Skip to main content

Læge 1.000 meter fra fjenden

Journalist Camilla Fuhr Nilsson, camillafuhr@gmail.comFoto Camilla Fuhr Nilsson

20. maj 2009
4 min.

Camp Armadillo





René Bleeg er læge i den danske militærlejr Armadillo, der ligger ved Helmandfloden i det sydlige Afghanistan. Lejren tårner sig som et støvet ørkenfort på toppen af en bakketop og er omkranset af ørken på den ene side og opiummarker og meterhøje majsplanter på den anden side. Det er her i green zone, at Taleban skjuler sig, og det er også det tætteste, man kommer på en egentlig frontlinje. Ugeskrift for Læger har besøgt René Bleeg i hans militære lægekonsultationen i en container lige ved siden af den grønne slagmark.

Armadillolejren ligger på et plateau ved siden af floden, og området er en gold og støvet ørken, hvor det fine sand skjuler både miner og bomber og gør livet som læge udfordrende. Amputerede fingre, brækkede ankler, kønssygdomme, sprængte blindtarme, skader fra solen, luften og sandet er blandt de skader og sygdomme, René Bleeg behandler soldaterne for.

Spartansk klinik og én læge

»Det er mit job at tage mig af soldaterne, både som almen medicinsk læge, også når de kommer mere alvorligt til skade i kampe med Taleban. Så skal soldaterne klargøres og stabiliseres, så de kan blive evakueret med helikopter til felthospitalet i Camp Bastion«, fortæller René Bleeg.

Hans konsultation ligger i en lille og spartansk indrettet container, men der er rent og lyst, og der er de redskaber og faciliteter, han skal bruge for at kunne behandle soldaterne. Infirmeriet, som klinikken hedder i militærsprog, består ud over René Bleeg af otte sanitetssoldater. De er forsvarets sygehjælpere. De er med på patruljerne ude blandt Taleban, mens René bliver i lejren, for det er ham, der har ansvaret for patienterne både i og uden for lejren.

René er også uddannet soldat, og har været i forsvaret i 19 år, og det er derfor, han er blevet sendt til Armadillo, og ikke til felthospitalet i Camp Bastion eller infirmeriet i Camp Price. Der er ingen andre læger at støtte sig til, og det er meget primitive omgivelser at arbejde i. Omgivelser som han er trænet til at arbejde i som soldat.

Vejsidebomber og brækkede ankler

Flere gange har danske soldater været uheldige at træde på en mine eller køre på en vejsidebombe, men indtil videre er de danske patienter blevet fløjet direkte til felthospitalet i Camp Bastion. Derefter evakueres de til Rigshospitalet. Alligevel har infirmeriet i Armadillo haft mange patienter med svære skader.

Soldaterne patruljerer hver dag i green zone med op til 50 kilo udstyr. Ofte går de i vand til halsen i Helmandfloden for at undgå de frygtede vejsidebomber. De bor og arbejder i en lejr, der ligger på et underlag af sand og småsten, og de har kun månen eller en pandelampe som eneste lyskilde. Det kan skade selv de sejeste soldater på flere måder. Og så kommer de til Renés konsultation, før de eventuelt bliver evakuerede til Camp Bastion.

Når René Bleeg ikke undersøger og behandler danske patienter, er hans beskedne kontor hjemsted for en walk in-konsultation for de lokale afghanere. Klinikken er åben hver dag i tre timer, og der kommer ca. 40 civile afghanske patienter om ugen.

Voldtagne børn er ikke en sjældenhed

»Vi er meget aktive med CIMIC (civilt militært samarbejde), og det betyder, at der kommer flere patienter, for de føler sig trygge nok til at henvende sig«, vurderer René Bleeg.

Han er i gang med at undersøge, om den øgede indsats på det civil-militære område betyder flere patienter, men det var for tidligt at konkludere på, da Ugeskriftet var på besøg.

De lokale kommer med infektionssygdomme og børnene kommer med diarre eller det, der er værre.

»Nogle af børnene kan jeg se er blevet misbrugt seksuelt, drengene kommer ind med make up på, og det er ikke til at tage fejl af, hvad de har været ude for. De har en helt anden kultur her, og børn betyder bare ikke så meget. Der er en ligegyldighed med liv, og de lever så primitivt, som vi gjorde det i 1400-tallet. Og dem skal vi hjælpe, for de har ikke andre. Men omvendt vil jeg ikke give avanceret medicin til en patient med sukkersyge, for jeg vil ikke skabe en afhængighed af medicin, de ikke kan blive ved med at få hernede. Jeg vil ikke efterlade et vakuum, hvor patienten ikke har en mulighed for at få hjælp, når Danmark ikke har tropper her mere«, siger René.

Hjælp fra Skejby

At se børn med svære skader er en personlig udfordring for René Bleeg. Han har selv en lille søn på 14 måneder, og der er stor forskel på den lille lyshårede dreng, der griner på feriebilledet, der præger Renés bærbare computerskærm, til de mørkhårede børn, der ofte er barfodede på trods af faren for at træde på skorpioner eller slanger.

»Men det er bekræftende og en god personlig erfaring at få en syg lille treårig pige ind i klinikken og så kurere hende med antibiotika for en diarre, der nærmest har tappet livet af hende«.

Netop den treårige fik René dog hjælp til at kurere af læger fra Skejby i Århus.

»Jeg ved ikke altid, hvad jeg skal gøre, så i dette tilfælde ringede jeg hjem for at få hjælp, og det fik jeg«, smiler han tilfreds over, at den lille pige kom sig meget hurtigt efter behandlingen.