Skip to main content

Lad os få en national indsats, der giver mere tid til patienterne

Anja Mitchell Lisbeth Lintz

8. mar. 2013
3 min.

FORMAND FOR OVERLÆGEFORENINGEN

FORMAND FOR YNGRE LÆGER

Hospitaler i hele landet er ved at gå til i overbelægning, og ventetiderne når uacceptable højder på skadestuerne. Samtidig har arbejdsgiverne i månedsvis buldret frem med krav om, at flere læger skal i sving døgnet rundt, og at et opgør med lægernes arbejdstidsregler er bydende nødvendigt.

I denne situation får vi så at vide, at patienterne ikke er dem, lægerne bruger mest tid på i løbet af en arbejdsdag. Målt i tidsforbrug er dokumentation højere prioriteret end patientbehandling. Det fremgår af en videnskabelig undersøgelse, som offentliggøres i dette nummer af Ugeskrift for Læger.

Det er tankevækkende, men desværre ikke længere overraskende, at kun en fjerdedel af arbejdsdagen går med direkte patientkontakt, mens en tredjedel går med at dokumentere behandling, rapportere til databaser og anden registrering. Det viser den minutiøse undersøgelse, der er foretaget på Kolding Sygehus’ akutafdeling.

Det er næppe en hensigtsmæssig udnyttelse af knappe lægelige resurser, at patienterne venter på en læge på skadestuen i timevis, samtidig med at lægen har travlt med at udfylde skemaer eller venter på, at de notorisk langsomme it-systemer kommer i omdrejninger.

Vi undrer os over, at regionerne kan blive ved med at acceptere disse forhold. Under overenskomstforhandlingerne har det været arbejdsgivernes vigtigste krav at få fjernet en lang række af de bestemmelser, der sikrer et forsvarligt arbejdsmiljø – efter deres argumentation for at udnytte de knappe lægeresurser bedre. Så giver det ikke mening, at arbejdsgiverne samtidig lader de samme læger sidde og se ind i en pc-skærm, der kører på nedsat tid.

Nogle vil måske sige, at vi overfortolker en lille, lokal undersøgelse. Var det bare så vel. Desværre bekræfter den nye undersøgelse blot, hvad vi har vidst længe. Tilbage i 2012 viste Yngre Læger med en tidsmåling på 13 afdelinger et lignende billede, som Koldingundersøgelsen er nået frem til nu. Forskerne understreger desuden, at man finder de samme resultater i udenlandske undersøgelser.

Yngre Lægers undersøgelse viste, i fuld overensstemmelse med hvad yngre læger erfarer på afdelingerne, bl.a., at hver læge bruger næsten en halv dag om ugen på at vente foran skærmen. Og der var efter vores mening tale om dokumentation for dokumentationens skyld. Undersøgelsen viste således, at de yngre læger bruger næsten 8 pct. af arbejdsdagen på bare at vente uden at kunne foretage sig noget andet. Vente på transport, blodprøvesvar, undersøgelsesrum, en patient eller på at kunne komme til en ledig computer.

Tænk, hvis regionerne brugte noget mere af deres energi på at skaffe mere effektive systemer og mindre på at jage personalet. Og tænk, hvis de øvrige sundhedsmyndigheder arbejdede konkret med at fri os for dokumentationskrav uden dokumenteret effekt.

Derfor: Vi har ikke brug for flere undersøgelser. Vi har brug for konkrete initiativer, der sikrer mere tid til patienterne. Nogle steder er man i gang, andre steder er man ikke. Det er ikke godt nok. Vi foreslår, at man nedsætter en task force, som tager ud på afdelingerne og ser på, om der er brug for alle blanketterne, og gennemgår arbejdsgangene. Vi mener, at tiden er inde til et landsdækkende projekt, hvor medarbejdere, regioner og myndigheder samarbejder om at rydde op i uproduktive og unødvendige dokumentationskrav og langsomme it-systemer, og hvor regioner, sygehuse og personalet på afdelingerne får mulighed for at lære af hinandens gode ideer og eksempel. Det er bare med at komme i gang.