Krise for kvalitetsudviklingen

De danske sygehuse er Europas mest effektive, men den er gal med kvaliteten. Sådan lød budskabet fra Folketingets Økonomigruppe, der i efteråret analyserede en række tal fra OECD. Kort efter nåede en nordisk undersøgelse frem til det samme resultat: danske sygehuse er mestre i at få patienter hurtigt igennem behandling, men kvalitetsmæssigt kan de ikke hamle op med svenske og norske sygehuse. Nu bekræfter de seneste tal fra NIP, Det Nationale Indikatorprojekt, at det er ganske vist: den er gal med udviklingen af kvaliteten af behandlingerne på vores sygehuse. Tallene for seks udvalgte diagnosegrupper viser, at gennemsnitligt, så har halvdelen af patienterne ikke fået den bedste behandling. Det ensidige fokus på produktion har taget fokus væk fra kvalitetsudviklingen på de danske sygehuse.

De seks diagnosegrupper omfatter akut blødning, diabetes, hjertesvigt, hoftebrud, skizofreni og blodprop i hjernen. Målingerne af indikatorer dækker perioden fra starten af 2003 til midten af 2007. De er omtalt nærmere i en nyhedsartikel i dette nummer af Ugeskrift for Læger. Og jo, der har været fremskridt for alle diagnosegrupper. Mest markant for hoftebrud, der fra et lavt niveau, hvor kun 40 procent fik en del af den anbefalede behandling, er kommet op på et pænt gennemsnit sammen med de øvrige grupper på omkring 80 procent. Men ser man samlet på udviklingen, så viser målingerne af indikatorer kurver, der er fladet ud. All-or-none målinger over perioden ender omkring et gennemsnit på 50 procent, og det betyder altså, at halvdelen af patienterne med disse lidelser ikke får hele den behandling, som fagkundskaben har anbefalet som den optimale.

Den gode nyhed er, at NIP indikatorerne nu giver os et billede af det problem, som vi står over for. Det giver os noget at handle på. Den dårlige nyhed er, at vi ikke ud af indikatorerne kan se ret meget om årsagerne. Der er sandsynligvis tale om en blanding af mange faktorer, såsom manglende ledelsesfokus, flaskehalse i forhold til at kunne leve om til alle dele af behandlingen, mangel på de rigtige faglige kompetencer, at læger og sygeplejersker er optaget af alle mulige andre ting end deres faglige kerneydelse etc.

Men det er givet, at det ikke er godt nok, og at det kræver et øget fokus hele vejen rundt på kvalitetsarbejdet. Nogle vil ganske givet anfægte, at vi har fat i alle de rigtige indikatorer, men faktisk er der tale om på forhånd aftalte nationale standarder og indikatorer, som den bedste kliniske fagkundskab er enige om bør opfyldes for at give patienterne den bedst mulige behandling. Har det ændret sig, så må indikatorerne revideres.

Helt overordnet, så har vi her dokumentationen for, at der er noget galt med incitamentsstrukturerne i det danske sundhedsvæsen. Det er ikke første gang, at vi fra Lægeforeningen påpeger konsekvenserne af det ensidige fokus på produktion. Men her har vi målinger, som ingen i sundhedsvæsenet kan ignorere. Vi ved, at vi gør vores politikere og sygehusejere stolte over, at vi årligt præsterer en effektivitetsfremgang på to procent uden hvilket, det ikke var muligt at klare den stigende efterspørgsel på sundhedsydelser. Men vi kan se, at det har taget fokus væk fra kvalitetsudviklingen på de danske sygehuse, og det kan vi ikke være bekendt over for patienterne.