Kronisk racistisk sygehusvæsen

LONDON - I England slår man hårdt ned på racistiske patienter. Hvis ikke de opfører sig ordentligt over for sundhedspersonalet, bliver patienterne afvist - medmindre der er tale om akutte livstruende situationer - og de risikerer en bøde på op til 1.000 £. Den praksis har de fx indført på Whittington Hospital i bydelen Islington i den nordlige del af London.

»Vi har i flere tilfælde nægtet at behandle patienter, som kom med racistiske bemærkninger over for vores personale. Kun hvis det gælder liv og død, behandler vi«, udtaler Mark Avery, administrativ chef for de ambulante og elektive behandlinger på Whittington Hospital, en del af det offentlige sundhedsvæsen, National Health Service (NHS).

Racisme har længe været et problem på de engelske hospitaler. Det gælder som nævnt patienternes afvisning og forhånelse af sundhedspersonale med anden etnisk oprindelse, men også personalets manglende, fejlagtige eller underprioriterede behandling af etniske minoriteter er til debat.

Endelig har der også været fokus på racisme blandt selve personalet - fx at yngre læger med sort baggrund ikke kan opnå uddannelsesstillinger, eller at etniske speciallæger ikke kan få slutstillinger på trods af et ellers pletfrit og højglanspoleret cv.

Men siden formanden for den nationale Commission for Racial Equality, Trevor Phillips, for tre år siden beskrev NHS som et sundhedsvæsen, der »kronisk og konsekvent« var racistisk over for både patienter og personale, har NHS på flere måder forsøgt at tackle problemet.

I 2003 nedsatte NHS - i øvrigt i fællesskab med den engelske forening af sygeplejersker, Royal College of Nursing - NHS Black and Minority Ethnic Leadership Forum.

Det er en organisation, som skal fremme antallet af etniske minoriteter som ledere i sundhedsvæsenet. I dag er således kun en procent af de administrerende direktører på de mange hospitaler og organisationer under NHS fra de etniske minoriteter, som udgør ca. otte procent af befolkningen.

Race Equality Guide fra 2004 er navnet på det forkromede initiativ for det samlede sundhedsvæsen, som bygger oven på loven om racelighed, Race Relations Amendment Act, fra 2000, som aldrig for alvor fik fat i sundhedsvæsenet.

Efter længere tids kritik af det racemæssigt skæve sundhedsvæsen blev den daværende sundhedsminister og ligeledes daværende administrerende direktør for NHS i 2004 enige om, at lighed mellem racerne var en kerneopgave for NHS, hvorefter Race Equality Guide kom til verden - et initiativ, som ikke findes i Danmark, hvor hospitalerne hver især og sporadisk arbejder med racismespørgsmålet.

En undersøgelse fra Mangfoldighedsnetværket (www.mangfoldighedsnetvaerket.dk/) har således for nylig slået fast, at kun seks af de 15 største danske sygehuse har en etnisk ligestillingspolitik.

Pænt brev til racisterne

Race Equality Guide forpligtiger alle organisationer i NHS til ikke blot at bekæmpe racisme men forebygge, at der opstår racisme i alle dens afskygninger.

Alle hospitaler og andre organisationer i NHS er forpligtet til systematisk at fremme lighed mellem racerne, og alle enheder i NHS skal opstille succeskriterier for ansættelse og behandling, som mindst skal evalueres hvert år. Hospitalerne og organisationerne i NHS er også forpligtet til så vidt muligt at inddrage de etniske grupper i høringer, møder og udvalg, fx i forbindelse med brugergrupperne Patient & Public Involvement Forum, som er tilknyttet de engelske hospitaler.

Sideløbende er der oplysningskampagner om det gode formål over for både personale, patienter og lokalbefolkning. På Whittington Hospital fører de fx statistik over blandt andet personalets etnicitet, ventetider og diverse sundhedsforhold fordelt på en række forskellige etniske minoriteter. Mark Avery forklarer, at statistikken er et ledelsesmæssigt styringsinstrument, som skal sikre mere lighed ved at påvise hvilke etniske minoriteter, som halter bagefter.

»Vi ser hændelser, hvor patienter af racistiske årsager nægter at få behandling af en læge eller sygeplejerske. Vi har fx flere eksempler på, at patienter ikke ønsker behandling af en sort sygeplejerske. Vi ser også vold og verbale overfald med racistiske toner«, fortæller Mark Avery.

Han nævner, at beslutningen om at behandle eller ej ligger hos afdelingsledelsen, for der findes situationer, som kalder på konduite. Det gælder fx den demente patient og den psykiatriske, som i bogstavelig forstand er syge, når de optræder racistisk.

Mark Avery oplyser, at hospitalet har afvist at behandle og har bortvist patienter i skadestuen såvel som indlagte patienter, men han tilføjer, at de pågældende patienter er velkomne igen, hvis de udviser en anden adfærd. Det er sket i flere tilfælde, siger han.

Patienter, som har opført sig racistisk og truende, men som alligevel er blevet behandlet på Whittington Hospital, modtager ifølge Mark Avery et brev med et klart budskab: »Vi skriver til dem, at vi ikke ønsker at behandle dem for andet end uopsættelige lidelser.«

Lovgivning giver drive

Det, som glæder Mart Avery mest, er bestræbelserne på at fremme ligheden og forståelsen mellem racerne. Han fornemmer, at arbejdsmiljøet mere og mere bliver renset for racisme, og han tilskriver det presset fra lovgivningen og intentionerne i NHS's Race Equality Guide. Kravet fra guiden om at sætte sig mål og jævnligt evaluere indsatsen, betaler sig.

»Hvis ikke det var for lovgivningen, tror jeg ikke, at hospitalerne ville gøre så meget ud af at tackle problemet med racisme. Jeg tror i hvert fald ikke, at vi her på Whittington ville gøre det med nær samme drive«, udtaler Mark Avery.

Ledelse og personale er mere fokuseret på racisme - også den skjulte og ubevidste, som fx kommer til udtryk i udtalelser som: »Jeg blev behandlet af den indiske læge, men hans engelsk var godt.«

»De problemer, vi ofte støder på, og som næppe kan beskrives som racistiske, er, at information om sygdomme og sygehuset ikke findes på enkelte etniske gruppers modersmål. Sproglige misforståelser er heller ikke ualmindelige. Det arbejder vi på at ændre, så alle, uanset etnisk tilhørsforhold, føler lige adgang. Vi har således oprettet en udvidet service med translatører. Patienter fra det muslimske mindretal har følt, at de efter bombningerne i busserne og undergrundsbanen i juni 2005 bliver set på med racistiske øjne. Derfor er det endnu mere vigtigt for en organisation som vores at være så åben som muligt og skabe lige adgang, især for etniske grupper, som har det svært«, oplyser Mark Avery.