecifikke symptomer, som ofte er komplekse og komplicerede, kan nu som beskrevet af U. Fredberg & P. Vedsted henvises til de såkaldte diagnostiske centre (foreløbig i de vestdanske regioner). Her er der adgang til hurtig multidisciplinær udredning på samme matrikel, ligesom egen læge får adgang til en screeningspakke, der omfatter blodprøver og billeddiagnostik, som en slags filterfunktion og frontlinjediagnostik.

Det er en udbredt opfattelse, at man med kræftpakkerne har fået en ny og forbedret behandlingsgaranti. Det er ikke tilfældet! Overholdelse af kræftpakkernes samlede forløbstider er et såkaldt servicemål, hvilket nærmest må sidestilles med en hensigtserklæring.

Så selv om pakkeforløbene generelt har forkortet forløbstiderne især for de patienter, som tidligere havde uacceptabelt lange forløb, ser vi frem til at der som udmeldt fra politisk side fastsættes en egentlig udrednings- og behandlingsgaranti for bl.a. kræftpakkerne.

L. Højgaard og M. Rørth beskriver det meget avancerede visuelle udstyr, der er under hurtig udvikling, og den molekylærbiologiske kode til en forbedret diagnostik og behandling af dagens og morgendagens kræftpatienter. Den »fagre nye verden« udfoldes i en kaskade af visuelle og dynamiske teknikker og molekylærbiologiske signalveje.

Strategien for udredning, behandling og efterfølgende kontrol designes i stigende grad fra onesize til personalized size , men omfatter desværre p.t. kun mindre sygdomsgrupper.

Den hurtige og undertiden flygtige tilkomst af nye teknikker og ny medicin gør det imidlertid vanskeligt at opnå solid evidens og robust viden om effekt, følgevirkninger, omkostninger etc. og dermed om, hvilke udviklingsveje der bør vælges.

Der er fortsat evidensbaserede kliniske proces- og resultatindikatorer, som ikke er implementeret. Så det er måske på tide at stoppe op og bruge den viden, som vi har, samt erkende, at det kræver særlige kundskaber at sikre forankringen af ny viden i daglig klinisk praksis, men umiddelbart kunne vi begynde med at lære af hinanden.

Korrespondance: Torben Palshof , Danske Multidisciplinære Cancer grupper, Onkologisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital, Nørrebrogade 44, 8000 Aarhus C. E-mail: TP@ONCOLOGY.DK

Interessekonflikter: Forfatternes ICMJE-formularer er tilgængelige sammen med lederen på Ugeskriftet.dk