Skip to main content

Kvalitetsdirektør: Jeg er bestemt ikke overrasket

Lars Igum Rasmussen, lar@dadl.dk

9. dec. 2011
3 min.



Jesper Gad Christensen, direktør i Institut for Kvalitet og Akkreditering i Sundhedsvæsenet [IKAS], som står bag Den Danske Kvalitetsmodel: Hvad er din umiddelbare reaktion på Cochraneundersøgelsen?

»Jeg er bestemt ikke overrasket. Dels er der så meget commonsense i akkreditering - der jo reelt kun handler om en systematisering af en række særskilte regler, procedurer mv., der hver især i meget høj grad er enten lovkrav eller i øvrigt evidensbaserede - dels er det fysisk umuligt at lave en undersøgelse, der vil leve op til Cochranes videnskabelige krav, idet akkreditering jo ikke er en enkelt intervention, men derimod en systematisering af en lang række interventioner af vidt forskellig karakter. I øvrigt vil Cochrane nå til samme konklusion, hvis man undersøgte, om ledelse, efteruddannelse og MUS-samtaler er evidensbaseret. Endelig skal man huske, at det jo ikke er IKAS, der har prakket nogen akkreditering på under påskud af, at det er evidensbaseret. Den Danske Kvalitetsmodel [DDKM] er en fælles beslutning truffet af alle relevante aktører i sundhedsvæsenet«.

Hvad siger du til, at en så bred litteratursøgning kun finder to - ikke særlig imponerende - studier?

»Der er i øvrigt flere, f.eks. et stort australsk multicenterstudie, men her er der ganske vist ikke tale om et interventionsstudie. Vi engagerer os i IKAS i øvrigt i arbejdet med at undersøge evidensaspektet, men på et bredere grundlag end den klassiske, snævre naturvidenskabelige, som Cochrane anvender«.

Hvorfor indfører vi akkreditering, når der tilsyneladende ikke er evidens for, at det gavner patientbehandlingen?

»Masser af de behandlingstilbud, der leveres i det danske sundhedsvæsen, kan ikke leve op til evidenskravene - men derfor stopper vi dem jo ikke, når blot der er almindelig enighed om, at de virker. Og begrundelsen for at anvende akkreditering er en tro på, at det kan ændre adfærden i sundhedsvæsenet. Dette bekræftes af den sydafrikanske undersøgelse fra Cochranestudiet, og erfaringerne fra Den Danske Kvalitetsmodel siger entydigt det samme. Akkreditering handler om at sætte mål, vurdere målopfyldelsen og gøre noget ved det, hvis målene ikke nåles. I konsekvens af det skal vi naturligvis fokusere meget på, at de standarder, vi anvender, handler om relevante ting og ikke fokuserer på bestemte procedurer, men handler om resultaterne og kvalitetsudvikling. Vi har f.eks. meget fokus på, at anvendelsen af kliniske retningslinjer og opfølgning af kliniske resultater i databaser er et vigtigt fundament for modellen. Dette gælder i version 1, og det bliver endnu tydeligere i version 2«.

I Danmark har vi længe debatteret evidensen bag akkreditering. Den er tilsyneladende beskeden. Mener du, at det bør få konsekvenser for arbejdet med akkreditering herhjemme?

»Det giver ikke mening at ville undersøge evidens i klassisk forstand af en så indgribende og kompleks intervention, som akkreditering er. Det består jo netop af en systematisering af en lang række kvalitetskrav, og det er umuligt at forestille sig, at der kan gennemføres samme metodemæssige krav, som der kan anvendes i forbindelse med en undersøgelse af, om en pille har effekt på en gruppe testpersoner, sammenholdt med en kontrolgruppe. Vi opgiver jo heller ikke ledelse i sundhedsvæsenet, fordi Cochrane ikke kan dokumentere evidens«.

Hvordan forholder du dig til de seneste måneders kritik af akkreditering og sundhedsvæsenets kvalitets- og dokumentationsarbejde?

»Jeg kan konstatere, at kritikken kun i meget ringe grad er gået på DDKM - men tilsyneladende på alt muligt andet, f.eks. it-systemer - og at den i øvrigt har vist sig at basere sig på misforståelser af, hvad der ligger af dokumentationskrav i DDKM«.