Kvalitetsmodel skal have patientbehandling i fokus

Da H:S gennem næsten to år var under akkreditering, følte personalegrupperne sig »noget fremmedgjorte og usikre« over for processen.

»Man oplevede det som et ledelsesinitiativ, man ikke følte sig specielt godt forhåndsorienteret om«, fortæller speciallæge i ortopædkirurgi Frank Weyhe, Frederiksberg Hospital.

Mens akkrediteringen stod på, var han medlem af det centrale Samarbejdsudvalg i H:S. Her var akkrediteringen et emne, der dukkede regelmæssigt op – uden at samarbejdsudvalget i øvrigt var taget med på råd.

»Ledelsen var foran, og man koncentrerede sig ikke om at få ‚bivognene‘ med«, siger Frank Weyhe i dag.

Fri os for instrukser

Frank Weyhe understreger, at han ikke er principielt modstander af akkreditering eller udvikling af en kvalitetsmodel. Og H:S-akkrediteringen rummer også en række værdifulde erfaringer, der kan bygges videre på.

»Og tager man de elementer med, som manglede – og det var først og fremmest de lægefaglige standarder – er forudsætningerne derfor, at det kan blive glimrende«.

H:S-personalets følelse af fremmedgjorthed skyldtes delvist den træghed, som altid findes i store organisationer, når nyt skal introduceres: Man står midt i en travl hverdag, ressourcerne er knappe, og nu skal man så påtage sig yderligere opgaver. Alle har i forvejen rigeligt at se til og faste rutiner. I øvrigt koster det en hulens bunke penge, og hvor mon de så skal tages fra? Og er det pengene værd?

Om det konkrete projekt så var pengene værd, har Frank Weyhe ikke analyseret. Men han er skeptisk.

»Betydningen for min egen hverdag har ikke været afgørende positiv. Jeg oplever ikke, at akkrediteringen har den helt store relevans for det, som læger beskæftiger sig med. Det er altovervejende inden for sygeplejegruppen, at tingene er slået igennem«, siger Frank Weyhe.

»Den væsentligste ændring i dagligdagen er det øgede dokumentationskrav for ting, man også gjorde tidligere, men uden de samme dokumentationskrav, og så det øgede antal instrukser, som ikke altid er lige hensigtsmæssige. Mange læger har en fornemmelse af, at det dokumentationsarbejde, som optager sygeplejerskerne, forsinker deres arbejde og at det ikke står i forhold til det opnåede resultat«.

For Frank Weyhe personligt er behandlingsinstrukser »noget, Fanden har skabt«:

»Jeg kan acceptere ‚forslag til behandling‘, men fri mig for instrukser. Hvor længe skal man gipsbehandle et håndledsnært underarmsbrud? To uger? Tre, fire eller seks uger? Instruksen siger måske fire uger. Men min afgørelse bygger på min teoretiske viden, på 27 års lægelig erfaring, og derefter på min individuelle vurdering af patientens alder, knoglekvalitet. aktivitetsniveau, beskæftigelse, anvendelsesbehov, almene sundhedstilstand, risiko for brudskred og meget mere.

Nogle gange er to uger det bedste. Andre gange er seks uger optimalt. Lad mig slippe for instrukser. Giv mig lærebøger, opslagsværker, undervisning og viden i stedet«.

Fokuser på egentlig behandling

Kan patienterne mærke, at jeres ortopædkirurgiske afdeling er blevet akkrediteret? Har det sat sig spor i patientforløbet?

»Det har sat sig spor i plejedelen. Og selvfølgelig også i den lægelige behandling. Men først og fremmest er der nok kommet mere styr på nogle sygeplejemæssige procedurer og nogle forløbsprocedurer. Der er strammet op om nogle ting, som man er blevet mere opmærksom på. Det er der ikke tvivl om. Der er absolut gode ting i det«.

Hvor mener du, akkrediteringen haltede? Hvad kunne være gjort anderledes og bedre?

»Man skulle i højere grad have taget udgangspunkt i kvaliteten af den lægelige behandling. Det er kerneydelsen«, siger Frank Weyhe.

Når begejstringen for akkrediteringen i H:S især blandt lægerne har været til at overskue, skyldes det ifølge Frank Weyhe især, at den hverken inddrog den sundhedsfaglige standard, uddannelse eller forskning.

»Det, man især kan bruge H:S-akkrediteringen til, er til at lave en evaluering af, hvad der var godt og skidt, og undgå at lave de samme fejl i den danske model, og så udvide den med fokus på forskning og uddannelse, og på kvaliteten af den egentlige patientbehandling. Så er der muligheder for, at det kan blive aldeles fremragende«.