Skip to main content

Lægedage 2012 - tilmeld dig nu

21. sep. 2012
2 min.

Der er rift om pladserne til Lægedage i Bella Center 12.-16. november, men du kan endnu nå at tilmelde dig til den lave pris, nemlig kr. 2.500 pr. dag. Den 1. oktober stiger kursusprisen med 200 kroner.

Hvis du er praktiserende læge, kan du få tilskud fra Efteruddannelsesfonden, og det samme gælder for praksisamanuenser i fase II og III.

Er du yngre læge, kommer du med for kr. 625 pr. dag (efter den 1. oktober: kr. 650).

Emnerne er mange og i rigtig mange retninger: Svimmelhed i almen praksis (nej, det handler ikke om lægens travle hverdag) - »Det er nok virus på balancenerven, fru Jensen«. Hvordan kan der udføres en god differentialdiagnostisk udredning, og hvornår skal bekymringens furer brede sig? Følg mandagens formiddagskursus med Morten Storgaard Rask som kursusleder.

Kurset «Screening for kræft og aortaaneurisme« belyser både de tilsigtede og gavnlige virkninger og samtidig de utilsigtede og skadelige virkninger. John Brodersen, som leder dette kursus, vil præsentere dilemmaerne med fokus på forholdet mellem gavn og skade og de etiske perspektiver.

Kurset »Praktisk endokrinologi« er en praksisorienteret gennemgang af diagnostik og behandling af endokrinologiske sygdomme, et hardcore lægefagligt kursus.

Årets kursus om overenskomsten er både for den nye praktiserende læge og den erfarne. Hvad gør du f.eks., hvis årskontrolpatienten har fået lungebetændelse? Og ved du, om man kan ansætte sin gamle kompagnon på fast løn?

Tilløbsstykkerne i år er bl.a. »Datafangst«, »Fod-, knæ- og skulderlidelser« og »Den fokuserede børneundersøgelse«. Fordi disse kurser kræver specifik tilmelding, ved vi, at der er rift om dem - de er for længst fyldt op. Men der er mange andre tilmeldekurser, der stadig har pladser - se Lægedages hjemmeside: laegedage.dk. Og 70% af kurserne kræver ikke specifik tilmelding, blot skal du være tilmeldt kursusdagen.

Vel mødt på Lægedage 2012!

Tilmelding kan ske via hjemmesiden laegedage.dk, pr. e-mail: booking.plo@dadl.dk eller pr. telefon: 35 44 84 70. Kirsten Talbro Laraignou, Leder af Lægedage Ktl.plo@dadl.dk