Skip to main content

Kritik af børn på FAM i Midt

Børnelæger og Yngre Læger kritiserer Region Midtjyllands planer om fra 2018 at lade akut syge børn tilse på de fælles akutmodtagelser.

19. maj 2016
1 min.

I dag bliver akut syge børn tilset af børnelæger, men fra 2018 vil Region Midtjylland sende børnene ind på den fælles akutte modtagelse, skriver dr.dk.

I en FAM arbejder mange nyuddannede læger, og det risikerer at forringe behandlingen af børn, mener bl.a. formand for Dansk Pædiatrisk Selskab, Pernille Mathiesen.

"Du risikerer, at barnet ikke bliver diagnosticeret ordentligt", siger hun til dr.dk.

Yngre Læger er heller ikke tryg ved den kommende ordning.

"Børn er en rigtig svær gruppe at diagnosticere, og det vil da helt sikkert gøre de yngre læger utrygge", siger bestyrelsesmedlem Erik Døssing Mønning.

Han mener, at børn kræver specialister.

"De kan vende på en tallerken fra at se ud til at være friske og lege til at være akut syge, så det mener jeg ikke er noget, som yngre læger skal håndtere", siger han til dr.dk.

Region Midtjylland gør opmærksom på, at personalet i de fælles akutmodtagelser har mulighed for at tilkalde en overlæge med speciale i børnesygdomme.