Skip to main content

Lægeforeningen: Kommunale "minisygehuse" en gråzone

Klaus Larsen kll@dadl.dk

11. jan. 2013
3 min.

Kommunale sygestuer, minisygehuse, plejeenheder, akutsenge, akutstuer, tryghedshoteller. Der er flere navne for det, som er kommunernes svar på sygehusenes centralisering.

Med disse tilbud håber kommunerne at kunne tilbyde syge og svækkede borgere pasning af sygeplejersker og sosu-assistenter. Og med en henvisning fra sygehuset, egen læge eller vagtlægen skal de kommunale sygestuer også kunne tilbyde behandling af patienter med f.eks. blærebetændelse, lungebetændelse, kroniske lidelser eller væskemangel.

Men i Lægeforeningen er formand Mads Koch Hansen dybt betænkelig. Lægeforeningen frygter, at kommunerne er i gang med at oprette "et B-tilbud til de ældre, medicinske patienter".

"Skal hindre indlæggelse og genindlæggelse"

Lemvig kommune oplyser på sin hjemmeside, at man her vil oprette et "tryghedshotel med ni "specialiserede akutsenge, hvor vores personale kan modtage og pleje borgere, der ellers ville være sendt af sted til sygehuset". Her skal desuden være mulighed for at hjemtage patienter fra sygehuset til færdigbehandling.

I Lemvig, som er inspireret af et tilsvarende initiativ i Randers, vil det samlede personale bestå af otte sygeplejersker og fire sosu-medhjælpere, der skal arbejde tæt sammen med lokale læger.

I Billund skal der ifølge et kommunalt beslutningsdokument, citeret af netavisen Altinget, indrettes tre akutstuer på et ældrecenter. Formålet er at »hindre indlæggelser, genindlæggelser på baggrund af eksempelvis: væskemangel, blærebetændelse, lungebetændelse og intravenøs medicinering etc.«

I Lægeforeningen bekymrer talen om "minisygehuse" og "specialiserede akutsenge" formand Mads Koch Hansen:

"Det er udtryk, som hører hjemme i hospitalsverdenen, og det øger frygten for, at kommunerne er på vej ind i en gråzone, hvor patienterne ikke alene tilbydes pleje, men også indlægges til behandling uden den lægelige udredning, som patienter får på rigtige sygehuse".

"Pas på parallelle tilbud"

Kommunerne argumenterer blandt andet med, at patienterne med disse kommunale tilbud kan blive i nærområdet og i nærheden af deres pårørende. Og det har Mads Koch Hansen forståelse for.

"Men vi vil kraftigt advare mod, at kommuner etablerer parallelle behandlingstilbud, som betyder, at nogle patienter ikke bliver vurderet af den lægelige ekspertise, som en moderne akutmodtagelse kan tilbyde", siger han.

Danske Regioners Ulla Astman (S) er tilhænger af, at kommunerne forebygger sygdom og genindlæggelser. Akutstuer og "tryghedshoteller" kan også godt være mellemstationer mellem sygehus og hjem. "Men de skal ikke gøre det ud for den kvalificerede udredning og behandling, som et sygehus kan sikre", siger hun til Altinget.

KL: "Rituel kritik"

Over for samme netavis afviser formanden for Social- og Sundhedsudvalget i Kommunernes Landsforening, Anny Winther (S), at kommunerne har ambitioner om at drive minisygehuse eller overtage opgaver fra sygehuse og læger:

"Jeg har svært ved at forestille mig, at Lægeforeningen ønsker, at borgere med dehydrering eller andet ukompliceret skal ind på et supersygehus", siger Anny Winther og kalder det "en rituel handling", når Lægeforeningen og Danske Regioner kritiserer kommunernes nye initiativ:

"Kommunerne er nu i flere år blevet skudt i skoene, at kvaliteten halter i sygeplejen. Når vi så gør noget ved det, beskyldes vi for at lave minisygehuse. Det er et fejlskud,« siger Anny Winther.

Til det svarer Mads Koch Hansen:

"Vi har intet mod den kommunale sygepleje, men vi har noget imod en visitation til behandler-passere på kommunernes plejehjem, hvis patienterne skulle have været indlagt eller udredt på et sygehus", siger lægeformanden.

"Jeg frygter, at man skaber A- og B-patienter, hvor unge kan komme på akutafdeling, når de bliver syge, mens de gamle og svage kan komme på plejehjemmet og få lidt væske, når de burde udredes på et sygehus.".

- Så det er ikke bare en rituel klagesang?

"Nej... jeg er bange for, at man skaber en forståelse i kommunerne for, at gamle ikke skal ind på et sygehus. De skal bare have noget pleje og behandling på det nærliggende plejehjem. Og kommunerne er selv med til at puste til bekymringen med deres uheldige terminologi, når de taler om "minisygehuse" og "akutpladser". Jeg ville være mindre bekymret, hvis de brugte betegnelser som f.eks. "intensive plejepladser", for eksempel for patienter, der er på vej hjem fra sygehuset".