Skip to main content

Kræv lønforhandling!

Mette Worsøe, formand for FAYL's overenskomst- og aftaleudvalg

1. nov. 2005
4 min.

Der er flere forskellige muligheder for at få decentralt forhandlet løn. Det kan ske ved årlige forhandlinger, ved nyansættelse eller ved væ-sentlige ændringer i stillingen.

Den første, og den måde, som de fleste til dato har fået tillæg på, er ved at amtsreservelægerådet har forhandlet et funktions- eller kvalifikationsløntillæg hjem til en større eller mindre gruppe læger i amtet. Alle læger, der er omfattet af aftalerne, skulle gerne automatisk få lønnen. Men erfaringen siger, at det ikke er tilfældet. Du må selv gøre en indsats. Kontakt dit amts-reservelægeråd eller gå ind på FAYL's hjemmeside www.fayl.dk under ny løn og se, om du er omfattet. Hvis du er berettiget til et tillæg, du ikke har fået, så tag kontakt til personaleafdelingen og reservelægerådet.

Hvordan proceduren bliver ved dette års decentrale forhandlinger varierer fra sted til sted. Det bedste råd er, at du kontakter din tillidsrepræsentant eller reservelægerådsformand og spørger om proceduren på dit sygehus. Vær med til at indstille forslag til dette års forhandlinger - indstil gerne dig selv, dit vagtlag eller din kollega. En ting er sikker, der kommer ikke tillæg uden forslag og forhandling. Og hvorfor sige nej tak til pengene - små eller store. Hvis ikke lægegruppen får pengene, går de til nogen andre.

Ny stilling - får du den rigtige løn?

Alle har ret til at forhandle ny løn i forbindelse med nyansættelser. En ret lægegruppen i al for høj grad forsømmer. Når du søger en stilling, bør du spørge dig selv, hvad der er den rigtige løn for dig i den stilling. Hvilke tillæg skal du have, for at få det? Stil derefter krav om lønforhandling.

Sat på spidsen er rådet, at du skal droppe »jantelovstankegangen«. Opfat i højere grad dig selv som en spydspids for gruppen. Du skal ikke fremhæves på bekostning af de andre, men have belønning for lige præcis det område, hvor du besidder spidskompetencen. Fokus og nøgleordene er kompetence, erfaring og ansvar - noget alle læger besidder. Hvis du får forhandlet et tillæg hjem, bliver det lettere for den næste.

Se boksene på næste side med gode råd ved forhandlinger i forbindelse med stillingsskift og eksemp-ler på tillæg, der er forhandlet hjem ved nyansættelser.

Blokstilling og uddannelse, kan man kræve mere?

Ja, selvfølgelig kan og skal man også kræve løn ved ansættelse i uddannelsesstillinger. Det er ikke den letteste forhandlingsposition, men vi er en eftertragtet vare - også i uddannelsesstillinger. Efterhånden som vi alle begynder at stille krav om forhandling, bliver det lettere og mere naturligt også for arbejdsgiverne. Ved forhandlingerne kan man ud over egentlige lønkrav stille forslag om eksempelvis kurser, kongresdeltagelse og andre »blødere« emner.

Grib udfordringen og stil krav om højere løn

Al begyndelse er svær, men denne udfordring skal gribes, på samme måde som så mange andre udfordringer i lægelivet. Kan vi ikke forhandle lønnen hjem centralt, må vi gøre det decentralt.

Der er hjælp at hente i FAYL. Både Lægeforeningen og FAYL har kurser i forhandlingsteknik og er i gang med at udvikle decentrale kurser, der forventes udbudt fra efteråret 2003. Disse kurser bliver målrettet individuelle forhandlinger.

De fleste af reservelægerådsformændene og mange tillidsrepræsentanter har allerede været på kursus og kan hjælpe dig. Du kan også få inspiration på hjemmesiden www.fayl.dk og du er derudover velkommen til at kontakte FAYL lokalt eller centralt - find eventuelt e-mailadresser og telefonnumre på hjemmesiden.

Fakta 1

Individuelle forhandlinger ved stillingsskift

Lønforhandlinger bør så vidt muligt føres før tiltrædelse, det styrker forhandlingspositionen.

Før ansøgning sendes

  • Hvilke kvalifikationer har du i forhold til stillingen?

  • Hvilke funktioner forventer du at få i stillingen?

  • Hvilke forhåndsaftaler findes i amtet/på sygehuset/på afdelingen?

  • Søg evt. information på www.fayl.dk, i FAYL's sekretariat eller hos den lokale tillidsrepræsentant.

På baggrund af ovenstående

  • Hvilke tillæg vil du gerne have forhandlet?

  • Art, beløb. Andet (kurser, forskningsmuligheder)?

  • Sondér terrænet. Snak med kolleger, evt. den administrerende overlæge.

  • Udarbejd forslag. Synlige, objektive kriterier. Hent evt. inspiration på www.fayl.dk eller i FAYL's sekretariat.

Ansøgning afsendes

  • Nævn forventning om lønforhandling i ansøgningen.

  • Anmod reservelægerådsformanden om at forhandle dit tillæg.

  • E-mailadresse findes på www.fayl.dk eller i FAYL's sekretariat.

Ansættelsessamtale

  • Nævn din forventning om lønforhandling og evt. krav, hvis du kaldes til ansættelsessamtale.

Stillingen tilbydes

  • Beslut om du vil acceptere/ modtage ansættelse på baggrund af forhandlingsresultatet.

HUSK uden forhandling - ingen tillæg!

Fakta 2
Eksempler på tillæg, der er forhandlet ved nyansættelse

  • Rekrutterings- og fastholdelsestillæg

  • 1. reservelæge kr. 96.000 i fastholdelsestillæg.

  • 1. reservelæge kr. 88.600 som rekrutteringstillæg.

  • Reservelæge kr. 24.000 som rekrutteringstillæg.

  • Reservelæge kr. 20.000 tillæg for at have gennemført introduktionsstilling samt kr. 12.000 som fastholdelsestillæg.

Kvalifikationstillæg

  • Klinisk assistent kr. 18.200/ 24.000 for forskningserfaring.

  • Reservelæge kr. 12.000 for stor forskningsmæssig indsats.

  • Afdelingslæge kr. 50.000 for klinisk erfaring i administrativ stilling.

  • 1. reservelæge kr. 10.000 for stor faglig viden og engagement i forbindelse med den akutte patient.

  • 1. reservelæge kr. 15.000 for at være dr.med.

  • Afdelingslæge kr. 25.000 for HD i organisation.

  • Afdelingslæge kr. 26.400 for særlig kompetence inden for intensiv terapi.

Funktionstillæg

  • Afdelingslæge kr. 7.500 for udetjeneste ved satellitfunktion.

  • 1. reservelæge kr. 12.000 for varetagelse af grenspecialefunktion.

  • 1. reservelæge kr. 91.000 for at varetage afdelingslægefunktion og undervisningsforpligtelse.

  • Afdelingslæge kr. 96.000 for selvstændig varetagelse af opgaver omkring mammografi-screening.

  • 1. reservelæge kr. 19.800 for at være superbruger i it-system.

  • 1. reservelæge kr. 12.000 for særlige behandlerfunktioner og personlige egenskaber.

  • 1. reservelæge kr. 6.000 for projektarbejde.

  • 1. reservelæge kr. 26.400 projektledelse.