Skip to main content

Kræftsygdomme. Onkologi Rørth M, Storm H, eds.

Overlæge Torben Skovsgaard Jensen E-mail: kige@herlevhosp.kbhamt.dk

1. nov. 2005
3 min.

Denne lærebog i klinisk onkologi udfylder et mangeårigt behov for en introduktion til specialet onkologi.Bogen kan ikke erstatte de store håndbøger, som f.eks. Cancer Medicine eller Cancer - Principles & Practice of Oncology, som lærebog i onkologi eller som opslagsbog, men som bogen for lægestuderende eller for læger i andre tilstødende specialer kan den varmt anbefales.Tilblivelsen af denne bog er speciel, idet der i realiteten er tale om en svensk lærebog, som er oversat af Mikael Rørth og Hans Storm. For at gøre bogen brugbar i Danmark er kapitlerne efterfølgende bearbejdet af oversætterne samt 20 forskellige danske eksperter. Fire kapitler er dog helt omskrevet.Med ca. 70 forfattere bag den oprindelige udgave, foruden 22 danske onkologer som har bistået med redigering og bearbejdelse, kunne man frygte, at resultatet blev en meget heterogen udgave, men bogen fremstår tværtimod som en helhed i form og stil, næsten blottet for overlap mellem kapitlerne. En stor styrke ved bogen er dels, at den er opdateret, dels dens store bredde, idet næsten alle tænkelige aspekter ved onkologien, lige fra tumorbiologi til psykosociale og etiske aspekter, er behandlet. Prisen har været, at formen er kortfattet og kompendieagtig uden plads til diskussion. Pladsen har heller ikke levnet mulighed for kildeangivelser eller uddybende litteraturhenvisninger, hvilket savnes.

Vægtningen af de forskellige kapitler kan diskuteres, når f.eks. urologisk onkologi får samme plads som hele den maligne hæmatologi, eller palliativ onkologi har omtrentlig samme omfang som et kapitel om opfølgning af cancerpatienter. Der er også kapitler, som ville vinde ved en bearbejdning i en forhåbentlig kommende udgave. Det gælder eksempelvis kapitlet »Historie og udvikling«, som stort set kun har fokus på den historiske udvikling af stråleterapien, medens udviklingen inden for medicinsk cancerbehandling næsten er forbigået. Også kapitlet om cytostatika og cytostatisk behandling kunne med fordel udbygges med hensyn til stoffernes virkningsmekanismer. Som særlig vellykkede kapitler fremstår bl.a. beskrivelserne af tumorbiologien og status for de store kræftsygdomme.

Da der som helhed er tale om en meget vellykket bog i såvel form som indhold, bør det overvejes af udgiverne, om ikke tiden er inde til med mindre modifikationer at udvikle den foreliggende udgave til en egentlig danskskrevet lærebog.

Bogens layout kan forekomme lidt kedelig, f.eks. savnes anvendelser af farver til de i øvrigt overskuelige skemaer, tabeller og diagrammer. Det ville også være ønskeligt, om de anvendte farveplancher, der er placeret bagest i bogen, blev indplaceret i de respektive kapitler. Som en særlig finesse indeholder bogen en liste over relevante hjemmesider.

Med de beskedne forbehold fremstår denne bog som en stor, helstøbt dansk onkologibog, som bør stå på hylderne hos alle, der regelmæssigt har med kræftpatienter at gøre.

København: FADL's Forlag, 2004.

562 sider. Pris: 800 kr.

ISBN 87-7749-317-6