Kulturforvirring eller sygehuskultur

Der bliver i denne tid talt meget om kultur, og kultur er tilsyneladende mange ting. Alle vil gerne have deres egen kultur. Lægerne leder efter en bedre kultur, der sikrer et bedre miljø lægerne imellem. Sygeplejerskerne har en kultur, siger de, og vil ikke deltage i en kulturdebat om lægernes kultur, men det vil fysioterapeuterne gerne og lægger vægt på, at lægerne ikke tager tværfagligheden med i kulturdebatten. Også portørerne har en kultur, de hjælper hinanden og er generelt meget hjælpsomme, men den foregår oftest i kældrene, og den ved vi ikke meget om.

Generelt har danskerne udviklet en kultur, hvor man er sig selv nærmest - og man må spørge sig selv om det overhovedet er kultur.

Hvad hjælper alle disse forskellige kulturer os, og får det os overhovedet til at arbejde sammen mod samme mål, eller fører det blot til, at de forskellige faggrupper fjerner sig mere og mere fra hinanden?

Min gamle mentor i almen medicin mente, at man i kompagniskabspraksis alle gik rundt med skudsikre veste for at sikre sig mod angreb fra andre, der mente, at man havde fået for meget ud af kompagniskabet, og at misundelse var en dårlig ting. Men på en eller anden måde må de jo have fundet ud af det alligevel - ellers gik butikken vel nedenom og hjem.

En fælles dansk kultur, der rækker ud over vores egen selvtilstrækkelighed, vil nok være en for stor mundfuld at gå i krig med. Men jeg kan ikke lade være med at foreslå, at vi i stedet for at have så mange forskellige kulturer på sygehusene, får en fælles kultur med det mål at sikre patienterne det optimale udbytte af at være indlagt. Det vil givetvis også sikre et større samarbejde, en større tilfredshed i arbejdet, og på den måde gøre os mere tilfredse med og glade for hinanden.

En kultur hvor man sikrer hinandens faggrænser, og vi sikrer hinanden respekt for det gode arbejde, vi hver især laver. Det betyder jo ikke, at vi ikke kan støtte hinanden og lære af hinanden også på tværs af faggrupperne. For det kan vi - vi kan alle sammen lære noget af hinanden, men det nytter ikke noget at kæmpe om, hvem der skal lave dette eller hint. Det fører kun til utilfredshed og interne stridigheder. Sygeplejersken kan kun vinde lægens respekt for sig selv ved at respektere ham eller hende, og omvendt kan lægen kun vinde sygeplejerskens respekt ved også at respektere hende eller ham.

I de forskellige grupper må man også se på, hvordan samarbejdet er. Vi må hjælpe hinanden og lære fra os på en måde, så den enkelte stadig føler sig værdsat - og det lykkes kun med respekt for den man står over for.

Det nytter heller ikke, at vi fortsat har et rigidt hierarki, hvor Tordenskjolds soldater laver det hele og tager hele ansvaret. Også de, som har fået de høje titler, må gøre deres del og ikke blot hvile på laurbærrene. Det betyder ikke, at de kun skal holde sig fagligt ajour for at bruge det til at dunke dem, som er længere nede i hierarkiet, i hovedet. De må selv tage deres del af det daglige arbejde, skrive deres egne recepter, epikriser og hjælpe til, når der er særlig travlt, og problemerne tårner sig op - det er respekt for dem, man har under sig. Samtidig må man give plads til, at de yngre får mulighed for at udvikle sig, både i kurser og i det daglige arbejde. Det gør den gode leder også, og det er ikke ham/hende jeg henvender mig til - ud over at vedkommende ved sin gode rollemodel bør udbrede det til andre kolleger.

Det gælder jo på samme måde på sygeplejerskesiden, og lederen må her sørge for at holde sammen på tropperne og undgå, at for mange kommer til at trække i hver sin retning i individualismens hellige navn, til skade for os selv med evindelige skyttegrave og ikke mindst til skade for vores arbejdes målgruppe: patienterne. Også sygeplejersken og kollegaen fra andre faggrupper skal have mulighed for at videreudvikle sig i det daglige og ved kurser til gavn for os alle, og ikke ved at man tryner den anden for at hævde sig selv.

Så mit budskab er at vi finder en fælles kultur, som vi alle kan være tilfredse med. Som gør os gladere og mere hensynsfulde overfor hinanden med gensidig respekt for vores forskelligheder og forskellige evner, muligheder og kompetencer. Det er set før og bør udbredes meget mere - og er bestemt ikke umuligt at opnå.