Lad os bruge Lønkommissionen klogt

Hvor meget (for-)tjener en læge, en sygeplejerske eller en sosu-assistent? Giver det mening at sammenligne fx en politibetjent på nattevagt, en folkeskolelærer og en privatansat ingeniør? Og hvordan vægter vi uddannelse og ansvar, når lønkronerne skal fordeles?

Overenskomstforhandlingerne i 2008 satte for alvor fokus på løn og lønforskelle. Debatten var hed, og mens tal og sammenligninger svirrede i medierne, gik bl.a. pædagoger og sygeplejersker i strejke og forlangte større lønstigninger end andre. Regeringen nedsatte en Lønkommission til at kaste lys over fakta. Er vi så blevet klogere?

Ja, vi er blevet klogere, og der er grund til at rose Lønkommissionen. Vi har først og fremmest fået bedre lønstatistiske begreber, der vil gøre de tekniske diskussioner lettere i fremtiden. Men hvad kan vi ellers bruge Lønkommissionens resultater til?

Vi kan fortsætte den debat, der hidtil har fyldt i medierne. En debat, der har reduceret kvinder til lavtlønnede ofre og kampen om lønkronerne til en vogten på hinanden for at sikre, at ingen får mere end andre. Vi kan også gå en anden vej og bruge de konklusioner, som Lønkommissionen kommer med til at vende blikket mod fremtiden. Det vil vi opfordre til.

I sundhedsvæsenet og andre steder i den offentlige sektor skal vi rette fokus mod, hvordan vi skaber vækst, udvikling og kvalitet i den offentlige service, som vi lever af at levere, og som også er en forudsætning for en velfungerende privat sektor. Gør vi det, så er budskabet fra Lønkommissionen egentligt ret klart: Uddannelse og viden er vejen til vækst! Derfor skal vi belønne de højtuddannede, der tager en uddannelse og sikrer viden og udvikling - og vi skal gøre det bedre, end vi gør i dag.

Lønkommissionens tal viser, at det allerede i dag kan betale sig at uddanne sig, Spørgsmålet er imidlertid, om det kan betale sig godt nok. Særligt inden for det offentlige er gevinsten ved at videreuddanne sig og påtage sig ledelsesansvar imidlertid relativ lille. Vi mener, at denne gevinst skal være større fremover, for det giver god mening at indrette lønsystemer og incitamentsstrukturer sådan, at det, der kan svare sig for samfundet, også kan betale sig for den enkelte

Uddannelse ser også ud til at være vejen væk fra ligelønsproblemerne, idet de kønsbaserede lønforskelle ser ud til at forsvinde i takt med, at uddannelsesniveauet stiger. Så budskabet til kvinderne er: »ta' en uddannelse«. Og det er der jo heldigvis også stadig flere, der gør. På vores eget område er fx to ud af tre nye læger kvinder.

Hvis vi fremover vil bruge løn som driver, skal det gøres mere tydeligt, at uddannelse betaler sig. Inden for lægefaget bruger vi rigtig mange år på at uddanne os, og vi mener, der ligger en stor samfundsmæssig gevinst ved at præmiere dette.

Generelt er vi læger glade for vores arbejde, og de fleste af os arbejder væsentligt mere end 37 timer om ugen i det offentlige sundhedsvæsen. Det vil vi gerne fortsætte med, men vi vil også gerne have forståelse for, at uddannelse, efteruddannelse, ledelsesansvar mv. skal kunne ses på lønsedlen.

Derfor, lad os bruge resultaterne af Lønkommissionen klogt. Det når vi længst med.