Skip to main content

Lægeforeningen spiller ud med pejlemærker for sundhedsaftale

Der skal være speciallægepraksis i alle egne af landet, kommunerne skal forpligte sig til national ensartet kvalitet på sundhedstilbud, opgaver skal flyttes ud af sygehusene, og så skal der etableres faglige fora i tilknytning til sygehusene. Lægeforeningen gør med en række pejlemærker sit til at hjælpe sundhedsminister Magnus Heunicke på vej til den længe ventede sundhedsaftale – trods corona.
Foto: Claus Bech
Foto: Claus Bech

Anne Steenberger as@dadl.dk

10. dec. 2020
10 min.

Statsminister Mette Frederiksen har i Folketinget meldt ud, at 2021 bliver året, hvor der skal laves en ny sundhedsaftale. Det er den nuværende regerings navn for det, som den tidligere regering formulerede et forslag til under betegnelsen sundhedsreform.

Baggrunden er den velkendte: flere ældre, flere behandlinger, flere aktiviteter i sundhedsvæsenet. Så behovet er der.

»Der skal ske afgørende omlægninger i sundhedsvæsenet«, skriver Lægeforeningen, som nu giver sit besyv med til den kommende sundhedsaftale i form af et udspil med 16 pejlemærker, »Et samlet sundhedsvæsen – mere nært, mere lige og med bedre behandling«, hedder det.

»Da der er grænser for, hvor hurtigt man kan løbe i sundhedsvæsenet, og hvor korte indlæggelserne kan blive, så er der behov for en ny strategi«, skriver Lægeforeningen i forordet.

Det handler først og fremmest om nærhed og sammenhæng.

Og nej, siger Lægeforeningens formand, Camilla Rathcke, vi kan ikke bare vande og gøde de initiativer, der allerede er i gang rundt om i landet for at skabe bedre sammenhæng, og så forvente, at de gode eksempler vil brede sig.

»Det er ikke bare en lille justering, der skal til, men væsentlige ændringer af nogle måder at arbejde på. Der er behov for at gennemtænke nogle strukturer, ansvarsområder og samarbejdsformer. Det er en stor opgave«, siger hun.

»Det er lidt i retning af en strukturreform, og det kræver, at man ser det store billede, som sundhedsvæsenet er, sammen og samlet. Sagen er jo, at de enkelte aktører maler med hver sin pensel, og hvis de skulle male, hvordan de synes, det skal være, ville der komme meget forskellige billeder ud af det. Og det nytter ikke noget. Vi skal have et fælles billede«.

Et afgørende skridt mod at mindske forskelligheden skal tages af kommunerne, mener Camilla Rathcke.

»Hele indsatsen for primærsektoren handler i høj grad om, at kommunerne skal et andet sted hen. De skal have mere ensartede tilbud på tværs af kommunerne, ikke mindst for brede indsatser som f.eks. genoptræning og basalrehabilitering, og en minimumsbarre for kvaliteten af de ydelser, de leverer. Får de ikke det, skaber strukturerne i sig selv ulighed«, siger hun.

Lægeforeningens forslag er, at Sundhedsstyrelsen får mandat til at udforme en kvalitetsplanlægning for det nære sundhedsvæsen, »så alle borgere uanset geografi kan være sikre på et ensartet højt niveau af kommunale ydelser«, står der i udspillet.

»At få det kvalitetsløft i det kommunale sundhedsvæsen og endvidere et samarbejde på tværs af praksis, sygehus og kommuner, der er tættere og mere sammentænkt, er afgørende for at sundhedsvæsenet kan komme et andet sted hen«, siger Camilla Rathcke.

Speciallægepraksis over hele landet

Det nære sundhedsvæsen skal i langt højere grad end i dag bestå af praktiserende speciallæger. De skal ud i alle egne af landet, foreslår Lægeforeningen. Den alment praktiserende læge skal kunne række ud lokalt og finde et specialiseret tilbud, hvor patienten kan blive vurderet, i stedet for at patienten skal tage den ofte lange vej til sygehuset. Der skal med andre ord konsekvens bag, at der flyttes opgaver ud til det nære sundhedsvæsen, mener Lægeforeningen, der definerer det nære sundhedsvæsen bredere end normalt, idet også sygehuse kan have udgående funktioner her (se boks).

»Vi er allerede i gang med at flytte opgaver ud i almen praksis. Mange også andre tilstande, som i dag håndteres på sygehuse, kan rykkes ud i speciallægepraksis. Det kan være gynækologiske lidelser, lettere hjertesygdomme, visse psykiske lidelser m.m. Tilstande, som kræver mere end det, en praktiserende læge kan tilbyde, men mindre end det specialiserede tilbud, som sygehusene er. Vi ser allerede i dag en del speciallæger, f.eks. psykiatere, der praktiserer uden ydernummer, og som derved ikke er tilgængelige for alle. Dem kunne man begynde med at give et ydernummer, om end det kun er et af mange specialer«, siger Camilla Rathcke.

Lægeforeningen foreslår en national plan for udrulningen af speciallægepraksis, som sikrer en geografisk ligelig adgang.

Forudsætningen er, at regionerne er parate til at etablere flere ydernumre til speciallægepraksis. Udspillet er en opfordring til det. En anden forudsætning er, at speciallæger vil i praksis.

»Det er jo ikke sådan, at der er speciallæger, man kan hive ned af hylden. Der skal være nogle, der har lyst til at rykke ud af sygehuset. Og så skal der jo altså være et ydernummer. Men det er da helt sikkert et langt sejt træk, for vi mangler speciallæger, og det er tiltagende, også inden for specialer, som netop har at gøre med de store folkesygdomme – lungemedicin, psykiatri, geriatri, reumatologi, neurologi«.

Det er også grunden til, at Lægeforeningen opfordrer til rettidig omhu i Sundhedsstyrelsen. Den skal oprette 25 procent flere hoveduddannelsesforløb, når den næste dimensioneringsplan skal udarbejdes i 2021.

Samarbejdet – de faglige fora

Et af de store diskussionspunkter i tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussens reformforslag var forslaget om, hvordan samarbejdet mellem sygehus, kommune og almen praksis skal foregå. I forslaget blev der skitseret en samarbejdsmodel, som af mange blev anset for bureaukratisk.

Lægeforeningen byder ind med en model med navnet fagligt forum. Et fagligt forum skal som udgangspunkt oprettes omkring alle sygehuse. Det skal bestå af driftsansvarlige fagpersoner fra kommuner og sygehuse samt repræsentanter fra almen praksis. Det skal sikre et tættere fagligt samarbejde om patientgrupper, der har forløb, der går på tværs af sektorer.

Det kan være patienter med kroniske lidelser, multisygdom, kræft eller andre sygdomme, som kræver et stort samspil mellem almen praksis, kommuner og sygehuse, forklarer Camilla Rathcke.

»Det skal tilpasses lokalt. Men det er vigtigt for os, at der ikke er for mange mennesker i det rum. Det skal være de rigtige, ikke bare borgmesteren eller kommunaldirektøren fra kommunen, eller direktøren fra sygehuset. Ellers kommer vi ikke videre. Det skal være de rigtige fagpersoner, så det faglige forum er på et niveau, der konkret løser problemerne. Faglige klinikere fra sygehusene, som kender sygdomsområdet og forløbene, og som kan byde ind med konkrete forslag. Kommunale sundhedspersoner, der kender arbejdsfeltet i kommunerne, der er tilknyttet sygehuset. Og så skal almen praksis være repræsenteret. Alle skal have mandatet med sig til at kunne træffe beslutninger på vegne af praksis eller flere kommuner«.

Camilla Rathcke og udspillet refererer flere gange til erfaringerne fra COVID-19.

»Her så man, hvordan der blev skabt en ekstrem hurtig omstilling af sundhedsvæsenet, bl.a. fordi fagfolk fik frihed og plads til sammen at løse konkrete problemer«, står der i udspillet.

Men er der ikke allerede i dag eksempler på en slags faglige fora omkring sygehuse?

»Jo, til dels. Og så alligevel ikke. Sygehusene er skruet sammen på én måde. De har en tydelig struktur i forhold til, hvilke sygehuse der tager sig af hvilke specialer og hvilke patienter i forhold til specialiseringsgrad. De er underlagt en betydelig national planlægning og myndighedskontrol, og deres tilgang til behandlingen er i vid udstrækning bundet op på nationale eller faglige kliniske retningslinjer, så patienterne på tværs af landet i udgangspunktet får et ensartet tilbud om behandling. Kommunerne har forløbsprogrammer, vejledninger og anbefalinger. Men de er ikke nødvendigvis forpligtede til at leve op til dem, som hospitalerne er, og de er ikke underlagt samme myndighedskontrol som sygehusene er. Det vil vi gerne have dem til. For så har vi sygehuse og kommuner med hver deres rammesæt, der samlet set skal sikre mere ensartethed i kvaliteten af det, der tilbydes patienterne. Og derfra laver man en lokal tilpasning for selve opgaveløsningen mellem praksis, kommuner og sygehuse, som kan planlægge patientforløbene mere konkret«.

Lægeforeningen anbefaler, at de to økonomiske modeller, kommunal medfinansiering og nærhedsfinansiering, afskaffes. Begge er tænkt som økonomiske incitamenter bl.a. til at undgå, at patienter ligger for længe på sygehuset, bl.a. ved at kommunerne skal opbygge lokale tilbud.

Det er økonomisk detailstyring, og den skal væk. Der er ingen overbevisende dokumentation for, at den virker, og det skal være patientens behov, ikke kommunens økonomi, der er afgørende, lyder Lægeforeningens argumentation.

»Detailstyring befordrer ikke samarbejdet på tværs. Især den kommunale medfinansiering betyder, at kommuner og regioner taler om regninger i stedet for patienterne. Der er brug for frie rammer til at finde ud af, hvordan man kan få samarbejdet til at glide. Frie rammer vil understøtte de faglige fora i de beslutninger, der skal træffes«, siger Camilla Rathcke.

Praksislæger og læger på sygehusene

Alt dette her handler jo også om det konkrete samarbejde læger imellem. Traditionelt har der ikke altid været den største tilskyndelse mellem læger på sygehusene og praktiserende læger til at samarbejde – er der en barriere der?

»Det, tror jeg, er forskelligt. Læger er som mennesker er flest og har meninger om hinanden og om samarbejdsforhold og om, hvor græsset er grønnest. Grundlæggende tror jeg, at samarbejdet de fleste steder fungerer rigtig godt og nok allerbedst der, hvor man har taget hul på et samarbejde, som man kan se, bærer frugt – ikke kun for patienterne, men for det samlede behandlingstilbud. Så er der nogle steder, hvor det kunne være væsentligt bedre. Der kan have været enkelte historier, der har medført, at samarbejdsgejsten er kølnet«, siger Camilla Rathcke.

»Helt sikkert er det, at vi i højere grad kommer til at se et behov for, at praktiserende læger og lægerne på sygehusene finder løsninger for en stor gruppe af patienterne. Altså dem, der faktisk kan behandles i det primære sundhedsvæsen, og hvor den praktiserende læge har behov for sygehuskollegaens ekspertise. Her er specialisten fra sygehuset i langt højere grad nødt til at understøtte den kvalitet, der også skal være i almen praksis, fordi det er her, patienten fremadrettet skal behandles«.

»Så vi skal være villige til at se på vores væsen som et samlet hele, men fordelt ud over forskellige steder. Vi skal hjælpe hinanden med at komme godt igennem den omstilling der skal til, for at vi i fremtidens samlede sundhedsvæsen bedst løser opgaverne. For alles bedste«, siger Camilla Rathcke.

Faktaboks

Fakta