Kunst og medicin

NEW MEXICO, USA

Der var ofte lidt for meget gang i den i modtagelsen på universitetshospitalets skadestue i Albuquerque i den amerikanske delstat New Mexico. Især fredag aften, når nogle havde været for voldsomme ude i byen, og andre derhjemme.

Men så hyrede hospitalet en harpenist, og det hjalp. Harpemusikken beroliger patienterne.

De er mindre vrede, og der er færre klager over ventetiden. Og mens harpenisten sidder blandt de mange ventende og spiller alt fra Beatles til Bach, uddeler en kunstner tegnematerialer til børn, besøgende og rastløse patienter, der måske venter i timer på at blive tilset.

Også på intensivafdelingen er der levende harpemusik en aften om ugen. Denne tirsdag aften sidder Dave Hooper på gangen mellem to patientstuer og spiller keltisk inspirerede stemninger og lydfigurer og ikke egentlige melodier. Alle patienter ligger på små enestuer med glasvægge og forhæng ud til gangen, hvor den personlige sygeplejerske ordner papirarbejdet ved et miniskrivebord, mens musikken flyder ned ad gangene og ind bag forhængene.

- Formålet er at lette spændingerne i det miljø - både for personale, patienter og pårørende. Når de første strenge slås an, falder stressniveauet, siger Patrice Repar, der er lektor på instituttet for musik på University of New Mexico.

Patrice Repar er også musiker og komponist, og hun står bag projekt Arts-in-Medicine på University of New Mexico Hospital. Det startede i oktober 1999 og er langsomt blevet udvidet.

Genopdager basisplejen

Sygeplejerske Roslee Orndroff fortæller, at patienterne er synligt mere afslappede, når harpenisten spiller. Hun bliver også selv mere rolig.

- Vi vender tilbage til ting i basisplejen, vi ellers har glemt i den hektiske, mekaniske og højteknologiske pleje. Musikken minder mig om, at mine patienter ikke bare er numre, men hele mennesker. Det er, som om harpen bringer mig spirituelt tilbage til min mors pleje af mig, og så genopdager jeg den holistiske pleje, siger Roslee Orndroff.

Hun fortæller også, at patienterne på intensivafdelingen ofte er bange om aftenen og natten. De ligger vågne og er på vagt, selv om de er trætte. Det betyder flere smerter. De er simpelthen mere sårbare om aftenen, og deres åndelige behov er større. Men musikken hjælper dem. De slapper af, bliver rolige og sover bedre.

- Det er længe siden, nogen har sagt, at det er noget pjat. Og hvis nogen gør, siger jeg, det er deres problem, for jeg har set, at det hjælper, siger intensivsygeplejersken med overbevisning i stemmen.

Vender afstresset tilbage

»Good morning, America, how are you?«, lyder sangen fra det åbne areal på anden sal, der forbinder sengeafdelinger, ambulatorium, operationsstuer og cafeteria. Det er onsdag, og så er der frokostkoncert. I dag er det Phil Mercurio fra hospitalets kvalitetskontrolafdeling, og juristen George Koinis, der ud over Arlo Guthries togsang underholder med sange, der er klassikere ved danske lejrbål.

- Jeg er lidt af en frikadelle, så jeg nyder at optræde også for kollegerne, siger Phil Mercurio, der har skiftet sit sædvanlige arbejdstøj ud med jeans, kasket og mundharpestativ.

Der er livlig trafik gennem rummet af kontorfolk med ringbind, læger med en tallerken mad, familier på besøg og patienter i kørestole. Nogle stopper op et øjeblik, andre smiler bredt, mens de haster forbi. Nogle sidder som til en koncert, andre småpludrer ved små

caféborde. Ved nogle borde sidder voksne mennesker og tegner med farveblyanter. Og i hjørnet ælter en professionel massør stive muskler i skuldre, arme, rygge og hænder. Et muslimsk par kigger overrasket på det hele.

Kontorassistent Juanita Sully har hele formiddagen skrevet patientregninger til forsikringsselskaber. Hun var stiv og spændt, da hun gik til frokost. Men nu er hun lige blevet masseret.

- Jeg får spændinger i skulderen af computeren. Massagen får mig til at spænde af, og massøren giver gode råd til øvelser, vi kan gøre ved skrivebordet. Jeg nyder det og planlægger min frokost efter koncerterne. Det giver energi og kvikker op før eftermiddagens arbejde. Det er også dejligt at sidde og tegne og farvelægge. Det tømmer tankerne, så vi vender afstressede tilbage til arbejdet, fortæller hun.

Ugens højdepunkt

Dr. Mark Schluter er kirurg og har arbejdet på hospitalet i 14 år. Han står og lytter til musikken.

- Jeg spiller selv bas i et amatørband og har også spillet her. Det er spændende at være i en ny rolle på sin arbejdsplads, og det ændrer min dag, når jeg får lov til at optræde. Det er sjovt at skifte gear og gøre noget helt andet. Og ligesom det er forfærdeligt at lave en fejl, når man opererer, så er det ikke sjovt at spille en falsk tone her. Da projektet startede, blev jeg nysgerrig. Det gav mulighed for at være sammen med kollegerne på en anden måde, og vores sangerinde fra femte sal har fået sin egen fanklub. Alle kan jo ikke komme og høre på samtidig, men vi prøver at få både personale og patienter herind. Begge grupper har godt af at slappe af og grine lidt. Det giver ny energi, siger Mark Schluter, inden han haster videre.

- I love it! kommer det bestemt fra Margaret Afton-Poole. Hun er indlagt på fjerde måned og sidder i en kørestol.

- Det er ugens højdepunkt. Jeg bliver i godt humør og har færre smerter, når der er musik omkring mig. Patrice Repar har været forbi min seng et par gange, lige før jeg skulle sove. Så synger hun for mig - eller vi synger sammen. Hun har for det meste en fløjte, harpe eller guitar med. Hun spiller ofte Beatles eller Elvis - og altid noget afslappende. Jeg sover så godt bagefter, siger Margaret Afton-Poole.

Patrice Repar kalder det Nite Lite, når hun en aften og nat om ugen er på tomandshånd med patienter, der ofte er døende. Hun holder i hånd, snakker, lytter, synger og spiller musik, enten for dem eller sammen med dem.

I kemorummet på kræftafdelingen står otte læderlænestole side om side. Her sidder den unge musikstuderende Julia Peterman og spiller klassisk guitar. Patienterne ser meget afslappede ud, og afdelingens informationsmedarbejder siger, at humøret stiger mærkbart, når der er musik.

Blodsukkeret falder

I personalestuen på kardiologisk afdeling ligger en sygeplejerske halvt foroverbøjet i en massagestol, mens massøren ælter hendes skuldre. Den ledende sygeplejerske, Dawn Looyen, har diabetes. Når hun måler sit blodsukker lige efter massagen, er det faldet. Der skal to skud insulin til at få det til at falde lige så meget, fortæller hun.

- Vi har meget travlt på afdelingen, så jeg render ofte rundt med skuldrene helt oppe om ørerne. Og når jeg er rigtig stresset, bliver jeg ubehagelig, bekymret og endnu mere anspændt. Det gik for alvor op for mig, da vi en dag blev sat til at tegne, hvordan vi havde det. Jeg syntes, det lød som pjat, og jeg vidste da ikke, hvor stresset jeg var, og slet ikke, hvordan stress så ud. Men da jeg så min tegning, kunne jeg se det. Det handler om at udtrykke sine følelser, så finder man ud af, hvordan man har det, siger Dawn Looyen, inden hun iler videre ned ad gangen.

En af hendes mandlige kolleger, som kun vil kaldes Gre g, sidder og tegner. Han har lige lavet en collage af ord klippet fra ugeblade og magasiner.

- Man tømmer simpelthen sit hoved. Jeg slapper af og får klaret mine tanker. Det var meget afslørende, da jeg første gang lavede en ordcollage. Det viste sig, at jeg havde valgt ord, der alle beskrev mig selv - men på en anden måde, end jeg plejede. Jeg havde altid beskrevet og opfattet mig selv som en slank mand. Ordcollagen sagde, jeg var overvægtig. Så kunne jeg godt se det. Jeg havde den liggende i skuffen i seks måneder og så på den jævnligt. Det gav mig noget at tænke over. Jeg tror, ordene kommer i en blanding af bevidst og ubevidst, og bagefter danner de pludselig et mønster, man ikke er klar over, siger Greg.

Lettere at få personale

- Det har gjort os til et bedre hospital.

Så kontant er Amy Boule fra hospitalsledelsen, når talen falder på Arts-in-Medicine. Hun er administrator og næstkommanderende på University of New Mexico Hospital, og det er hende, der har bevilget penge til projektet.

- Udskiftningen i personalet er gået ned, siden programmet startede. Vi har også fået lettere ved at skaffe sygeplejersker og øvrigt personale, som det ellers kan være svært at få. Og så koster hele projektet kun, hvad der svarer til én velbetalt sygeplejerske om året. Det tjener vi ind igen på den mindre personaleomsætning, siger Amy Boule.

Hun kan også se effekten på patienterne.

- Pulsen falder, når musikken spiller, og der er mindre angst og stress. Men det overrasker mig ikke så meget, for vi ved for eksempel fra babyer, at ting, der er varme, bøde og mindre traumatiske, får blodtrykket ned, fastslår Amy Boule.

Smilende personale

Til gengæld overraskede det hende, at hun var chef for så mange musikere. Frokostkoncerterne har vist, at rigtig mange af hospitalets læger er udøvende musikere i fritiden eller spillede i bands som unge. Og selv spiller hun gulvbas i et amerikansk-svensk folkband, der også har givet frokostkoncert. Hun mener dog, det er meget naturligt, fordi der en sammenhæng mellem matematikkens og musikkens sprog - de er begge meget organiserede og strukturerede.

Derfor var hun også hurtigt med på ideen, da Patrice Repar mødte op med sit projekt. Hun beskriver desuden Patrice Repar som et menneske, der er så passioneret og vedholdende, at det er umuligt at sige nej. Men kommer hun aldrig i tvivl om, hvorvidt pengene er givet godt ud?

- Når personalet kommer smilende tilbage fra frokostpausen, så ved jeg, det er det værd, konstaterer Amy Boule.