Skip to main content

Kun hver 20. obduceres

Klaus Larsen kll@dadl.dk

16. mar. 2012
4 min.

Det er blevet svært at få lov til at obducere. Og det har alvorlige konsekvenser.

Siden 1998 er antallet af lægevidenskabelige, ikke-retslige obduktioner mere end halveret: Mens der i 1998 blev foretaget 5.359 obduktioner - svarende til knap hvert tiende dødsfald - var antallet i 2010 dalet til bare 2.412, hvilket er færre end hver 20. (4,5 pct.).

Tallene fremgår af et svar fra fungerende sundhedsminister Pia Olsen Dyhr (SF) til et spørgsmål stillet af Liselott Blixt (DF).

Også de retsmedicinske institutter har fået færre lig på bordet: 1.284 i 2010 mod 1.461 i 2008, fremgår det af ministerens besvarelse.

Obduktioner ændrer dødsårsager

Det dramatiske fald har negative følger: Man kan ikke længere stole på dødsårsagsstatistikken og patientsikkerheden lider, mener ledende overlæge Søren Høyer, Patologisk Institut, Aarhus Universitetshospital.

Selv kan han glæde sig over, at faldet - i hvert fald på hans institut - er standset. Men desværre er det sket på et alt for lavt niveau, mener han. Og følgerne er alvorlige:

"Talrige internationale studier viser, at obduktionen ændrer dødsårsagen markant hos et meget stort antal", siger Søren Høyer.

"Resultatet af, at der obduceres så få, er derfor, at man ikke længere kan stole på dødsårsdagsregisteret. Og dertil kommer, at man potentielt kan forholde kommende patienter en behandling, fordi man stiller en forkert diagnose", siger han.

Når nye lægemidler tages i brug, er det først ved obduktionerne, at man med sikkerhed kan sige, hvad den nye behandling gør ved patienterne. Som eksempel nævner Søren Høyer, at leukæmiramte børn døde i hobetal, da man i sin tid begyndte at behandle med cytostatika.

"Men de døde ikke af sygdommen. De døde af virkninger, forårsaget af behandlingen. Obduktionerne betød, at man kunne justere behandlingen - og i dag er det kun få børn, der dør af den sygdom", siger Søren Høyer.

Kan ikke erstattes af CT-scanning

Fungerende sundhedsminister Pia Olsen Dyhr (SF) henviser i sit svar til, at der ifølge Sundhedsstyrelsen ikke er samme behov som tidligere for at obducere:

"Sundhedsstyrelsen har ikke en umiddelbar forklaring på faldet i antallet af lægevidenskabelige obduktioner", siger Pia Olesen Dyhr, som med henvisning til Sundhedsstyrelsen tilføjer:

"Der er kommet væsentlig bedre diagnostiske muligheder, hvilket kan reducere behovet for de lægevidenskabelige obduktioner på hospitaler, da den nødvendige viden i dag kan opnås på mangfe andre måder".

"Vi har efterhånden fået bedre billeddiagnostik, og det mener Sundhedsstyrelsen muligvis, kan erstatte obduktioner. Men det er vi som patologer helt uenige i", lyder det fra Søren Høyer.

"Det er rigtigt, at f.eks. CT-scanning resulterer i mange diagnoser. Men de stiller også forkerte diagnoser", siger han.

Lovgivning satte bremsen i

Ifølge ministeren har Sundhedsstyrelsen ikke noget umiddelbart bud på, hvad faldet i obduktioner kan skyldes.

Men det har Søren Høyer, som peger på ændringerne i ligsynsloven tilbage i 1991. Han er derfor ikke enig, når ministeren i sit svar siger, at "reglerne i sundhedsloven muliggør obduktioner i det nødvendige omfang".

Ifølge Søren Høyer forholder det sig modsat:

Det store fald begyndte allerede i kølvandet på en ændring af ligsynsloven i 1991, som betød, at man nu skulle indhente samtykke fra afdødes pårørende, inden man må obducere.

"Da man lovgav om samtykke til transplantation blev det bestemt, at man samtidig skulle indhente samtykke til obduktion. Indtil da kunne man lave obduktionen, hvis de pårørende ikke lod høre fra sig. Det kunne man ikke længere", siger han.

"Mange dødsfald sker om natten, hvor reservelægen ikke som det første vil spørge de pårørende, om man må obducere den afdøde. Det er en meget ubehagelig situation, men det er der, spørgsmålet skal stilles. For når de pårørende har forladt sygehuset, ser man dem sjældent på afdelingen igen. Det er en væsentlig årsag", siger Søren Høyer.

Da Søren Høyers arbejdsplads toppede i 1980'erne (under navnet Århus Kommunehospital), obducerede patologerne omkring 1200 hvert år. I dag er det ca. 250 - lidt over en femtedel.

Spørg hver gang

På Svendborg Sygehus er det imod alle odds lykkedes at holde en relativt høj obduktionsfrekvens, selv om ledende overlæge på Afdeling for klinisk patologi, Michael Hardt-Madsen, mener, at tallet gerne måtte være meget højere.

"Sidste år havde vi en obduktionsfrekvens på 21 procent - i alt 125 obduktioner", siger Michael Hardt-Madsen, som dog kan huske, at tallet for snart mange år siden var oppe omkring 600 årlige obduktioner.

Ifølge Michael Hardt-Madsen skyldes de bedre tal i Svendborg, at man her har to erfarne patologiske overlæger, som hver har tusinder af obduktioner bag sig og derfor ikke behøver bruge masser af tid på det, mens man mange andre steder sætter mindre erfarne læger til at obducere, hvilket kræver flere resurser i form af supervision og kontrol.

Men nok så vigtigt, har lægerne i Svendborg ikke muligheden for at undvige det ubehagelige spørgsmål:

"Hos os skal lægerne huske at spørge de pårørende, om de må obducere. Det er slet ikke et valg. Og det er vores erfaring, at de pårørende giver samtykke i omtrent en tredjedel af alle tilfælde", siger Michael Hardt-Madsen.

Han er ikke enig i, at det lave antal obduktioner - som mange mener - kun skyldes mangel på resurser i form af patologer.

"Hvis det er i kulturen, at der skal obduceres, og man har indarbejdet det som rutine, behøver det ikke være særligt tidrøvende. I Svendborg bruger vi ikke mere end et par timer om ugen på at obducere".