Skip to main content

Lægeforeningen: dagnostiske centre under lup

Anne Steenberger, as@dadl.dk

13. sep. 2010
2 min.

Hurtig udredning - ja tak. Men er diagnostiske centre måden at gøre det på? Svaret findes ikke i nogen facitbog, men Lægeforeningens bestyrelse vil diskutere spørgsmålet i den kommende tid for at nå frem til en afklaring.

»Vi skal have en hurtigere udredning, det er der ingen tvivl om. Men måske kan det gøres i regi af noget, der allerede eksisterer, i stedet for at bygge en ny struktur op, som vi hører, man nogle steder planlægger,« siger Jette Dam-Hansen, praktiserende læge og medlem af Lægeforeningens bestyrelse, og fortsætter:

»Det er nødvendigt med større kapacitet, så vi kan få kortere ventetid på diagnostiske undersøgelser, f.eks. ultralydsscanninger bestilt af egen læge. Og det er en kendsgerning, at praktiserende læger nogle gange står med en patient, hvor symptomerne er meget diffuse, og det derfor ikke er til at sætte en finger på, præcis hvor det er galt. I de tilfælde har vi svært ved at finde et sted, hvor vi kan sende patienten hen, fordi det hele er blevet så specialiseret. Du kan f.eks. sende patienten til en speciallæge, hvis du tror, det er en stofskiftesygdom. Finder speciallægen ud af, at det er det ikke, kommer patienten tilbage til os, og vi må så sende patienten videre til den næste.«

Kan man ikke sende patienten til udredning på en medicinsk afdeling?

»Nej, de har ikke den brede tilgang længere. På grund af subspecialiseringen er specialet delt op i mange afdelinger.«

Er det så ikke fint med et diagnostisk center, hvor man samler flere specialer?

»Måske. Men ikke nødvendigvis. Man skal tænke sig om, før man opretter endnu en administrativ enhed og en ny struktur, alt imens der foregår så meget andet - vi er ved at bygge nye akutmodtagelser op, implementere kræftpakker osv.«

Hvad kan løsningen på problemet så være?

»Vi må undersøge, om den brede, hurtige diagnostik kan integreres i de nye akutmodtagelser, som er ved at blive bygget op. Det jo er meningen, at flere specialer skal være repræsenteret her. Eller måske kunne man ændre kulturen i sygehusafdelingerne, så de kunne finde på at bruge hinanden, når der er behov for det,« siger Jette Dam-Hansen.

Udmeldinger fra regeringen tyder på, at hurtig diagnostik skal på den kommende finanslov. Om det skal være i form af diagnostiske centre, vil næppe blive dikteret fra centralt hold. Men flere regioner, herunder Region Hovedstaden og Nordjylland, planlægger diagnostiske centre, som i planerne fremstår som ret selvstændige enheder.

Socialdemokraterne har bebudet et beslutningsforslag om diagnostiske centre i dette efterår.

Læs mere om diagnostiske centre i Ugeskriftet nr. 36 s. 2426.