Kvalitetssikring af ambulante ydelser på sygehusene og af ydelserne i speciallægepraksis

Kvalitetskontrol bruges især i en industriel produktion; inden for sundhedssektoren har begrebet en negativ klang, i hvert fald blandt arbejdstagere!

Kvalitetssikring er at måle indsatsen op mod en vedtagen standard; det er bl.a. FAPS' ønske, fordi det giver os mulighed for dokumentation.

Kvalitetsudvikling er det vigtigste begreb, fordi det dels er den enkeltes motivation, nemlig ønsket om at erkende sine fejl og herefter at gøre det bedre næste gang, og dels er den drivende kraft for, at den enkelte stedse søger at optimere sin indsats.

Kvalitetssikringen i speciallægepraksis og ambulatoriet

Kvalitetssikring, dvs. dokumentation af kvalitet, er vigtig for den praktiserende speciallæge, fordi den ventede omstrukturering af sundhedssektoren vil kræve et betydeligt mere integreret samarbejde om patienterne i den sekundære sektor, end vi har i dag. Når denne ændring sker, skal FAPS' medlemmer være så forberedt som muligt til at matche hospitalerne. Spørgsmålet er så, om medlemmerne er motiverede eller har indset nødvendigheden af kvalitetssikring.

Den negative version lyder: der er mangel på speciallæger, og der er lange ventetider; da kvalitetssikring koster tid og dermed penge, hvorfor så anvende ressourcer på det?

Den positive version lyder: hensynet til patienten (det er trenden), hensynet til speciallægen, (erkende fejl og herefter gøre det lidt bedre), hensynet til henvisende læge (viden), hensynet til sygesikringen (hvad får de for pengene) og ønsket om det sammenhængende sundhedsvæsen, gør det naturligt og nødvendigt at medvirke.

Kvalitetssikringens problem

• Sygehusets og dermed ambulatoriets onde cirkel er, at så mange interessenter forfølger forskellige mål: Lægen, der med sin faglighed ønsker, at yde det ypperste, sygeplejersken der med nye arbejdsområder ønsker at synliggøre disse, administratoren der med sit budget ønsker dem overholdt, og politikeren der med sin prioritering ønsker hurtige resultater.

• Den praktiserende speciallæges skizofreni: idet han på samme tid skal varetage hensynet til patienten (oplevelse), til fagligheden (standard), til budgettet (medicinpriser), til politiske ønsker, og endelig hensynet til sig selv med risikoen for at blive eksponeret.

Hvor står vi?
Ambulatoriet:

Kvalitetssikring i ambulatoriet ligger i faste retningslinjer, der er lagt en plan, flere er akkrediterede, og principperne for den gode medicinske afdeling er ved at blive implementerede. Det Nationale Råd for Kvalitetsudvikling er i gang og har beskrevet og vedtaget en plan.

Speciallægepraksis:

Kvalitetssikring i speciallægepraksis er også en integreret del af dagligdagen: der er kontinuitet i behandlingskontakten, korte ventetider, godt samarbejde med alment praktiserende speciallæger, og der leves op til overenskomstens krav især for moderniserede ydelser. Problemet er, at kvalitetssikringen ikke er synlig og målbar. Det vil FAPS gerne ændre på og har derfor fremlagt en ambitiøs plan for, hvordan det kan ske. Indholdet vil helt leve op til ønskerne i den nationale model og indeholder også en model for akkreditering. Planen har vundet accept i Det Nationale Råd for Kvalitetsudvikling og vil nu blive søgt realiseret parallelt med udviklingen på sygehusene.

Allerede i dag er der flere eksempler på kvalitetssikringsprojekter i speciallægepraksis:

• Otologi: tonsillektomidatabase som led i et ph.d.-projekt

• Gynækologi: conisationsprojekt

• Kirurgi: varice- og brokdatabaser

• Dermatologi: efteruddannelse på særlige ydelser.

• Intern medicin: tilfredshedsundersøgelse vedr. henvisende læge

Deltagerkredsens dagsorden

Med så mange interessenter er det naturligt, at de enkelte har forskellige interesser og ønsker for kvalitetsudvikling. Lægen ønsker at udvikle de faglige indikatorer, patienten ønsker en gennemskuelighed af systemerne, den henvisende læge ønsker både faglige og generiske indikatorer, sygesikringen ønsker generiske, tværsektorielle og økonomiske indikatorer, og politikeren ønsker generiske indikatorer - med andre ord:

Det offentlige ønsker kvalitetskontrol med styring af serviceniveau og økonomi - standen og FAPS og de øvrige faglige organisationer ønsker kvalitetssikring med dokumentation og synlighed, speciallægen både på sygehus og i praksis ønsker kvalitetsudvikling af faglighed og målsætning med perspektiv.

Udestående problemer

• Definere og beskrive hvorledes det tværsektorielle forløb kan optimeres

• Formidle samarbejdet mellem de faglige organisationer og selskaber

• Registrering af utilsigtede hændelser

• Finansiering af modellen og speciallægen

• Manpower til at udvikle og initiere processen.

Den faglige kvalitetsudvikling

• Svarer til ambulatoriets

• Hvad bliver de funktionsbærende enheders funktioner?

• Diagnose database

• Løbende udvikling af relevante indikatorer:

• I samarbejde mellem faglige organisationer og selskaberne

• Audit

• Forløb

• Egne indikatorer

• Akkreditering

• Deklaration