Kvalitetsudviklingens ABC

Så er det tid at være vågen. Sundhedsstyrelsen har udsendt et udkast til Den Danske Kvalitetsmodel for Sundhedsvæsenet. Modellen skal gøre det muligt for patienter, fagfolk og politikere at måle kvaliteten og samtidig sikre, at kvaliteten hele tiden forbedres. Den vil kræve et meget stort arbejde af de videnskabelige selskaber, både i opstillingen af de krav, der bliver grundlaget for vurderingerne, og i gennemførelsen af modellen, hvor der skal foretages en vurdering af alle enheder.

Lægeforeningen hilser modellen velkommen. For første gang åbnes der for en evaluering af de lægefaglige kerneydelser. Modellen lægger i vid udstrækning op til brug af en kontinuerlig selvevaluering, suppleret med en periodevis ekstern evaluering, men ressourcerne skal bruges til processen imellem kontrolbesøgene og ikke til selve kontrollen. Den vægtning er Lægeforeningen enig i. Også den høje grad af integration af allerede igangsatte kvalitetsprojekter er hensigtsmæssig. Derved er det muligt at komme hurtigere i gang og inddrage eksisterende viden og erfaringer.

Modellens A er en lang række standarder, der kan måles på. Disse standarder skal udvælges, så der kan trækkes data fra den række af databaser, der er etableret eller er ved at blive det. Genbrug af data skulle gerne gøre det nemmere at få dækning uden meget store arbejdsindsatser. Standarderne skal give faglige og patientrelaterede oplysninger om kvaliteten. Kvaliteten gælder både patientforløb, sygdomsspecifikke forløb og de organisatoriske forhold, og der er lagt op til udvælgelse af særlige temaer, f.eks. folkesygdomme, genoptræning og patientsikkerhed. Det er fornuftigt at koncentrere sig om områder, der »fylder« meget i sektoren, når ikke alt kan indgå fra starten.

Modellens B er en evaluering af resultaterne. Fra alle sygehusafdelinger, og senere fra speciallægepraksis, almen praksis og andre sundhedsorganisationer, vil der løbende ske indberetninger til Kvalitetsmodellen. Til gengæld sikrer modellen så, at der tilbage til indberetterne flyder oplysninger om deres egne resultater samt en mulighed for at sammenligne med andre. Man vil således kunne se sine egne resultater helt til bunds og andres anonymiseret. På denne måde vil der være mulighed for, at en afdeling vil kunne se, at der er behov for at rette på visse forhold. Dermed er kvalitetsudviklingen igangsat. Samtidig skabes der grundlag for en evaluering af udefrakommende eksperter, som gennem de opsamlede data og en dialog med afdelingen kan give gode råd.

Modellens C er en rapportering af resultaterne. Det vil kunne ske gennem den kommende offentlige sundhedsportal, gennem de enkelte amters internet og gennem offentliggørelse i rapporter o.l. Og det vil kunne ske gennem en akkreditering, der tænkes gennemført hvert tredje år. Et hold af eksperter vil, efter en gennemgang af data, i dialog med de ansvarlige og med mulighed for, at disse kan rette på fejl og mangler, kunne vurdere afdelingen. Dette kan ske i form af en godkendelse, en godkendelse med bemærkninger eller godkendelse med anbefalede forbedringer. Det sidste er nok det samme som at sige: Vi kommer igen om seks måneder, og så skal forholdene være i orden.

Der er en række forudsætninger for modellens succes. I hele sygehusvæsenet skal referenceprogrammer og andre vejledninger omsættes til egentlige retningslinjer på de enkelte afdelinger. Der skal findes en mor eller en far til modellen. Hvem skal stå for driften af denne model, som vil blive garanten for sundhedsvæsenets kvalitet? Skal det være Sundhedsstyrelsen, der kan opnå en sikring af forholdene ved siden af sit tilsyn med sundhedsvæsenets organisation og personale? Eller skal det være en selvejende institution, måske finansieret af dem, der skal kontrolleres? Uanset hvad, ser Lægeforeningen det som vigtigt, at arbejdet går videre, hurtigt.