Skip to main content

Kunst på Aarhus Universitetssygehus, Skejby

Rasmus Nejst Jensen, e-mail: nejst1@yahoo.dk

21. okt. 2013
3 min.

Kunst  Det er efterhånden bredt anerkendt, at behagelige omgivelser og god kunst på et sygehus har stor betydning for trivslen hos både patienter og personale. Når der i de kommende år skal opføres en række nye supersygehuse i Danmark, må man derfor håbe, at kunsten bliver prioriteret højt, og hvis man mangler inspiration, kan man passende tage et smut forbi Aarhus. Her har man gennem de sidste 25 år haft en aktiv kunstpolitik for byens sygehuse, og på Skejby er den gode kunst sat i ramme af en jordnær, inkluderende arkitektur. De lave toetagers bygninger er opført i varme, røde mursten, og afdelingerne er adskilt af gårdhaver, som skaber lys og luft.

Her skal blot nævnes to eksempler på den gode kunst, som ikke blot er placeret, men også integreret i omgivelserne på Skejby: På en græsplæne ved børneafdelingen står en flok får umærkeligt og græsser. Fårene er i keramik og i naturlig størrelse, og de glaserede overflader inviterer til, at man klapper, aer eller sætter sig på dem. Fårene er skabt af Maren Kanzler og er et godt eksempel på, at vellykket kunst kan være ukompliceret og i øjenhøjde, også for børn.

I en gårdhave ved blodbanken står skulpturen Monolit, skabt af Steen Bach Christensen. Skulpturen er en tung stenblok, som bæres af rækker af tynde stænger. Det virker paradoksalt, at så tung en sten kan løftes af så tynde stænger, og man må lige kigge efter en ekstra gang for at se, om det virkelig kan være rigtigt. Jo, den er god nok, og en fortolkning af skulpturen kunne være, at hvis man løfter i flok, kan man klare det umulige, og det er jo ofte den situation, man står over for på et hospital.

På matriklen ved Skejby er man i fuld gang med opførelsen af Det Nye Universitetshospital (DNU), som skal huse alle de eksisterende sygehuse i Aarhus, og som skal stå færdigt i 2019. Der er tale om danmarkshistoriens største hospitalsbyggeri, og det skal bygges sammen med det eksisterende sygehus i Skejby. Man har afsat 25 mio. kroner til kunst svarende til 0,7% af byggesummen, og der foreligger en klar kunststrategi, som skal sikre, at kunsten integreres som en del af hospitalet i både bygninger og landskab. Sygehuset bliver på størrelse med en mindre provinsby, og ved at tænke kunsten ind i arkitekturen får den en tillægsfunktion som markør af, hvor i sygehuset man befinder sig. Kunsten gør det lettere at finde rundt, kort sagt. Det er tanken, at kunsten skal være med til at reducere den stress, man som patient er udsat for, og dermed »fremme helbredelsen og danne identitet i bygningen«. De kunstværker, som bliver tilovers, når man lukker de gamle sygehuse i byen, skal indgå i et kunstbibliotek, hvorfra man som patient kan låne værker til sin stue under indlæggelse. Det lover godt.

Læs mere her:

Carlsbergfondet, årsskrift 2012.

Kunststrategi for DNU i Aarhus, 2010. Statens Kunstfond og Rådgivergruppen DNU.

InTryk, personaleblad, Aarhus Universitetssygehus, Skejby, 2009.

Interessekonflikter: ingen