Skip to main content

Kun 57 pct. udredes inden for 30 dage

Udredningsgarantiens tal er udtryk for ”en tom patientrettighed”, mener sundhedsminister Sophie Løhde (V)

Foto: Sundhedsministeriet
Foto: Sundhedsministeriet
11. sep. 2015
2 min.

Kun 57 pct. af de patienter, som i 2. kvartal af 2015 blev henvist til et sygehus for at få klarhed over, hvad de fejler, blev udredt inden for 30 dage.

Nye tal fra Statens Serum Institut viser imidlertid, at kun 57 procent af patienterne blev udredt inden for tidsfristen i 2. kvartal 2015. Det er den laveste procentandel, der hidtil er målt.

Udredningsretten, der giver patienter ret til at blive udredt inden for 30 dage efter henvisning til et sygehus, blev indført i 2013.

Tallene viser samtidig, at mange af de patienter, som det ikke er muligt at udrede inden for 30 dage, ikke rettidigt får udleveret en plan for deres videre udredningsforløb.

I 2. kvartal 2015 var det således ca. 68 pct. af de udleverede forløbsplaner, der blev givet til tiden. Til sammenligning har det tidligere været 87 pct., som har fået en udredningsplan rettidigt.

Det får Sundhedsminister Sophie Løhde til at kalde den nuværende udredningsret for en 'skuffelse' og en 'tom patientrettighed'.

"Her to år efter udredningsretten blev indført, er det kun lidt over halvdelen af patienterne, som får en diagnose til tiden. Uanset hvordan man vender og drejer tallene, er det skuffende. Jeg er i hvert fald ikke imponeret over regionernes indsats, og jeg mener godt, vi kan konkludere, at udredningsretten ikke virker godt nok. Som den er skruet sammen i dag, er det en tom patientrettighed", siger sundhedsministeren i en pressemeddelelse.

Læs 'Fakta om hurtig udredning og behandling til tiden - 2. kvartal 2015' (PDF)