Skip to main content

Lægeforeningen vokser - og 44 pct. er nu kvinder

Bente Bundgaard bbu@dadl.dk

11. maj 2012
1 min.

Antallet af medlemmer af Lægeforeningen stiger år for år. Inden for de seneste fem år er medlemstallet således øget med 10 pct.

Der kommer også flere og flere medlemmer af hunkøn. Det gælder selve antallet men også andelen. Hvor de kvindelige medlemmer i 2008 udgjorde 41 pct., er tallet i 2012 oppe på 44 pct.

Mens Lægeforeningen således vokser og vokser, blev der fra 2011 til 2012 sjovt nok færre medlemmer af både PLO, YL og FAS. Især FAS gik tilbage med hele 16 pct.

Der er dog ikke pludselig blevet markant færre overlæger og andre FASere. "Tilbagegangen" skyldes, at de pensionerede FASere nu er skilt ud, da de ifølge Lægeforeningens nye vedtægter ikke længere kan være med i både FAS og Lægeforeningen. I alt var der 3.460 ikke-erhvervsaktive medlemmer af Lægeforeningen ved årets start.

Organisationsprocenten målt som antallet af herboende læger på 24-64 år ligger ifølge årsrapporterne højt og stabilt - faktisk er den steget. I 2008 var den 93,8 pct. og ved starten af i år var den 97 pct.