Skip to main content

Krag i stormvejr over fireårsregel

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

19. apr. 2013
5 min.

LÆGEMØDET  »Suspender fireårsreglen«.

Sådan lød opfordringen fra Lægeforeningens formand, Mads Koch Hansen, da han henvendte sig direkte til sundheds- og forebyggelsesminister Astrid Krag (SF), der sad på forreste række ved åbningen af Lægemødet 2013.

Opfordringen blev gentaget, da Mads Koch Hansen og Astrid Krag efter ministerens tale til de delegerede traditionen krydsede klinger i en debat.

»Min dør står altid åben«

Diskussionen nåede langt omkring, men også fireårsreglen blev taget op.

»Urimelig og belastende for de unge læger som enkeltpersoner«, kaldte Mads Koch Hansen blandt andet den forkætrede regel.

»Men også uheldig for de borgere rundt omkring i landet, som efterlyser flere speciallæger i almen praksis og på landets sygehuse«.

Fra sin egen afdeling kunne Mads Koch Hansen berette om to »vanvittigt dygtige unge læger«, som netop er faldet for fireårsreglen og derfor må tage til Sverige for at blive anæstesiologer.

»Reglen har udspillet sig selv. Måske har den afkortet uddannelsestiden, men bivirkningerne er så alvorlige, at de er ved at slå patienterne ihjel. Derfor opfordrer vi til, at du inviterer os og Yngre Læger [YL] til at forhandle om et alternativ«, sagde Mads Koch Hansen og foreslog ministeren at suspendere fireårsreglen, indtil alternativet er fundet.

Det ville Astrid Krag ikke. Men hun ville gerne se både Lægeforeningen og YL til en drøftelse:

»Min dør står åben – kom endelig! Og tag forslag med til et godt alternativ, for det har jeg ikke set noget til endnu«, sagde Astrid Krag og foreslog, at Lægeforeningen og YL ved samme lejlighed medbringer dokumentation for de bivirkninger, som Mads Koch Hansen påpegede, at reglen havde haft.

Astrid Krag mente, at »hvis det var så enkelt, var der nok allerede nogen, der havde banket på min dør og præsenteret det alternativ, der kan afløse fireårsreglen«.

Hun syntes ikke, at der var grund til at suspendere fireårsreglen, men henviste til, at hun for nylig gennemførte en »justering« af den, »så læger, der har overskredet fireårsfristen, kan søge ledige hoveduddannelsesstillinger«.

Lægerne måtte i øvrigt affinde sig med, at tilværelsen »ikke er fredagsslik og flødeskum«, sagde ministeren. En bemærkning, der har fået mange vrede kommentarer med på vejen samt reaktioner i form af blandt andet en underskriftindsamling på facebook, der på et døgn nåede over 2.600 underskrifter på en appel om at afskaffe fireårsreglen.

»Jeg har booket en tid på mandag«

Under debatten kvitterede Mads Koch Hansen dog for invitationen til en drøftelse af fireårsreglen: »Jeg har hørt, at der er en åben dør. Lad os sammen lægge en plan for, hvordan vi kan rette op på det«, sagde han.

YL’s formand, Lisbeth Lintz, mente ikke, at ministerens bemærkning om, at hun ikke havde set forslag til alternativer til fireårsreglen, skulle stå uimodsagt. »Beskæmmende«, kaldte hun den.

»Vi præsenterede faktisk et godt alternativ for hende på et møde sidste år«, siger Lisbeth Lintz til Ugeskrift for Læger og forklarer, at forslaget i korthed »går ud på at belønne de hurtige frem for at straffe de langsomme« – ved for eksempel at give dem bedre chancer for at få opfyldt deres førsteprioritet ved valg af hoveduddannelsesforløb.

Også hun tog ministerens ord om en altid åben dør for pålydende:

»Jeg har allerede booket en tid på mandag«, jokede YL-formanden. Hun uddybede bagefter, at hun er indstillet på at deltage i et møde snarest muligt, »så jeg – igen – kan fortælle ministeren, hvad vores bud på et alternativ er«.

»Vi opfordrer ministeren til at bringe de relevante parter sammen om at finde en fælles, god og holdbar løsning. Og indtil da bør hun suspendere fireårsreglen«, sagde Lisbeth Lintz.


»Fredagsslik og flødeskum …«

Under Lægemødets åbningsdebat med Mads Koch Hansen lod sundhedsminister Astrid Krag en bemærkning falde under punktet om fireårsreglen. Lægerne måtte, sagde ministeren i et humoristisk tonefald, affinde sig med, at tilværelsen »ikke er fredagsslik og flødeskum«.


Bemærkningen var formentlig humoristisk ment og vakte da heller ikke umiddelbart protester blandt tilhørerne.


Men da Ugeskriftet.dk havde refereret debatten, brød uvejret løs over ministerens hoved:


»Den mest vilde arrogante kommentar, jeg længe har hørt. Det bekræfter da mine største fordomme om Astrid Krag«, skrev den første debattør på Ugeskriftet.dk. En anden ville vide, om der findes »en aftenskole, hvor man uddanner politikere som dig? Hvordan kan man sige noget så respektløst og nedladende og udiplomatisk som politiker?«


Cecilie MM håber, at »fru Krag selv snart falder for fireårsreglen«, mens Kirsten Hvilsted gør opmærksom på, at YL konstant leverer »kilometervis af alternativer til fireårsreglen«, som ministeren hver gang vifter af. Astrid trænger nok selv til »fredagsslik og flødeskum«, slutter indlægget.


Artiklen havde overskriften: »Astrid Krag inviterer til drøftelse af fireårsreglen«, men en læser mener, at overskriften burde have lydt: »Astrid Krag leverer igen en respektløs tilsvining af unge læger«.


»Usympatisk«, »nedladende«, og »uforstående over for yngre lægers arbejdsfunktioner« er nogle af de pænere udtryk i den vrede debattråd.


Flere indlæg kredser om udlandet som alternativet, hvor man kan få den speciallægeuddannelse, man ønsker. Flere fortæller, at de allerede befinder sig i Norge eller Sverige: »Ingen fireårsregel, bedre løn, flot natur. What‘s not to like?«, spørger Kristoffer H, mens Mikkel Saxov skriver »So long DK« og fortsætter, at han og kæresten allerede er rejst til Norge:


»En så latterlig, arrogant og ignorant kommentar, som den Astrid Krag her leverer, bekræfter os bare i valget. Kære kollega: kom til Norge. Du kan blive det, du vil. Du får meget bedre løn. Du har mere tid med familien. Det er tilmed rimelig let, og du vil blive værdsat. Så kom ud af Astrid Krags fåreflok og flyt nordpå«.