Skip to main content

LÆGEDAGE: Ulla Astman: Hanstholmlæger skal have mere i løn end Hørsholmlæger

Samme ydelse skal honoreres forskelligt, afhængigt af hvor tung patienten er, mener Ulla Astman (S), formand for sundhedsudvalget i Danske Regioner.

Ulla Astman (S), formand for Sundhedsudvalget i Danske Regioner, under debatten om rekruttering på Lægedage onsdag. Foto: Claus Boesen.
Ulla Astman (S), formand for Sundhedsudvalget i Danske Regioner, under debatten om rekruttering på Lægedage onsdag. Foto: Claus Boesen.

Anders Heissel, ah@dadl.dk

12. nov. 2015
2 min.

Når landets 3.500 praktiserende læger om to år skal have ny overenskomst, ser Danske Regioner gerne, at den samme ydelse skal give et forskelligt honorar, afhængigt af hvor tidskrævende patienten er.

Det sagde Ulla Astman (S), formand for Sundhedsudvalget i Danske Regioner, på Lægedage onsdag.

»I dag får læger det samme honorar for en ydelse, uden at der tages hensyn til, at patienterne er forskellige. Der er flere patienter med hjerteproblemer og flere rygere i Nordjylland og på Sjælland end i andre dele af landet, og det skal afspejle sig i honoraret. Lægerne skal i højere grad betales efter tyngden af deres patientsammensætning«, sagde Ulla Astman.

Patienter i Hanstholm og Hørsholm er forskellige, og det skal understøttes af en forskellig betaling til lægerne de steder, fordi opgaven for lægerne er forskellig. Ulla Astman (S), formand for sundhedsudvalget i Danske Regioner

Og det betyder, at nogle læger konkret får mindre for samme ydelse, understreger hun.

»Patienter i Hanstholm og Hørsholm er forskellige, og det skal understøttes af en forskellig betaling til lægerne de steder, fordi opgaven for lægerne er forskellig«, sagde hun.

Det vil også gøre fremtidens praktiserende læger mere trygge, mener hun.

»Hvis man som ung læge er i tvivl om, hvorvidt ens indtjening er sårbar, fordi patientsammensætningen er særligt udfordrende, kunne differentierede honorarer gøre en mere tryg, fordi der er kompenseret for det«.

PLO-formand Christian Freitag er med på ideen om, at mere eller mindre tidskrævende konsultationer skal betales forskelligt, men det klarer ikke problemet med lægemanglen.

»Som en del af en større ambition kan det være et fornuftigt tiltag. Men det ændrer ikke på vores grundlæggende budskab, at det offentlige må vise, at det vil investere i primærsektoren, som der er investeret i de store sygehuse. Hvis man bare vil flytte rundt på de samme penge, får man ikke mere almen praksis. Så kommer lægerne til at mangle et andet sted«, siger PLO-formanden.