Krøl det regneark sammen

Forsommeren er eksamenstid. Ikke kun for studerende, som sidder bøjet over bøgerne, men også for regering og regioner, som er i fuld gang med at forhandle næste års økonomi i sundhedsvæsenet på plads. Det er en svær opgave, og den kan selvfølgelig først endeligt bedømmes, når den er færdig, men det tegner ikke godt. Afgørende for en høj karakter er i mange fag evnen til at holde en rød tråd i sin argumentrække, og her har regeringen problemer med sit seneste forslag til at styre sygehusenes økonomi.

Udspillet er indviklet stof for ikke-økonomer. Men kort fortalt går det ud på, at Finansministeriet og Indenrigs- og sundhedsministeriet vil kompensere for en mindre del end hidtil af den aktivitetsstigning, som finder sted på sygehusene. Og samtidig er der grænser for, hvor meget ekstra aktivitet for hver enkelt patient, der kan kompenseres for økonomisk. Hidtil har afregningen været baseret på, at der blev kompenseret per kontakt og ikke per person. Ifølge beregninger fra regionerne ville ordningen i 2009 have betydet to mia. kr. mindre til sundhedsvæsenet.

Problemet er først og fremmest, at sygehusene får et incitament til at behandle den enkelte patient færre gange. Det er naturligvis en god ide, hvis der ikke er behov for mange behandlinger, men det er en vildfarelse at lægge den matrix ned over alle patientgrupper. Mange kronikere som fx patienter med kol og diabetes, men også mange kræftpatienter har brug for løbende behandling og opfølgning. Det går denne model direkte imod. Det spiller heller ingen rolle i modellen, at der er forskel på genindlæggelser. Mon ikke enhver læge gør, hvad han eller hun kan for at forebygge dem? Det er jeg sikker på. Og samtidig ved vi, at de også ofte er nødvendige.

En anden svaghed er, at forslaget vil belønne sygehus for at behandle patienter med lettere lidelser. Jo flere patienter, jo større økonomisk kompensation. Det vil med andre ord kunne betale sig at overtage patienter, som lige så godt kunne behandles hos egen læge. Det er besynderligt, når hele øvelsen i sundhedsvæsenet for tiden går ud på at sikre, at patienter bliver behandlet det rette sted. Hvis de fejler noget akut eller avanceret, så skal de på sygehuset. Men hvis opgaven kan klares i praksis, så det bedst for alle parter, ikke mindst patienterne.

Det er ikke ønsket om at spare penge, der er problemet. Det er en ærlig sag, og det ville være fint at få en diskussion om, hvordan vi gør det, så det gør mindst ondt. Men den model, som regeringen her har præsenteret, efterlader et indtryk af, at regeringen gerne vil spare, men helst ikke vil tale om det. Den er uigennemskuelig og på den måde værre end grønthøstermodellen. Der er ikke ligefrem tale om en håndsrækning til de økonomiansvarlige på sygehusene, som i forvejen har en vanskelig opgave.

Set med Lægeforeningens øjne er det uacceptabelt og useriøst at regulere et så komplekst område alene med afsæt i et regneark. Patienter er alt for forskellige til, at forslaget giver mening. Deres behandlingsforløb skal fastlægges ud fra faglige hensyn og allerhelst i landsdækkende kliniske retningslinjer.

Som det fremgår, står man i bedste fald med indtrykket af, at regeringen nærmest er i splid med sig selv. Man burde kunne forvente, at den i økonomisk trængte tider viste modet til at gå forrest og tage en åben debat.