Skip to main content

Lægeansvar - kan læger vildlede patienter om deres tidligere behandlingsforløb?

Lægeansvarsudvalget: Kim Solstad (formand) (FAS), Niels Poul Gammelgaard (FAS), Connie Lærkholm Hansen (FAS), Henrik Haxholdt P.L.O.), Palle Holck (FAYL), Marlene Mohr (FAYL), Ole Eckhardt Poulsen (HB), Helle Wiingaard (P.L.O.), advokat Steen Bech samt advokat Bent Unmack Larsen
2. nov. 2005
04 min

En læge, der mødes af patientens kritik over det hidtidige forløb og spørgsmål om eventuelle fejl hos de tidligere behandlere, bør give patienten mulighed for at fremkomme med sin angst og frustration og om nødvendigt støtte patienten i dennes ønske om at finde ud af, om der er sket fejl.

Men lægen skal sikre sig, at han ikke på et ufuldstændigt grundlag beskylder andre læger for at have begået fejl. Lægen har i en sådan situation en kollegial pligt til at sætte sig grundigt ind i det tidligere undersøgelses- og behandlingsforløb og herunder også i almindelighed til at forhøre sig hos de involverede om, hvordan de opfatter sagen.

Når en patient har oplevet et alvorligt sygdomsforløb og måske også et dårligt resultat af behandlingen, sker det af og til at andre læger efterfølgende over for patienten fremkommer med deres egne vurderinger af forløbet - set i bagklogskabens klare lys. Det kan føre til formuleringer som »hvis lægen på det tidligere behandlingssted bare havde sendt dig videre tidligere«, »hvis lægen bare havde husket at tage disse prøver« og »hvis lægen bare havde sendt dig til speciallæge« o.l.

Hvis man selv har ansvaret for patienten i hele forløbet, ved man, hvilke supplerende oplysninger patienten eventuelt måtte mangle og hvilke undersøgelser/behandlinger, som evt. ikke er forløbet helt optimalt. Hvis man derimod ikke har haft ansvar for hele behandlingsforløbet, er det vanskeligt at give en sufficient information herom til patienten. Det kan være meget svært at foretage en valid og objektiv vurdering af forløbet - og det kan vildlede patienten, selv om lægens intention er nok så god.

Grunden til at læger kan opleve at skulle bedømme et tidligere stedfundet behandlingsforløb, kan være mangfoldige. Der kan være tale om, at patienten fremkommer med et eksplicit ønske om en vurdering af forløbet. Det kan også være led i lægens medfølelse med en patient, hvor lægen i kraft af sin faglighed kan se, at det forudgående behandlingsforløb ikke har været optimalt (nogle læger føler sig ansvarlige på hele behandlingssystemets vegne). Endelig kan det spille en rolle i lægens overvejelser, om patienten er berettiget til erstatning i forbindelse med et utilfredsstillende resultat.

I Lægeansvarsudvalget ser vi jævnligt klagesager, hvor klagen begrundes med en anden læges udtalelser om en tidligere lægelig behandlers mangelfulde indsats.

Retrospektive vurderinger af et behandlings-/undersøgelsesforløb stiller imidlertid altid lægen over for særlige vanskeligheder. Ét er, at det kan være vanskeligt at forestille sig de givne betingelser i en situation, hvor man ikke selv var til stede. Noget andet er, at man som oftest mangler en meget stor del af præmisserne, fordi man i bedste fald kun har kopi af tidligere journaler fra forløbet. Lægen vil få informationen fra patienten, men denne information vil ofte være baseret på patientens oplevelse af forløbet og ikke på en lægefaglig vurdering. Patienten er i sagens natur involveret i hele forløbet, og er derfor i stand til at give en del ekstra information, men patienten er - specielt ved svære sygdomsforløb - så engageret i forløbet, at det for ham/ hende er svært at give »neutrale« oplysninger. Desuden kan både patienter og læger have svært ved ikke at lade fortiden »farve« af skæret af senere tilkommet viden - man husker detaljer i forløbet som mere/mindre fremtrædende i forhold til den betydning, som de efterfølgende måtte vise sig at have haft.

Resultatet af den information, som læger giver i behandlingsforløbet eller efter behandlingsforløbet kan være, at nogle patienter klager over læger, der tidligere har været involveret i undersøgelses- og behandlingsforløbet. Det fører til at den/de indklagede læge(r) bruger det meste af sin/deres energi og engagement i sagen til at bevise, at der ikke er tale om manglende omhu og samvittighedsfuldhed i stedet for at gennemgå forløbet mhp. at finde utilsigtede hændelser, der kunne forebygges i en kvalitetsudvikling. Oftest er der ikke grund til påtale i henhold til lægelovens § 6. For patienterne bliver resultatet let en skuffelse over »manglende resultat« og »lægesjusk« - hvilket både kommentarer fra patienter til »Udkast til afgørelse« af en klagesag og debatten i pressen vidner om. Selv om det enkelte gange i medierne er omtalt, er det alligevel så godt som ukendt for patienter og andre borgere, at Patientklagenævnet kun skal vurdere, om lægens indsats har levet op til de givne lovgivningskrav - dvs. at forløbet ikke er ringere end »loven tillader«.

Hvad er da alternativerne? Den kollegiale kontakt bør styrkes. Således bør læger, som involveres i ovenstående problemområde, kontakte den/de tidligere lægelige behandler(e) og oplyse om, hvad der kan se kritisabelt ud i et retrospektivt perspektiv. Det er ikke altid let at få en konstruktiv samtale med en kollega i en sådan situation, men det er ad den vej, man kan medvirke til kvalitetsforbedring. Man kan så vælge at kontakte kollegaen per brev. Det kan give lægen mulighed for at overveje uhensigtsmæssigheder i behandlingsforløbet, som kan hindre gentagelser i fremtidige tilfælde. Endvidere kan eventuelle misforståelser afklares.

Det er således meget væsentligt, at en læge udviser omhu ved vejledning af en patient om andre lægers indsats i et behandlingsforløb (så det ikke bliver vildledning). Samtidig skal patienten naturligvis altid have fuld information om gældende lovgivning og om erstatningsmuligheder, såfremt patienten har fået mén som følge af behandlingen.

Der er i øjeblikket tekniske problemer med at vise kommentarer på Ugeskriftets artikler. Vi arbejder på sagen