Skip to main content

Kvinder - overlad ikke Ny Løn til mændene

Ulla Davidsen, FAYL-redaktør

1. nov. 2005
3 min.

Mandlige yngre læger har nemmere ved at få individuelle løntillæg end kvinder, var erfaringen fra tre år med helt individuel løn for svenske yngre læger. Mette Worsøe, FAYL-formand, havde lavet en opgørelse (se boks) over de indberettede tillæg i de første år med mulighed for individuel løn i Danmark og demonstrerede kønsforskellene, som var i tråd med de svenske erfaringer. Hun nævnte dog, at de nyeste tal for danske yngre læger viste en trend i retning af, at kvinder får flere tillæg.

Er det en naturlov, at mænd tjener mest

Hvorfor tjener mænd mere? Mange forklaringer er mulige, men måske er en af de store forklaringer, at kvinder er dårlige til at sælge sig selv. Solveig Schmidt, lektor ved Danmarks Journalisthøjskole, har skrevet en bog om kvinder og lønforhandling baseret på hendes mange år som lønforhandler i Dansk Journalistforbund. Hun fortæller, at der findes en kvindelig og en mandlig forhandlingsfacon. Den kvindelige er ensbetydende med, at man får for lidt med hjem fra forhandlingsbordet, blandt andet fordi det er den mandlige facon, som modparten ved bordet gør brug af. Hun har følgende forklaringer eller faldgruber for kvinder:

  • Kvinder er ikke egentlig indstillet på at forhandle. 'Jamen, enhver kan da se hvad jeg laver'. Kvinder har en hemmelig drøm om at blive opdaget, og at chefen kommer og siger: »Jeg har fået øje på dig«. Kvinder vil bare have løn - ikke bede om en forhandling.

  • Kvinder beder om for lidt.

  • Kvinder bruger ikke tid nok på forhandlinger. Ofte ønsker de bare at komme ud af lokalet hurtigst muligt.

  • Kvinder tror på alle de rituelle udsagn ved et forhandlingsbord som »vi er jo økonomisk pressede«, og »du må kunne forstå, at der ikke er penge i kassen«. Disse udsagn er blot en måde at kaste forhandlingsbolden tilbage på, aldrig en sandhed.

  • Kvinder har upassende solidaritetsfølelse. De vil ikke have »fedterøvstillæg«.

Kvinder skal lære at fremhæve deres status

Hvis kvinder, eller personer med kvindelig adfærd i forhandlinger, vil have mere i løn, må de lære, at en forhandling er et spil, hvor man skal fremhæve sin status og gerne gentage det sagte et utal af gange. Desuden skal kvinder lære at nyde sporten i en forhandling som en god kamp mellem ligeværdige modparter. En forhandling er ikke noget, man lige kan ordne i pausen mellem to patienter. Der skal forberedelse til, og man skal kende lønstatistikker for sit område. Lønforhandling er en alvorlig ting - hvis man altså reelt ønsker mere i løn.

Indberettede Ny Løn-tillæg til yngre læger i 2002-2003

I alt 341 individuelle tillæg - 39% til kvinder - 61% til mænd

Mean 17.852 kr. pr. år (median 10.200 pr. år) med spændvidde 1.000 kr. til 143.000 kr.

Kilde: FAYL på baggrund af lønindberetninger