Skip to main content

Lægeforeningen: Digitalisering giver muligheder og etiske udfordringer

Lars Igum Rasmussen, lar@dadl.dk

23. sep. 2013
2 min.

Hvordan ser Lægeforeningen på den øgede brug af sundhedsdata?

»Før det første vil jeg sige, at hele vores fag bygger på evidensbaseret medicin. Det nye er, at digitaliseringen har givet os adgang til at samle langt større datamængder end tidligere. Det giver store fordele, at vi kan se konsekvenser af adfærd og behandlinger, som det ikke var muligt at indkredse tidligere. Men der er også etiske problemstillinger. Personhenførbare data åbner en mulighed for, at andre end lægen får en viden, som patienten ikke havde tænkt skulle videre, da han opsøgte hjælp. Det kan påvirke fortroligheden mellem læge og patient, hvis vi ikke er meget opmærksomme«, siger Mads Koch Hansen, formand for Lægeforeningen.

Hvilken brug af sundhedsdata, mener du, man skal være særlig påpasselig med?

»Det er vigtigt, at personhenførbare data kun bruges, hvor det er relevant – altså i den direkte patientbehandling. Jeg kan ikke se, at hverken det politiske eller administrative niveau skal have adgang til personhenførbare data, sådan som det blev formuleret i en bekendtgørelse for nyligt. Lægeforeningen foreslår derfor, at der bliver knyttet en etisk komite til de kliniske databaser, som kan vurdere, om forslag til, hvordan data kan bruges, er i orden. Og taler vi om data, som er indsamlet til kvalitetsudvikling, skal den ikke bruges til kontrol af enkeltpersoner i sundhedsvæsenet«.

Regeringen vil snart komme med en strategi for en kommercialisering af data. Hvordan ser du på det?

»Data kan godt i vores optik gøres salgbare, hvis de skal bruges til at generere viden, der kommer patienterne til gode på sigt. Men de må aldrig være personhenførbare. Som læger vil vi modsætte os, at data indsamlet i fortrolighed bliver spredt uden nogen former for grænser eller kontrol. Det har vi ingen interesse i, og efter min bedste overbevisning kommer der heller ikke til at ske. Men det er godt, at vi får kigget på, hvad vi skal gøre med de muligheder, der ligger i vores mange sundhedsdata«.

Data fra medicinkort, datafangst eller elektroniske patientjournaler flyder i dag friere end for blot få år siden. Flere har talt med bekymring for, om lægens fortrolige rum kan blive ødelagt. Er det en frygt du deler?

»Det skal naturligvis forhindres, at uvedkommende kigger i patienters journal. Det er der faktisk bedre muligheder for at kontrollere nu end tidligere. I dag bliver det digitalt logget, hvem der kigger i journalen, mens ingen vidste, hvem der havde rodet i den gammeldags papirjournal. Det er vigtigt, at vi har respekt for de personer, vi har i behandling, og dermed også at de data bliver behandlet samvittighedsfuldt«.