Skip to main content

Lægeforeningen: Dom om førtidspension kan få stor betydning

En dom i byretten i Aalborg om førtidspension kan få stor betydning for fremtidige lignende sager, mener Lægeforeningen, der håber, at kommunerne fremover vil lytte mere til lægeerklæringerne.

"Hvis kommunerne lytter mere, så vil det lette vores patienter for meget lange forløb i jobcentrene, som i flere tilfælde gør deres lidelser værre", siger formand for Lægeforeningens attestudvalg, Tue Flindt Müller. Foto: Claus Boesen.
"Hvis kommunerne lytter mere, så vil det lette vores patienter for meget lange forløb i jobcentrene, som i flere tilfælde gør deres lidelser værre", siger formand for Lægeforeningens attestudvalg, Tue Flindt Müller. Foto: Claus Boesen.

Freja Kierstein Johansen, fkj@dadl.dk

5. nov. 2015
3 min.

Byretten i Aalborg har forrige mandag afgivet en dom, der betyder, at en 37-årig kvinde med svær angst alligevel kan få førtidspension. Aalborg kommune og Ankestyrelsen mente ikke, at kvinden var berettiget til førtidspension, og derfor gik kvinden til domstolene.

Kvindens advokat, Marianne Fruensgaard fra advokatfirmaet HjulmandKaptain, forklarer til Nordjyske, at dommerne har vægtet lægernes udtalelser højere end kommunernes og Ankestyrelsens vurderinger.

Faktaboks

Fakta

"Dommen er et udtryk for, at myndighederne bliver irettesat i forhold til, at man ikke bare kan ignorere klare, lægelige udtalelser fra de læger, der er omkring borgeren", siger hun.

Af dommen fremgår det, at kvinden lider af en kronisk angstlidelse, der ikke er tilgængelig for behandling, og at fx bostøtte heller ikke vil hjælpe med at forbedre arbejdsevnen.

Tværtimod må der efter de lægelige oplysninger antages at være en risiko for, at en ordning kan virke pressende og yderligere angstfremkaldende, står der i dommen.

På den baggrund tog retten kvindens påstand til følge.

Lægeforeningen tilfreds

Dommen glæder Lægeforeningen, der håber, at kommunerne fremover vil lytte mere til lægernes lægeerklæringer i forbindelse med en patients ønske om førtidspension.

”Hvis kommunerne lytter mere, så vil det lette vores patienter for meget lange forløb i jobcentrene, som i flere tilfælde gør deres lidelser værre – fx angst. De lange forløb gør nemlig patienterne usikre på fremtiden, hvilket man jo godt kan forstå, og det kan så føre til angst,” siger Tue Flindt Müller, formand for Attestudvalget i Lægeforeningen.

Selvom det stadig er kommunerne, der bestemmer, om en borger skal have tilkendt førtidspension, mener Tue Flindt Müller, at afgørelsen i sagen fra byretten i Aalborg er et skridt i den rigtige retning.

”Hvis kommunerne lytter mere til lægerne, vil patienterne som sagt få det bedre, men det vil også gøre kommunernes arbejde lettere og ikke mindst lægernes arbejde lettere,” siger han og fortsætter:

”Hvis det bliver kortere jobcenterforløb i kommunerne, bliver der også færre kontroller og papirarbejde for os læger. Og når de lange forløb ikke engang gavner patienten, så slider det på alle – både patient, system og læge.”

Tue Flindt Müller håber, at sagen vil betyde, at systemet, lægerne og patienterne skal bruge færre kræfter på ressourceforløb og lange forløb i jobcentrene, og de dermed kan bruge kræfter på noget, der i hans øjne batter.