Skip to main content

Lægedage 2005 - nu uden sponsor

Kommunikationskoordinator Anne Weimar, Praktiserende Lægers Organisation, aw.plo@dadl.dk

31. okt. 2005
4 min.

Sponsoreret efteruddannelse på Lægedage er en saga blot. Dermed er der sat et punktum for års diskussioner for og imod. Det er klart, at kursusafgiften

bliver påvirket, da styregruppen for Lægedage har valgt ikke at gå på kompromis med kvalitet og omfang. Men der er heldigvis kun tale om en lille forhøjelse, og Efteruddannelsesfondens tilskud er sat tilsvarende op. Og så håber Lægedages ledelse på, at jeres deltagelse vil være solid igen i år. Fortsat stor deltagelse er nemlig en vigtig forudsætning for at holde kursusafgiften nede.

Grundkonceptet er det samme - læger underviser fortsat læger. Klinikpersonale er stadig velkomment, og mange ser Lægedage som en kærkommen lejlighed til at blive »opgraderet« fagligt og socialt. Sideløbende med kurserne udstiller medicinalindustrien, it-virksomheder, forsikringsselskaber og pensionskasser m.fl., så der er rig mulighed for at få direkte dialog med producenter, forhandlere osv.

Lægedage indeholder en lang række kurser - med frit valg på alle hylder. Lige fra nye almenmedicinske vejledninger om fx rygsygdomme, børns overvægt og vandladningsproblemer til etiske og holdningsrelaterede emner, hvor deltagerne bl.a. kan møde Ole Hartling, Preben Kok og Christian Busch.

I år vil Det danske Kvalitetsprojekt, DAK, blive præsenteret på Lægedage. Projektets leder, Søren Friborg, og PLO's formand, Michael Dupont, vil fortælle om resultaterne og om hvor langt projektet er nået, og der vil blive afholdt en række andre kurser med fokus på kvalitetsudvikling, herunder kvalitetsindikatorer og datafangst.

Lægedage vil igen være højaktuelt mødested, idet den nye overenskomst mellem PLO og Sygesikringens Forhandlingsudvalg gerne skulle være vel overstået, og i den anledning vil det være muligt at høre PLO's formand, Michael Dupont, ved fællesforelæsningen »Status og visioner for almen praksis«.

Lægedage afholdes i år mellem den 14. og 18. november - og foregår i Bella Center i København.

www.laegedage.dk - og i det katalog, som lige er blevet sendt ud - kan du se, at der også i år er ca. 100 kurser at vælge imellem. Du kan selv sammensætte dit kursusforløb, som kan være alt lige fra 1 time til hele dagen, en dag eller op til alle fem dage. Du kan melde dig til via Lægedages hjemmeside eller sende den tilmeldingsblanket, der ligger i kataloget, til Lægedages sekretariat.

I år koster det 1.900 kr. pr. dag - dog stiger prisen til 2.000 kr. pr. dag, hvis du først melder dig til efter den 1. oktober. Yngre læger og kommende PLO'ere (som ikke kan få refusion fra Efteruddannelsesfonden) får en attraktiv særpris. Hvis du vil deltage i kurserne med begrænset deltagerantal, gælder det om at komme »først til mølle«, for nogle af kurserne overtegnes hurtigt.

Lægedage dækker alle syv lægeroller. Lægen som »ekspert«, professionel, kommunikator, akademiker, leder/administrator, samarbejder og sundhedsfremmer. Som tidligere nævnt er kvalitetsudvikling i almen praksis - et særligt aspekt i år. Vi kan elske eller hade det, men virkeligheden er, at vi kommer til at leve med kvalitetsindikatorer, akkreditering m.v., så hvorfor ikke få det afmystificeret på Lægedage? Udviklingen lader sig ikke stoppe, og det stærke kort er, at lægerne i almen praksis allerede har taget de første vigtige spadestik i DAK-projektet, så mød op og bliv inspireret. Endelig skal it-kurserne nævnes. Kom og lær nyt, fx hvordan man kommer i gang med at bruge digitalt kamera i klinikken.

Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen har igen i år sagt ja til at åbne Lægedage, og Mahlerprisen og Carlsbergs Mindelegat vil blive overrakt. Undervejs vil Panumkoret synge, bl.a. et H.C. Andersen-potpourri arrangeret specielt til Lægedage 2005. Endelig er der lagt op til et spændende debatmøde under helt nye former. Debatten sætter fokus på den praktiserende læges placering i den nye kommunale struktur. Hvordan skal fremtidens samarbejde indrettes? Hvor skal ansvaret ligge? Hvem skal styre hvem?

Åbningsdagen byder på en aftenbuffet, og der er lagt op til en enestående afslutning, hvor en af Danmarks store kunstnere, Ghita Nørby, læser små historier og eventyr af H.C. Andersen.

Historierne understøttes af et alsidigt musikprogram med bl.a. Svenn Skippers egne kompositioner. Lad dig forføre til et univers af både lys og skygge, vemod og latter!

På glædeligt gensyn på Lægedage 2005.