Kunst på danske hospitaler: Amtssygehuset i Herlev

Under arbejdet med denne artikel, oplevede jeg flere gange, at folk udbrød noget i retning af: »Herlev Sygehus, er det ikke det der lidt uhyggelige grå højhus, som ligger ud til motorvejen?« Fælles for dem alle var, at de udelukkende havde set sygehuset udefra; de havde aldrig været inden for murene.

Og det forklarer hvorfor. Amtssygehuset i Herlev indeholder Danmarks største udsmykning og er et helt unikt eksempel på en fuldstændig integration af kunst i sygehusets indretning og daglige brug. En udsmykning, som har patienterne i fokus, og hvor begreber som optimisme, glæde og folkelighed er nøgleord.

Idealister

Kunstneren bag udsmykningen er Poul Gernes, som var en ener i dansk kunst. En idealist, som gennem sin kunst søgte at gøre Danmark til et bedre sted at være. Poul Gernes mente, at kunsten havde en social opgave at løse. Således udtalte han: »En doktor er til for at reparere en brækket arm ... en snedker er til for at reparere et brækket stoleben, og en kunstner er til for at reparere en knækket moral« (Aktuelt, 15. juli 1962).

Hermed brød Poul Gernes med den eksisterende kunstopfattelse og kommercialisering. Han ville ikke bare producere investeringsobjekter men derimod gøre en forskel for mennesker med sin kunst. Denne filosofi var grundlaget for etableringen af Den Eksperimenterende Kunstskole (Eks-skolen), der med Poul Gernes som drivkraft åbnede i 1961. Skolen stod i opposition til det traditionelle kunstakademi på Kongens Nytorv. Her skulle ikke produceres kunst for kunstnernes egen skyld men for samfundets. Ud over Poul Gernes talte skolens medlemmer prominente navne som Per Kirkeby og Bjørn Nørgaard.

Roser er røde

Det var denne idealistiske kunstopfattelse, som Gernes fik lov at udfolde i udsmykningen af Amtssygehuset i Herlev. Det første, som møder den besøgende på sygehuset, er udsmykningen i forhallen. Her har væggene direkte påførte malerier i stærke, rene farver. Motiverne er mønstre og symboler, som er lette at genkende, for eksempel et skakbræt, et kompas, et tal, flag, cirkler og skydeskiver.

Sågar et lille folkekært poesivers er der blevet plads til: »Roser er røde/violer er blå/jordbær er søde/og du er ligeså«. Denne form for kunst kan alle forstå, og den var ved indvielsen i 1977 et nærmest provokerende svar på den tidligere opfattelse af kunsten som noget svært tilgængeligt, som er forbeholdt eliten.

Poul Gernes afskyede de hvide miljøer på tidens andre sygehuse. Han mente, at regnbuens spektralfarver gennem synssansen har en direkte positiv indvirkning på vores følelser og dermed en betydning for vores velbefindende. Modsat sammenlignede han det farveløses virkning på sindet med »et fjerdedags gråvejr«.

Et koloristisk kompas

Fra forhallen peger farverne ud i det øvrige hospital. I det høje sengetårn, som på hver etage rummer 48 sengepladser, malede Poul Gernes ikke bare væggene men stod også for farvesætningen af armaturer, tæpper, møbelbetræk og gardiner. Farveholdningen skulle frem for alt underholde patienterne, få dem til at glemme deres bekymringer.

Farvevalget virker som et koloristisk kompas. De kølige farver blå og grøn er dominerende i de sengestuer, som vender mod nord. De varme farver orange og rød præger de sydvendte sengestuer. Mod øst dominerer de gule nuancer og mod vest de bløde farvetoner af fersken og abrikos. Det var Gernes' filosofi, at en farve altid skulle fremstå så ren og stærk som muligt. Derfor er farverne valgt således, at de følger dagslysets styrke horisonten rundt. Dog er væggen bag sengens hovedgærde altid hvidmalet for at undgå farveprojektioner, når lægen skal vurdere patienten. En farvet lysrefleksion giver ikke et objektivt grundlag for at vurdere patientens almentilstand.

Ved på denne måde at lade farverne brede sig til alt inventar bryder udsmykningen med konventionen om, at et maleri er begrænset af en ramme. I stedet flyder maleriet ud over alle flader og bliver derved en totaldekoration i form af et farvemiljø, og den begrænsende ramme er således hele sygehusets silhuet.

Maling i medicinskabet

Før bygherrerne gav grønt lys til udsmykningen i Herlev, krævede de dokumentation for, at farverne ikke førte til en ringere hygiejnestandard. Desuden ønskede de at vide, hvordan de stærke farver påvirkede personalet mentalt. For at få svar på disse spørgsmål lavede man et prøvemodul i størrelsesforholdet 1:1. Prøvemodulet blev opført på Amtssygehuset i Gentofte og svarede til en etage på Amtssygehuset i Herlev.

Eksperimentet foregik nu ved, at forskellige afdelinger på skift flyttede ind i prøvemodulet. Over perioder a tre måneders varighed observerede man reaktioner hos patienter og personale. Side-løbende hermed fulgte man hygiejneniveauet på afdelingen.

Resultatet blev, at afdelingen fuldt ud levede op til de gængse hygiejnekrav. I forhold til det psykiske arbejdsmiljø konkluderede man, at farvesætningen som helhed havde en positiv indvirkning på omgivelserne. I en evaluering lød det blandt andet: »Farverne blev opfattet som et psykosomatisk aktiv, et opkvikkende middel, som kunne indtages uden piller og injektioner«. Man skulle blot bruge sanserne, og se sig omkring. Resultatet overraskede ikke Poul Gernes. Han mente, at man med rette kunne opbevare primærfarverne i et medicinskab, for de har både forebyggende og helbredende virkning.

Hvis det stod til Poul Gernes, havde Amtssygehuset i Herlev også fået farver på ydersiden, men her sagde arkitekterne stop. Facaden skulle være neutral. Lidt ærgerligt, for hvis han havde fået lov, er jeg sikker på, at ingen ville opfatte Amtssygehuset i Herlev som »det lidt uhyggelige grå højhus, som ligger ud til motorvejen«.