Skip to main content

Kræftpakker: Er hastværk lastværk?

Michael Kosteljanetz

8. jun. 2012
4 min.

Nej, ikke nødvendigvis. Man skulle da være et skarn, hvis man ikke stemte med i koret af begejstrede, over at der er taget initiativ til at forbedre forholdene for kræftpatienter. Laursen & Rasmussen (Ugeskr Læger 2012;174: 1659, 1660) skal roses for at have delt deres erfaringer med os. Er der noget, vi har brug for, er det dokumentation for, hvorledes ændringer af organisation og logistik, som først og fremmest er iværksat på politisk initiativ, virker, og det er naturligvis bedst, hvis vi kan få at vide, hvordan det påvirker sygdomsprognosen. Det sidste får vi ikke at vide i de to artikler, men vi får noget at vide om, hvordan kræftpakker (KP) forløber for hjernekræftpatienter. Der skal her mindes om, at formålet med KP var, at »patienterne skal indgå i et forløb uden unødig ventetid med akut handling og klar besked« [1]. Nu får vi næppe hele sandheden, for undersøgelsen kommer fra én afdeling, og vi befinder os stadig i KP's barndom.

Skal man analysere virkningen af KP, er der tre spørgsmål, der er vigtige: 1) Fører KP til en afkortning af udrednings- og behandlingsforløbet? 2) Er de opstillede kriterier for at indgå i KP tilstrækkelige og udtømmende? og 3) giver KP den praktiserende læge et bedre redskab til at spotte kræftpatienter? Det endegyldige spørgsmål er naturligvis, om KP forbedrer kræftpatienternes prognose.

Hvad det første angår, påviser forfatterne, at indførelse af KP har accelereret de initiale udredningsforløb med 33%. Dernæst konkluderer de, at de p.t. anvendte danske kriterier har en høj positiv prædiktiv værdi med hensyn til at forudsige tilstedeværelsen af en strukturel hjernelæsion, dvs. ikke kun hjernesvulster. Så kriterierne er nok udtømmende, men ikke tilstrækkelige, idet mere end 33% af patienterne havde en anden diagnose end hjernekræft. Englænderne indførte cancer fast track tidligere, end vi gjorde, og havde snævrere inklusionskriterier, hvilket i starten førte til en væsentlig lavere hitrate [2]. Mange patienter på Hillerød Hospital var henvist direkte til Neurologisk Afdeling ikke som led i KP, men f.eks. pga. mistanke om apopleksi; de opfyldte imidlertid KP-kriterierne. Forfatterne påpeger her to problemer: manglende kendskab til inklusionskriterierne i KP og en formodning om en forståelig ulyst hos den praktiserende læge til at give patienten den krævede information om kræftmistanken.

Lastværk? Alan S. Coates benyttede udtrykket obsession with speed og tilføjede: »Det er vigtigere at få gjort tingene rigtigt end hurtigt« [3]. Vi har ingen evidens for betydningen af tidlig behandling. Hvad angår strålebehandling, spiller en forsinkelse på op til seks uger formentlig ikke nogen rolle [4]. Det er uomtvisteligt, at fast track for én gruppe patienter betyder forsinkelse for andre [5], her patienter, der ikke har kræft, noget vi oplever jævnligt på vores afdeling, hvor behandlingen af patienter, som ikke har kræft, må udsættes, fordi kræftpatienterne skal opereres.

Det opskruede tempo betyder, at der pga. mangel på kapacitet til magnetisk resonans-skanning må foretages computertomografi, dvs. unødig dobbeltundersøgelse plus bestrålingsrisiko. Desuden er tiden til planlægning af operationen knap, og måske får ikke alle patienter tilbudt den optimale operation. Pga. lægers arbejdstilrettelæggelse vil patienten ikke altid kunne opereres af sin kontaktlæge. Nogle af disse problemer kan løses ved øget bufferkapacitet.

Man kan også spørge, hvor hurtigt patienterne ønsker, at det skal gå. Det er næppe alle patienter, der ønsker operation to dage efter, at mistanken om kræft er rejst, og nogle har utvivlsomt behov for refleksion. Vi taler trods alt om en behandling med potentiel, om end sjælden risiko for svær invaliditet.

Endelig er det jo grotesk, når nu tiden er altafgørende, at myndighederne ikke kan tilbyde brugbare redskaber, så vi kontinuerligt kan monitorere forløbstiderne. På bundlinjen har indførelse af KP dog været et stort skridt fremad, og lad os så håbe, at Laursen & Rasmussens artikler blot er de første af en række, hvor man undersøger virkningerne af KP og først og fremmest, hvilken betydning de har for sygdomsprognosen.



Korrespondance: Michael Kosteljanetz, Neurokirurgisk Afdeling, NK 2092, Rigshospitalet, Blegdamsvej 9, 2100 København Ø. E-mail: michael.kosteljanetz@rh.regionh.dk

Interessekonflikter: ingen


Referencer

  1. Pakkeforløb for kræft i hjernen. København: Sundhedsstyrelsen, 2011.
  2. Larner AJ. Referral guidelines for suspected central nervous system or brain tumors. J Neurol Neurosurg Psychiatry 2006;77:1305-6.
  3. Coates AS. Breast cancer. Lancet 1999;353:1112-3.
  4. Blumenthal DT, Won M, Mehta MP et al. Short delay in initiation of radiotherapy may not affect outcome of patients with glioblastoma: a secondary analysis from radiation therapy oncology group database. J Clin Oncol 2008;27:733-9.
  5. Khawaja AR, Allan SM. Has the breast cancer ``two week wait'' guarantee for assessment made any difference? Eur J Surg Oncol 2000;26536-9.