Skip to main content

Kunsten at krydse grænsen mellem det private og det professionelle

En ældre patient ringer i klokken og beder om at komme på toilettet. ”Jeg har kaffepause. Du må vente til bagefter,” lyder svaret. Den kultur vil Beth Lilja af med, hun er stensikker på, at der rundt om i sundhedsvæsenet findes lommer, som ikke har fundet ud af at sundhedsvæsenet er til for patienten og ikke omvendt. Hendes mor er en af dem, der har fået en nedværdigende behandling. Den fortælling har Beth Lilja taget med over i sit arbejde som direktør i Dansk Selskab for Patientsikkerhed

Foto: Claus Boesen.
Foto: Claus Boesen.

Anne Steenberger, as@dadl.dk

27. mar. 2014
7 min.

På et tidspunkt var der en, der skrev i moderens sygeplejejournal, at datteren ikke forstod at differentiere mellem rollen som læge og rollen som pårørende.

Datteren hedder Beth Lilja.

”Men hvorfor skulle jeg det? Jeg er da både læge og pårørende,” siger hun.

Så enkelt er det for Beth Lilja, overlæge og direktør i Selskabet for Patientsikkerhed. Hun fortæller på Facebook, på møder, og hvor hun ellers har fundet relevant, om sin mors problematiske indlæggelsesforløb.

”Jamen sådan nogle oplevelser må man da dele! Det må italesættes. Hvis ikke vi gør det, får vi ikke gjort noget ved det,” siger hun.

Det er private oplevelser – hvorfor har du valgt at tage dem med ind i dit professionelle arbejde?

”Jeg har de sidste par år haft sundhedsvæsenet inde på livet. Min far var indlagt og døde for et par år siden, min mand har været syg og indlagt og nu er min mor i gang med forskellige aktive forløb. De personlige oplevelser har sat et rigtig godt perspektiv på det arbejde, jeg gør til hverdag. ”

”Det er særligt forløbet med min mor, som både er meget aktuelt, men som også har sat nogle problemstillinger i sundhedsvæsenet på spidsen. Jeg har talt med andre, der som pårørende har haft tilsvarende oplevelser.”

Hun tilføjer:

”Man kan så sige, at det er nogle enkeltstående oplevelser – det, en læge ville kalde en kasuistisk meddelelse, eller man kan vælge at se den enorme mængde af tilsvarende oplevelser som en driver for forandring af sundhedsvæsenet. Mit håb er det sidste.”

Du har som privatperson haft nogle oplevelser, der sætter dit professionelle virke i relief. Så er det vel afgørende, at de er generaliserbare –er de det?

”Ja, det er jeg ikke i tvivl om. Da jeg var rigtig chokeret og delte oplevelserne med kolleger, viste det sig, at flere havde lignende oplevelser. Jeg er ikke i tvivl om, at de finder sted, men langt fra alle steder.”

Beth Liljas analyse af oplevelserne har ført hende til to konklusioner:

”Mine erfaringer kan pindes ned til to forhold, der siger noget om sundhedsvæsenet. Det ene er, at for patienter, der fejler to – tre ting, er systemet stort set brudt sammen. Det kan ikke håndtere det. Og det er jo en skrækkelig tanke, når man tænker på, at der bliver flere og flere kroniske patienter, der fejler mere end én ting.

Det andet er, at ældre, svage mennesker nogle steder udsættes for en nedværdigende behandling.”

Halvtidsjob at være pårørende

”Hvis der er en ting, der ikke fungerer i sundhedsvæsenet er det koordinationen mellem afdelinger, sygehuse og sektorer,” konstaterer Beth Lilja.

”Min mor fejler tre ting. Hun har noget med hjertet og hun har et problem med hypofysen og som konsekvens af det, noget med mave-tarmsystemet. Behandlingen af det med hjertet er fordelt på to afdelinger, det samme er det med maven, mens hun kommer på tre forskellige afdelinger for det med hypofysen. Tingene er ikke koordineret. For eksempel har hun inden for de næste to uger har en aftale på to forskellige hjerteafdelinger, de ligger på to forskellige dage og så skal hun en anden dag have taget blodprøver og så skal hun til noget på en af de andre afdelinger også. ”

”Man taler tit om at den praktiserende læge skal være tovholder. Men ikke engang jeg, der er godt inde i min mors forskellige forløb og ved, hvordan hun har det, er i stand til at koordinere det. At overlade det til den praktiserende læge at skulle ringe op til de forskellige ambulatorier i deres telefontid og koordinere det, ville vist være at sætte barren rigtig rigtig højt.”

”Jeg prøver nogle gange at få lagt lidt af det sammen, men min erfaring er, at det tager rigtig meget tid. Et par timer et par formiddage i træk og så kan det godt være, at det alligevel ikke lykkes, for det vil kræve, at en læge tager stilling og det at få fat i en læge på telefonen kan godt være vanskeligt.”

En af Beth Liljas pointer er, at sådanne forløb tit rammer i forvejen svage mennesker, som går dårligt, sidder dårligt, skal vente, bliver forvirrede, ikke kan huske hvad der bliver sagt etc.

”Derfor er man pinedød nødt til at finde en anden måde at gøre det på.”

Patienter fratages værdigheden

Den anden konklusion er værre, siger Beth Lilje. Det er den med at sundhedsvæsenet nogle steder behandler patienter nedværdigende.

”Det med at patienter fratages værdigheden er faktisk det værste, det er det mest smertefulde, at man kan blive behandlet på den måde.”

Også her er det morens oplevelser, Beth Lilja refererer til. Hvordan moren lå på en tre-sengs-stue med to andre patienter, der begge var smittet med en diaresygdom. Moren, der ikke var smittet, men var indlagt med mave-tarmproblemer, blev isoleret med de to andre patienter. Der hørte ikke noget toilet til stuen. De tre patienter måtte dele en toiletstol, der stod i midten af stuen, uden mulighed for at skærme for syn eller lyd eller lugt.

”Det var fuldkommen grænseoverskridende, at der ikke var et toilet. Det byder man gamle svækkede mennesker, som faktisk forsøger at bevare deres værdighed, fx ved at have egne rene underbukser med på hospitalet! Jeg kan slet ikke forstå sådan noget kan ske. Jeg prøvede selvfølgelig at gøre noget ved det. Men kunne ikke. Jeg følte afmagt. Næste dag blev min mor heldigvis flyttet til en anden afdeling.”

Det var i den forbindelse, at der blev skrevet i sygeplejejournalen, at Beth Lilja ikke kunne differentiere mellem at være læge og pårørende.

”Jeg kan sagtens skelne mellem mig som læge og som pårørende. Men hvorfor i alverden skulle jeg gøre det? Som læge har man gode forudsætninger for at beskytte sine nærmeste mod medicineringsfejl, men man kan ikke gøre noget ved den der ydmygelse.”

Hun tilføjer:

”Egentlig synes jeg, at jeg møder meget imødekommenhed og også god medicinsk behandling. Og jeg vil også sige, at hvis man klipper forløbene op i enkeltepisoder, så er det godt nok. Det er, når man ser samlet på det, at det nogle gange går galt. Altså, enkeltepisoderne om ydmygelse er selvfølgelig ikke gode – men den lægefaglige behandling var.”

Hvordan tror du, det kan ske, at patienter behandles uværdigt?

”Jeg tror, der findes nogle øer rundt om, hvor der er en kultur, hvor den slags nedværdigende behandling kan finde sted. Det er ikke noget, man kan henføre til en enkelt faggruppe. Jeg tror, at der nogle steder er en stiltiende accept af det og man orker ikke at tage kampene. ”

” Min mor oplevede også, at en medpatient, der skulle på toilettet om natten, fik at vide, at hun måtte vente til efter kaffepausen. Min mor talte om, at hun var blevet løsladt efter det ophold. Det, jeg tænker, er, at her er der et stort problem. Så kan vi nok så meget her i Dansk Selskab for Patientsikkerhed holde skåltaler om, hvordan patienten skal sættes i centrum og spørge ind til behandlinger osv.. Men hvis man ikke hjælper folk på toilettet, når de har behov for det og ikke respekterer deres værdighed, så er det et helt andet sted, vi skal starte.”

Ret beset ved Beth Lilja ikke, hvor udbredt en dårlig kultur som denne er:

”Jeg har spurgt forskellige gamle kolleger, som i dag er ledere på afdelinger: Hvordan ved I at sådan noget ikke foregår? Men de fleste bliver mig svar skyldig. Nogle gange kan man godt have på fornemmelsen at sådan noget foregår, fordi de pårørende siger noget. Men i virkeligheden ved de det ikke. Man kan godt have et hospital med høj professionel faglighed og med respektfuld og værdig behandling, men så kan der alligevel være nogle subkulturer rundt omkring, hvor tingene får lov at eskalere.”

Hvad er dit råd som direktør for patientsikkerhedsselskabet?

” Man skal differentiere meget mere. Det hospital, hvor min mor var indlagt, er sådan et, der har rigtig mange gode initiativer om patientinddragelse. Det forslår som en skrædder i helvede et sted, hvor der er sådan er kultur!”