Kræftlæge: Realismen er ved at vende tilbage

Ulrik Lassen, overlæge på Enhed for Eksperimental Behandling, Rigshospitalet, bekræfter, at kræftlægerne oplever en ny situation i forhold til at afslutte en behandling.

»Preben Kok har ret i, at der nok er et nyt signal fra bl.a. Kræftens Bekæmpelse om, at det er o.k. at afslutte en behandling. Tidligere har kræftbehandlingens image været lidt skidt, blandt andet hjulpet frem af medierne. Det betød, at når vi læger sagde til en patient, at vi ikke kunne gøre mere, så var der en antagelse om, at det var et udtryk for, at lægerne ikke havde været gode nok. Det skyldes såvel en heftig markedsføring fra private behandlingssteder i udlandet som snakken i medierne. Der var en holdning i omgivelserne - i højere grad end i dag - om, at kræftlægerne i Danmark ikke formåede det samme som i udlandet.

Det bevirkede, at patienterne følte, at de havde en legitim undskyldning for at søge behandling i udlandet til trods for, at vi frarådede det og syntes, at det var på tide at fokusere på noget andet end behandling. Men det lagde også et pres på os i forhold til patienternes ønske, som vi fagligt var i mod«.

Hvad skyldes ændringen?

»Vi har vedvarende strittet imod behandlinger i udlandet - det har navnlig været dem i Kina og i Frankfurt - som vi ikke mente var fagligt forsvarlige. Kræftens Bekæmpelse indledte på et tidspunkt en dialog med os og fik foretaget nogle uafhængige undersøgelser af de udenlandske behandlinger, og resultatet var en sønderlemmende kritik. Det har lettet presset og gjort, at det er mere legitimt for os at sige nej, hvis en patient vil søge mod udlandet for at få en behandling, som vi fraråder«.

Hvad med kræftbehandlingen i Danmark?

»Her har kræftplanerne i høj grad haft betydning for, at vi måske er i en ny situation i forhold til at stoppe en behandling. Der er tilført mange resurser de seneste ti år, og behandlingerne er baseret på internationale, evidensbaserede retningslinjer. Vi er med helt fremme og har de samme behandlingstilbud som i udlandet.

Der er kommet nye behandlinger til, og vi kan i dag tilbyde alle relevante behandlinger her i landet. Vi kan altså trække mange skuffer ud i behandlingsøjemed. Kommer vi så til den situation, hvor vi opgiver at behandle yderligere, er patienten mere lydhør og mere afklaret med, at sådan er det«.

Er det svært for lægen at sige, at nu stopper vi en behandling?

»Nej, det synes jeg ikke. Det er en del af at være læge. Det sværeste er det dilemma, vi har stået i, når en patient har ønsket en behandling i udlandet, som vi mente ville være nytteløs. Skulle vi så af respekt for patientens ønskehjælpe med henvisninger og oversættelse af journaler tilsidesætte vores faglighed? Eller skulle vi insistere på vores faglighed med, hvad det har for konsekvenser for vores forhold til patienten?

Det dilemma er de sidste par år næsten forsvundet«.

Betyder det, at lægerne bevæger sig ind i et nyt felt i forhold til døden?

»Det er et felt, hvor vi har hjemme; vi har døden tæt inde på livet i vores arbejde.

Men vi har måttet acceptere et urealistisk pres udefra. Vi har ikke ændret holdning. Men presset har været urealistisk. Nu er realismen ved at vende tilbage«.