Skip to main content

LÆ 255 Attest om mulighed for at varetage et arbejde

Attestudvalget

31. okt. 2005
2 min.

Denne attest er med virkning fra den 1. juli 2005 optaget i aftalen mellem Lægeforeningens Attestudvalg og KL, Københavns og Frederiksberg Kommuner. LÆ 205 og LÆ 215 er samtidig udgået af aftalen. Baggrunden er en ændring af dagpengeloven, som blev vedtaget i Folketinget medio maj 2005. Formålet med den nye attest er dels at give kommuner og læger et bedre dialogredskab til fremme af den sygemeldtes arbejdsfastholdelse - herunder at fremme brugen af delvis sygemelding - og dels at give kommunen relevante helbredsoplysninger til brug for sagsbehandlingen.

LÆ 255 med anmodningsblanketten LÆ 251 og den tilhørende vejledning vedrørende de enkelte punkter i blanketterne har siden medio juni 2005 kunnet hentes på »Attestnøglen« på DADLNET.

LÆ 255 er opdelt i en »1. del« og en »2. del«. Kommunen markerer i anmodningsblanketten LÆ 251, hvorvidt der alene ønskes »1. del«, eller om der ønskes »1. + 2. del«. Hvis lægen finder, at der er usikkerhed med hensyn til skøn over sygdommens varighed, eller lægen har relevante supplerende oplysninger, udfylder lægen både 1. og 2. del, uanset om kommunen blot har rekvireret 1. del.

Honoraret er som følge af ovenstående afhængigt af lægens arbejde med attesten, og der er derfor aftalt en sats for »1. del« og en sats for »1. + 2. del«. Honorarernes størrelse ses på »Attestnøglen« på DADLNET.

Det skal understreges, at der ikke samtidig kan udstedes regning til Sygesikringen, medmindre der i forbindelse med patientens fremmøde også er foretaget sygdomsbehandling, jf. bestemmelserne i Landsoverenskomsten.

LÆ 255 er momspligtig for momsregistrerede læger.

KL og Lægeforeningen har i fællesskab udarbejdet en vejledning om den praktiske anvendelse af LÆ 255. Denne vejledning, som primært er rettet mod kommunerne, giver en god beskrivelse af kommunernes varetagelse af myndighedsopgaven i forbindelse med fastholdelse af den sygemeldtes tilknytning til arbejdsmarkedet. Vejledningen er medtaget i »AU-Orientering 2/2005« i »Attestnøglen« på DADLNET.