Anmeldelse
Kunstudstilling Sproghospitalet på Sorø Kunstmuseum
Morten Søndergaard: Sutura
2. jan. 2020
3 min.
Faktaboks
Fakta
Sprog er vigtigt i klinikken, både i undersøgelsen af patienterne og i deres symptomer, der jo altid er indlejret i et levet liv i alt dets kompleksitet. Det kræver både en evne til at kommunikere klart og i øjenhøjde og en evne til at lytte til det andet menneske, der som patient har opsøgt hjælp til et sundhedsmæssigt problem. Det er udstillingen Sproghospitalet på Sorø Kunstmuseum på mange måder en undersøgelse af. Den præsenterer kunstobjekter og tekster, der på mange forskellige måder tematiserer fremstillingen af sygdom i klinikken og i kunsten. Selve udstillingen udspiller sig i krydsfeltet sygdom, sprog og kunst og er derfor interessant for læger, fordi den bl.a. handler om det sprog vi har – eller måske ikke har – om sygdom i klinikken, i samfundet og i kunsten, og dermed handler den også i høj grad om, hvordan sproget i sig selv kan være både sygt og medvirke til helbredelse.
Morten Søndergaard: Tiden læger alle sår
Udstillingen mimer et hospital centreret om en lang hospitalslignende gang med »venteværelse«, »depot«, »fødestue«, »operationsstue«, »intensivafdeling«, »opvågning« og »udskrivelse«. Andre steder på hospitalet finder vi »andagtsrummet« og »metaforkirkegaarden«, hvor der på sidstnævnte er marmorgravsten med trøstende talemåder, som er blevet slappe og har mistet deres kraft og her stedes til hvile. I rummene er der udstillet værker af en række forskellige kunstnere, enten helt nyproducerede til udstillingen eller lånt fra museer, private eller Sorø Museums egen fine samling, der er fint kurateret ind i en fin helhed med kliniske medicinhistoriske genstande.
Et særligt fint greb i udstillingen er et fokus på suturens betydning som både lægeligt, grafisk og håndværksmæssigt fænomen. I et rum er der en kraniesuturlignende tegning, der over den ene væg løber hen over et faktisk kranie, hvor en virkelig sutur ses. Den er en struktur, der både skaber sammenhæng mellem kranieflader og danner en stabil kraniekasse til beskyttelse af hjernen. På den modsatte væg er der printet et langt EEG, hvor Søndergaard har skrevet poetiske sætninger henover. Både suturen og EEG’et kan ses som smukke grafiske strukturer, der hver på deres måde vidner om objektive aftryk, der ligesom den håndskrift, de ligner, er unikke for det enkelte menneske. Suturen som figur peger videre mod den kirurgiske sutur, der ses i Morten Scheldes to meter store håndtegning af en kirurgisk situations kaos af hænder og bevægelser, men også på et helt andet plan repræsenteret som broderi på Gudrun Hasles applikation af en kvindekrop, med sætningen »I am not good enough« broderet, mange steder med stavefejl, hvor korsstinget, der traditionelt har været forbundet med hjemlig kvindesyssel, rent faktuelt gennemborer kvindekroppen med tvivl og usikkerhed, men hvor værket i dets broderede insisteren på det ikkeperfekte bliver en selvsikker triumferen.
Som læge kan man gå hjem og tænke over, at de fleste patientklager bunder i patienters oplevelse af dårlig kommunikation, og at det som læge er lige så vigtigt at kommunikere præcist og empatisk som at kunne sætte en præcis sutur.