Kuede kirurger og målløse medicinere?

Da ventelisteskandalen kørte i medierne for fuld udblæsning for nylig, var det overlæge Elo Andersen på Herlev Hospital, som nærmest kom til at gestalte den figur, der i angelsaksisk terminologi kaldes whistleblower: Kvinden eller manden, der blæser i fløjten for at advare om, at der er noget helt galt - i dette tilfælde med administrationen af den danske behandlingsgaranti for kræftpatienter.

Den slags er ikke altid velset, og Elo Andersen har gennem hele forløbet - ikke blot det, der kulminerede i mediernes intense fokus på sagen - været under pres. Både udefra og indefra.

»Jeg er blevet bedt om at holde op med at gøre opmærksom på det. Men jeg har ikke frygtet for mit job. For jeg har holdt mig til den lovgivning, der er. Og man kan ikke pålægge nogen ikke at overholde lovgivningen«, siger han.

Indimellem har Elo Andersen dog overvejet at gå til pressen i form af f.eks. et læserbrev eller en kronik. Men han har ikke gjort det: »Jeg har forsøgt at være loyal over for de tjenstlige pålæg, jeg har fået gennem hele forløbet. Men jeg har haft lyst«, siger han.

»Det kan godt være, at det var lidt naivt tænkt, at hvis jeg nu siger igen, at det, vi gør, er forkert - så må de da reagere. Debatten kunne sikkert være startet noget før, hvis der havde været en kronik eller et læserbrev«, siger han.

Det var først, da en patient henvendte sig til Politiken, og avisen tog sagen op, at der kom fokus på problemerne med kræftsyge danskere, der ikke fik den strålebehandling, de havde krav på inden for den fastsatte frist.

Nordjysk »næse«

Elo Andersen har nok følt sig presset men er ikke blevet udsat for jobrelaterede sanktioner. Andre læger, som kommer i mediernes søgelys, har ikke været helt så heldige. Ahmed Aziz er en af dem. Han er i dag i introduktionsstilling i Thisted, hvor han trækkes med en kæmpestor »næse«.

»Næsen« består af et stykke papir fra 2005 - en irettesættelse - fra det daværende Nordjyllands Amt, som mener, at Ahmed Aziz har givet »urigtige og vildledende udsagn« om forholdene på den daværende fødeklinik på Frederikshavn Sygehus. Bl.a. har Ahmed Aziz sagt til medierne, at fødende kvinder ikke fik tilstrækkelig information om, at der ingen fødelæger var ansat, selv om fødeklinikken, der siden er lukket, lå i umiddelbar forlængelse af sygehuset. Amtet derimod mente, at sygehusets pjece om fødeklinikken udgjorde tilstrækkelig information, og at Ahmed Aziz' udtalelser derfor var »urigtige og vildledende«.

Der var et par yderligere klagepunkter, men summa summarum: Den unge læge fik en røffel. Spørger man ham selv, fik han imidlertid mere end det. Han føler, at han nærmest blev persona non grata i visse kredse i Frederikshavn, hvor han var i turnus, dengang sagen kørte.

For eksempel har han ikke kunnet fortsætte i en række projekter, han var indblandet i, efter turnusperioden, som der ellers var lagt op til.

Ligesom han flere gange har forhørt sig om ubesatte stillinger og introduktionsstillinger i Frederikshavn - men ikke sendt officielle ansøgninger - og aldrig fået svar. Og det skyldes ikke mangel på job.

»Dem, jeg arbejdede sammen med [under turnus, red.], har været inde som vikarer, og det har jeg så ikke. Det var lidt mærkeligt«, siger han.

Men når det nu skulle være, var det for så vidt en fordel, at han var turnuslæge dengang. »For sådan en som mig, som skulle på forskellige afdelinger, var det ikke den vilde katastrofe«, siger han.

Men han kunne godt forestille sig, at sagen kunne give ham problemer, hvis han en dag skulle finde på at søge nordenfjords. »Hvis jeg f.eks. på et tidspunkt skulle søge en lederstilling i Region Nord, kunne jeg godt forestille mig, at det ville stille mig dårligere«, siger han.

Fyret som overlæge

Der findes fortilfælde, som viser, at man kan komme ganske gevaldigt i klemme, hvis man kommer på kant med diverse ledelsesniveauer. Et af de mest omtalte er overlæge, dr.med. Tom Skyhøj Olsens.

Som administrerende overlæge på Amtssygehuset i Gentoftes neurologiske afdeling deltog han for nogle år siden i en tv-udsendelse, som handlede om, at apopleksipatienter, som ikke bliver indlagt på et specielt apopleksiafsnit, har langt større risiko for at dø.

Det faldt såvel hospitalsledelsen som amtets ledelse for brystet, og han blev bedt om at udsende et dementi til det, han sagde i tv-udsendelsen, i form af en pressemeddelelse. Det vægrede han sig ved at gå med til, og han indkasserede en skriftlig irettesættelse. Få måneder senere blev han fyret på grund af samarbejdsvanskeligheder, og han arbejder nu på Hvidovre Hospital.

På ombudsmandens opfordring klagede han, og hospitalet fik en »næse«, ligesom irettesættelsen blev trukket tilbage. Men processen satte alligevel spor. »Jeg havde svært ved at finde andet job. Jeg arbejdede som konsulent og med ulykkesskader i et stykke tid, før jeg fik job på Hvidovre«, fortæller Tom Skyhøj Olsen.

»Jeg er glad for at være her ude«, siger han om sin nuværende arbejdsplads. Men hvis han en dag skulle finde på at søge noget andet, tror han, at sagen fra Gentofte skader ham. »Der er visse steder, jeg tror, at jeg ikke kan søge. Job som administrerende overlæge - det tror jeg ikke, jeg ville få. Folk ville sige, at der nok ingen røg er uden brand«, siger han.

Dertil kommer de personlige reaktioner på at blive fyret fra et så prestigefyldt arbejde. »Det har betydet meget for mig. Jeg var glad den dag, jeg blev overlæge. Det er hele ens selvbillede, ens reputation - det er temmelig svært«, siger han.

Efter en række sager a la Tom Skyhøj Olsens og debat i Folketinget om ytringsfrihed nedsatte Justitsministeriet et udvalg, som kom med en betænkning sidste år [1]. Betænkningen når frem til, at offentligt ansatte ofte afholder sig fra at ytre sig, fordi de er bange for konsekvenserne. Og myndighederne har ikke altid styr på, hvad man kan og ikke kan kræve af medarbejderne på dette felt - nogle gange forsøger de at begrænse de ansattes ytringsfrihed på ulovlige måder.

Men betænkningen mundede ikke ud i nogen opfordring til egentlige ændringer af de nuværende regler. Ikke nogen whistleblower protection i Danmark, altså, som det kendes fra f.eks. USA.

Derimod er der behov for bedre kendskab til de gældende regler, og der kom en vejledning i september [2]. Lægeforeningen har også udgivet en vejledning [3], ligesom der er en udvidet medieservice på vej i løbet af foråret på www.læger.dk - herunder ligefrem en »akutlinje«, hvor man kan få hjælp fra Lægeforeningens informationsafdeling i pressede situationer.

»Faglig og saglig«

På trods af de skræmmende fortilfælde er der dog også eksempler på, at man godt kan udtale sig kritisk om forhold på arbejdspladsen - også offentligt - uden at risikere tjenestesager, »næser« og andre repressalier på jobbet.

Næstformand for Yngre Læger i Region Sjælland, Philip Bennett, udtalte sig f.eks. sidste år kritisk i Ugeskrif t for Læger om forholdene for turnuslæger på sygehuset i Nakskov. Kritikken blev også beskrevet af lokale medier. Philip Bennett var dengang på sygehuset i Nykøbing Falster- begge sygehuse er dele af Storstrømmens Sygehus - og det er han stadig.

Ledelsen havde måske nok foretrukket, at problemerne ikke kom ud i offentligheden, men sanktioner har der ifølge Philip Bennett ikke været optræk til: »Vi havde et rimeligt sobert og gennemarbejdet grundlag med konkrete ting at gå til. Det var faglig og saglig kritik«, siger han. Og som det faktisk ofte sker med whistleblower-tilfælde, havde den offentlige kritik tilsyneladende en vis effekt.

Inden udtalelserne til pressen havde Yngre Læger i regionen lavet oplæg til forbedringer, som sygehusledelsen havde fået, ligesom der var holdt møder, og kritikpunkterne var blevet offentliggjort på lægekredsforeningens hjemmeside. Der skete bare for lidt efter de yngre lægers mening.

Efter medieomtalen meddelte Sundhedsstyrelsen, at der ville komme et inspektorbesøg på sygehuset i Nakskov. Der blev også ansat en uddannelsesansvarlig læge - et af de store kritikpunkter - ligesom en del af lægerne blev sendt på kurser, der skulle opgradere deres uddannelsesmæssige kunnen.

Set fra Philip Bennetts synspunkt var det den rigtige ting at gøre at råbe op, og han fortryder ingenting.

»Jeg ville gøre det igen«, siger han.

Betænkning 1472. Ytringsfrihed og meddeleret for offentligt ansatte. Betænkning fra Udvalget om offentligt ansattes ytringsfrihed og meddeleret. 2006.

Vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed. Justitsministeriet, 2006.

Gode råd ved pressekontakt. Lægeforeningen, 2006.

Hvad gør jeg? (Boks)

Du er ansat på et hospital, og en dag ringer en journalist for at få dig til at udtale dig om noget vedrørende dit job. Hvad må du sige og gøre?

Du har ytringsfrihed som privatperson - også om dit job. Men hvis du bliver bedt om at udtale dig på en myndigheds vegne - typisk din arbejdsplads - må du undersøge, hvilke regler der gælder på stedet. Måske er der f.eks. bestemmelser om, at kun en bestemt person må udtale sig til pressen. Sådanne regler skal respekteres. Hvis du ikke er blandt »talspersonerne«, må du kun udtale dig på egne vegne. I så fald skal du præcisere det over for journalisten.

Er der begrænsninger?

Ja. Først og fremmest må du naturligvis ikke give oplysninger videre, som du har tavshedspligt om. Du må ikke sige noget ærekrænkende. Du må heller ikke udtrykke dig »i urimelig grov form« eller fremsætte »åbenbart urigtige oplysninger« om noget væsentligt inden for det, du arbejder med. Endelig er der særlige hensyn at tage til »offentlige myndigheders interne beslutningsproces og funktionsevne«, især hvis du er tæt på beslutningsprocesserne. Her skal du »udvise tilbageholdenhed«. Det siger sig selv, at disse begreber kan fortolkes forskelligt, og det er ofte her, tvister opstår.

Må jeg f.eks. skrive et læserbrev, hvis jeg vil kritisere noget - nedskæringer f.eks.?

Ja - med ovennævnte begrænsninger.

Hvis det nu er mig, der bliver kritiseret offentligt - f.eks. af en patient?

Du må tage til genmæle over for, hvad lægestandens etiske regler kalder for »åbenbart usande påstande«. Men du skal holde dig til det, den pågældende selv har draget frem.

Hvad gør jeg, hvis jeg er i tvivl?

Brug Lægeforeningens presserum på www.læger.dk

Supplerende litteratur

Vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed. Justitsministeriet, 2006.

Gode råd ved pressekontakt. Lægeforeningen, 2006.

Kort om ytringsfriheden for offentligt ansatte (Boks)

Beskyttelsen af offentligt ansattes ytringsfrihed gælder kun, når de ytrer sig på egne vegne. Ens ledelse kan altså bestemme, hvem der må udtale sig på den pågældende myndigheds vegne, og hvad de må sige.
Men som privatperson har man ytringsfrihed. Det står i grundlovens § 77: »Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres«. Man må altså ikke hindre nogen i at ytre sig eller pålægge dem at indhente tilladelse, inden de gør det.
Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 siger desuden, at »enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed og frihed til at modtage eller meddele oplysninger eller tanker, uden indblanding fra offentlig myndigheder og uden hensyn til landegrænser ...«.
Der er dog begrænsninger. Man må »ikke fremsætte freds- og ærekrænkende udtalelser«. Offentligt ansatte har desuden tavshedspligt og må hverken videregive eller udnytte fortrolige oplysninger. De må heller ikke ytre sig i en »urimelig grov form« eller fremsætte »åbenbart urigtige oplysninger om væsentlige forhold inden for eget arbejdsområde«. Desuden kan hensynet til »offentlige myndigheders interne beslutningsproces og funktionsevne i særlige tilfælde medføre begrænsninger i offentligt ansattes frihed til at ytre sig om eget arbejdsområde«. I praksis omfatter denne sidste begrænsning fortrinsvis ledende medarbejdere og dermed en meget lille gruppe.
Man må gerne videregive ikkefortrolige oplysninger til pressen og andre. For eksempel i tilfælde af ulovlig eller uredelig forvaltning inkl. »åbenbart misbrug af offentlige midler«. Fortrolige oplysninger kan videregives til pressen og andre, hvis det sker »i berettiget varetagelse af åbenbar almen interesse eller af eget eller andres tarv«. Det står i straffelovens § 152e, nr. 2.
Offentligt ansatte har for øvrigt ikke bare ret men pligt til at sige fra på arbejdspladsen selv ved at »underrette internt om ulovlige, herunder fagligt uforsvarlige forhold«.
En lovlig ytring kan ikke føre til afskedigelse, degradering eller andre repressalier, som f.eks. »at den ansatte ikke tilgodeses i forbindelse med tildeling af løntillæg«.

Kilde: [1].

Fakta

Højesteretsdommer, professor, dr.jur. Jens Peter Christensen stod i spidsen for det udvalg, som sidste år kom med Betænkning 1472, Ytringsfrihed og meddeleret for offentligt ansatte.

Hvordan har ytringsfriheden udviklet sig?

»Retstilstanden er blevet klarere i kraft af ombudsmandens udtalelser. Der er også stor offentlig fokus på det. Det er de gode ting. Så er der nogle modgående bevægelser. Jeg spekulerer på, om der er en virkning af, hvad man kunne kalde en ændring i virksomhedskultur. Man kan filosofere over, om f.eks. lægelige eksperter, der ser sig som faglighedens tjenere, kan komme i konflikt med det voksende lag af administratorer, der identificerer sig som nogle, som skal betjene politikerne. Det er der, vi ser sagerne - hos de ansatte, der er ude i marken og langt væk fra direktionskontorerne«.

Er der øvrige fællestræk i sagerne?

»De opstår ofte, når man ikke kan komme igennem med kritik indadtil - hvad enten den så er berettiget eller ej. En klog leder sørger for, at kritik kan komme frem internt«.

Jeres betænkning anbefalede ingen lovændringer men mere oplysning. Vil det sige, at de danske regler er gode nok?

»Vi er enige om, at reglerne er gode nok mht. selve indholdet. Spørgsmålet er, hvad der sker, når de overtrædes. Vi var oprindeligt meget optagede af, at borgerne skulle kende deres rettigheder. Men vi kom frem til, at det især er cheferne, som har behov for at vide, hvor grænserne for deres krav om medarbejdernes loyalitet går. Der er nogle misforståede loyalitetskrav«.

Selv om kritiske medarbejdere har ret til at ytre sig, bliver nogle alligevel udsat for repressalier. Hvordan undgår man det?

»Det nytter ikke noget at benægte virkeligheden. Det er ikke karrierefremmende, hvis man f.eks. gerne vil være kontorchef, så at skrive kritiske indlæg imod ministerens politik. Ingen chefer kan lide, at deres ansatte kritiserer dem offentligt. Det er almenmenneskeligt. Man kan lave gode regler om selve ytringsfriheden, men det er svært at dæmme op for følgerne«.

Kan man ikke beskytte de kritiske medarbejdere bedre?

»Kun ved, at der kommer en anden holdning. At man tager det op ude på arbejdspladserne. At pressen skriver om det. Jeg tror ikke på, at f.eks. større erstatninger har nogen effekt - det får ikke flere til at ytre sig«.

Gode råd om pressekontakt (Boks)

Lægeforeningen lancerer umiddelbart efter påske interaktiv presserådgivning på Læger.dk.

Under presse-knappen på hjemmesiden bliver der adgang til nogle små videoer om pressekontakt, om pressens arbejdsvilkår, nyhedskriterier og andet, der kan være nyttigt i en akut situation. Der bliver også her links til råd om ytringsfrihed, lægers tavshedpligt, presseetik osv. Instruktionen bliver lagt på den åbne hjemmeside, så der er ikke behov for log-in.