Skip to main content

Lægedage 2003 - efteruddannelse for dem, der vil lidt mere

Kommunikationskoordinator Anne Weimar, P.L.O.

1. nov. 2005
3 min.

Det er tidligt mandag morgen. Telefonerne kimer, kaffemaskinen står ude i baglokalet og sender sine spruttende røgsignaler til vejrs, alt imens travle fodtrin allerede løber om kap med tiden. Patienterne begynder at dumpe indenfor, pc'en summer som en maratonløber i jævnt tempo, og der kommer navne og ansigter på personnumre, koder og diagnoser. Nogle patienter er meget spørgelystne, andre lidt bekymrede. Men man skal være 100% til stede, fysisk og mentalt.

En pause ville gøre underværker. En faglig og kollegial booster på Lægedage, kunne være det pusterum, du måske lige gik og trængte til. At sidde mellem kollegaer - praktiserende læger, speciallæger, yngre læger - og nogle gange sammen med klinikpersonale - og bare »suge til sig«. Tøv ikke, 1.200-1.300 kollegaer kan ikke tage fejl - år efter år. Der er masser at kaste sig over.

Kun et klik væk

Lægedage ligger traditionen tro i november - i år er det mellem den 3. og 7. november - og de foregår i Bella Center i København. Kurserne arrangeres af læger og er hovedsagelig for læger, selvom der meget glædeligt også er planlagt flere kurser for klinikpersonalet.

www.laegedage.dk - og i det katalog, vi lige har sendt ud - kan du se, at der også i år er ca. 100 kurser at vælge imellem. Du kan selv sammensætte dit kursusforløb, som kan være alt lige fra 1 time til 5 hele dage, og du kan melde dig til via Lægedages hjemmeside eller sende den tilmeldingsblanket, der ligger i kataloget, ind til Lægedages sekretariat. Også i år koster det 1.600 kr. pr. dag - dog stiger prisen til 1.700 kr. pr. dag, hvis du først melder dig til efter den 1. oktober. Yngre læger og kommende P.L.O.ere (som ikke kan få refusion fra Efteruddannelsesfonden) får en attraktiv særpris. Hvis du vil deltage i kurserne med begrænset deltagerantal, gælder det om at komme først »til fadet«, for nogle af kurserne overtegnes hurtigt.

Kurserne handler i år om akupunktur, fede børn, motion på recept, arbejdsglæde og begejstring, diagnosekodning i almen praksis, ny sygdoms- og patientkultur?, praksisdrift, sundhedsportalen, sygeplejerskekonsultation og meget mere. Nogle af kurserne er »hands-on«, og alle kurser er åbne for P.L.O.ere, FAPS'ere og FAYL'ere.

Når elefanterne elsker

Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen åbner Lægedage, og i år uddeles der to priser - Mahlerprisen og Carlsbergs Mindelegat. Undervejs vil der være indslag »Fra Broadway til Bella Center«. Uddrag af Bernsteins »Candide« og »West Side Story« og af Lloyd Webbers »The Phantom of the Opera« vil blive sunget af sopranen Susanne Elmark og tenoren Marc Clear, akkompagneret af Carol Conrad Brydenfelt.

Dette års debatmøde tager fat på den aktuelle debat om fremtidens struktur - og især hvad der skal ske med almen praksis. I Strukturkommissionens udspil er der lagt op til, at almen praksis klemmes ud i kommunerne og skilles fra sygehusene, som fortsat skal knyttes til amterne - eller regionerne.

»Når elefanterne elsker - kommer familielægen i klemme« er overskriften på debatmødet, som styres af journalist og tv-vært Morten Løkkegaard. 6 paneldeltagere konfronteres med skarpe spørgsmål, og som tidligere opfordres salen til at gå aktivt ind i debatten.

Der vil traditionen tro bydes på en buffet, og herefter vil musikeren og entertaineren Steffen Brandt underholde og give sin version af temaet »Den praktiserende læge«.

På glædeligt gensyn på Lægedage 2003.