Skip to main content

»Posttraumatisk Stress Disorder (PTSD) er behandlbar, men jeg oplever, at folk kun får deres tilstand beskrevet. Der bliver ikke taget stilling til deres sproglige formåen eller muligheder på arbejdsmarkedet. I stedet bliver de sendt på pension«.

Læge Rick Steele, Silkeborg, er lægekonsulent i blandt andet Esbjerg Kommune. Her har han set mange beskrivelser af flygtninge med PTSD.

»Flygtninge bliver beskrevet som paranoide og skizofrene, fordi behandlerne ikke kender til den mellemøstlige sprogtone. Der bliver også ordineret medicin, som ikke vil hjælpe. I RCT-Mobil mener vi, at vi kan gøre det bedre«, siger Rick Steele.

Han er direktør i RCT-Mobil, et nystartet rehabiliteringscenter for torturofre, der vil tage konkurrencen op med de etablerede offentlige rehabiliteringscentre.

Ud til folk

»Disse centre har lange ventetider, så folk går i hele og halve år, inden de kan komme i behandling. Samtidig skal folk rejse meget langt for at komme til behandling. RCT-Mobil vil tage ud til klienterne, enten i deres hjem eller i lokaler tæt på deres hjem. Centrene har heller ikke haft så meget held til at gøre folk selvforsørgende«, mener Rick Steele.

»RCT-Mobil laver behandlingskontrakter med kommuner og hyrer så på timebasis behandlere blandt den stab af læger, psykologer, psykiatrikere og terapeuter, der er tilknyttet RCT-Mobil. Et privat behandlingscenter er mere fleksibelt og kan umiddelbart afprøve nye behandlingsformer«, påpeger Rick Steele.

RCT-Mobil vil bruge kraniosakral terapi, psykoterapi og eventuelt lidt medicin.

Blandt behandlerne tilknyttet RCT-Mobil er flere flygtninge.

»Vores målgruppe er især torturofre blandt flygtninge, men behandlingen kan også bruges på danskere, der har stærke stressreaktioner. På sigt regner vi med, at 2/3 af patienterne vil være flygtninge, mens 1/3 vil være folk med stressreaktioner«.

Kommuner har klienterne

Niels Krustrup er afdelingsleder hos RCT-Jylland i Haderslev.

»Vi har en ventetid på cirka et år. Der er for få behandlingsinstitutioner til de mange personer, der har behov for behandling. Det er jo egentlig en amtskommunal opgave, for amterne har fået bloktilskudsmidler til opgaven, men har ikke brugt dem til opgaven. Derfor står kommunerne med mange klienter, der har behov for behandling, men ikke kan få den hos amterne«.

Niels Krustrup kender godt planerne for RCT-Mobil.

»Jeg har set nogle tal for RCT-Mobil, og de er meget ambitiøse, når det gælder om at hjælpe folk ud på arbejdsmarkedet. Mange af vores patienter er så invaliderede, at det er svært at få dem ud i et arbejde, blandt andet fordi de har svært ved at lære dansk. Der satser vi på at give dem en bedre livskvalitet. De få, der kan komme ud på arbejdsmarkedet, kan ikke få arbejde«, påpeger Niels Krustrup.

Afprøver konceptet

En af de første kunder hos RCT-Mobil er Esbjerg Kommune. Lars K. Olsen er gruppeleder i Integrationscenteret.

»I første omgang prøver vi RCT-Mobils koncept af ved at tegne kontrakt for ti personer og så følge projektet nøje. Pengene er bevilget, og vi er nu i gang med at visitere de første ti personer. Vi kan godt lide RCT-Mobils ide om hele tiden at være tæt på personen. Vi synes også om deres mål om arbejdsmarkedsrettethed. Vi kan også godt lide, at RCT-Mobil stadig vil være med på sidelinjen, når personen er kommet i arbejde«, fortæller Lars K. Olsen.

Der skal indgås en kontrakt mellem RCT-Mobil og kommunen om hver enkelt borger, hvori der er en behandlingsplan og en tidsplan for behandlingen, og hvornår den enkelte kan forventes at være klar til arbejdsmarkedet.

»I øjeblikket sender vi folk til RCT-Jylland, men på grund af ventetiden bliver det de tungeste og sværeste, der kommer til behandling. Vi håber, at når folk kommer af sted tidligere, så vil flere blive selvforsørgende«, siger Lars K. Olsen.

Rick Steele er også lægekonsulent for Esbjerg Kommune, men det ligger i aftalen, at Rick Steele ikke vil komme til at vurdere på RCT-Mobils behandling.

Lovforslag om frit valg

Amterne blev i 2002 tilført midler, så de der kunne ske en gradvis udbygning af behandlingstilbuddet til traumatiserede flygtninge. En opgørelse fra Amtsrådsforeningen viser, at amterne sidste år brugte cirka 20 millioner kroner. Dermed har halvdelen af amterne opbygget eller planlagt et tilbud.

»Det er ikke godt nok. Derfor planlægger jeg at fremsætte et lovforslag i denne samling, der giver frihed for traumatiserede flygtninge til selv at vælge«, siger indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen.

Han er åben over for nye tiltag som RCT-Mobil, der kan være relevant for mindre amter, der selv kan have svært ved at opbygge et tilbud.

Faktaboks om Rick Steele

Tog lægeeksamen fra Aarhus Universitet i 1986, Master of Public Health fra John Hopkins University 1990, speciallæge i samfundsmedicin 1996. Har siden 2000 arbejdet som lægekonsulent for forskellige kommuner. Yderligere oplysninger: www.ret-mobil.dk